Skriv til Suh

Har du et problem så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Florensvej 14, st. tv., 2300 Kbh. S
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
Ikke alle breve offentliggøres. Husk at skrive dit navn og din adresse, også selv om du ikke ønsker det gengivet i avisen.
Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg har til daglig min gang i Københavns indre by, hvor jeg møder mange af de mennesker i samfundet, for hvem livet går skævt.
Hvis jeg skal gøre som Jesus, skal jeg tage dem alle i hånden, give dem mad, måske følge dem til en varmestue eller kirke, snakke med dem, høre på dem… – men det rækker mine menneskelige ressourcer ganske enkelt ikke til. Jeg ville kunne bruge hele dagen på det – og hvad så med mit studie – eller for andre er det arbejdet – som vi jo ikke kan undvære for at få tingene til at løbe rundt. Hvordan prioriterer jeg som kristen her?
Jeg synes det er svært at forsvare at gå forbi – jeg hører Jesu ord indeni, når jeg ser mig nødsaget til at gøre det, fordi jeg skal i skole, nå at hente barn inden børnehaven lukker osv. Føler, at det er for dårligt, jeg ikke kan gøre noget for dem, men jeg kan jo ikke blive ved, og det tror jeg måske heller ikke Jesus kræver af os – eller hvad?
Mange hilsner fra
Mette Mandrup, Amager

Kære Mette
Jeg tror, at du rammer noget meget centralt når du stiller spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig er Jesus kræver af os. For hvordan er det lige, at vi „gør som Jesus“?
Jeg tror, at mange fejlagtigt forestiller sig, at de skal gøre de samme ting som Jesus gjorde, i stedet for at stræbe efter at have det samme sindelag som han havde. For mig at se, er der forskel på disse to ting, for hvis Jesus nemlig krævede af os, at vi skulle gøre de samme ting som han gjorde, var alle os, der ikke er velsignet med f.eks. helbredelsens nådegave temmelig dårligt stillet.
I stedet tror jeg (stærkt inspireret af bogen „I hans Fodspor – WWJD“ af Charles M. Sheldon), at vi skal prøve at stræbe efter at handle som vi tror, Jesus rimeligvis ville have gjort, hvis han var os, med de ressourcer og begrænsninger vi hver især har. På denne måde bliver det vores ansvar, ikke at redde hele verden, men at administrere vore ressourcer ansvarligt og således være nærværende og ægte tilstede når vi gør noget.
Sådan tror jeg at vi bedst ligner Jesus.
Hilsen Suh

Kære Suh!
 Jeg har med interesse læst din brevkasse i Udfordringen, 3. november. Du har bl.a. fået brev fra en 16-årig pige, som beskriver nogle „angstanfald“, der har plaget hende siden sommerferien. I dit svar behandler du hendes tilfælde som om, der virkelig er tale om angstanfald, og her er det, jeg reagerer, for hvad nu hvis det er noget helt andet, pigen fejler?
 Grunden til, at jeg gør mig disse overvejelser, er, at min mand for efterhånden en del år siden fik hjertebanken og periodiske besvimelsesanfald. Lægen kunne ikke finde noget usædvanligt, og til sidst overvejede min mand at søge hjælp hos en psykolog, fordi anfaldene var meget angstfremkaldende. Sådan gik han og havde det rigtig dårligt i mange år, inden han endelig blev ordentligt undersøgt og derefter indlagt med arytmi – forkammerflimmer i hjertet. Det er en medfødt lidelse, som kan opstå uafhængig af patientens alder. Da lidelsen kommer i anfald, er den meget svær at diagnosticere.
Jeg siger ikke, at det er sådan noget, pigen fejler, men symptomerne ligner, og jeg vil anbefale, at hun bliver grundigt undersøgt for at få konstateret, om det er en fysisk eller psykisk lidelse, hun har pådraget sig.
 Dette er ikke ment som en kritik, men som et godt råd. Tak for en interessant og lærerig brevkasse!
 Med venlig hilsen
Lena M. Madsen

Kære Lena
Det er en både vigtig og relevant kommentar du kommer med. Jeg er helt enig med dig i, at det er meget vigtigt at konsultere en læge, når man oplever noget der minder om angstanfald for netop at få be- eller afkræftet, om det drejer sig om noget somatisk.
I det pågældende tilfælde havde pigen været ved egen læge for at blive undersøgt, men det kan være, at hun – og andre læsere med en angstproblematik – efter at have læst dit brev får interesse i en mere grundig undersøgelse. Tak for, at du og din mand så åbent deler jeres personlige erfaringer med mig og de andre læsere.
Hilsen Suh

Kære Suh
Vores dreng på 17 er begyndt at lukke sig inde i sig selv. Han siger næsten aldrig noget, og når jeg spørger ham om noget, svarer han „opgivende“, som om jeg er en idiot, der ingenting forstår. Min mand siger, at jeg bare skal lade ham være i fred.
Men er det normalt, at børn opfører sig på den måde?
Indtil for få år siden var jeg den bedste i verden.
Drengens mor

Kære Mor
Ja, det er helt normalt, at børn har en periode, hvor de opfører sig sådan som du beskriver. Særlig kan sønnen have brug for at trække sig lidt fra sin mor, og omvendt datteren fra sin far. Det er alt sammen et led i en individualiseringsproces og helt naturligt.
Det ændrer dog ikke på det faktum, at det er en form for afvisning af forældrene, hvilket gør rigtig ondt.
Snak med og græd lidt ud ved gode veninders skuldre, men lad være med at presse din søn til kontakt og nærhed, som lige nu er dit behov.
Når han mærker din respekt for hans behov for afstand vil han sandsynligvis slappe mere af og måske endda snart selv få lyst til at snakke lidt igen.
Hilsen Suh


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Susanne Snej Jensen

Sådan gør du, når „ungen“ er helt umulig
Beslut dig for hvad du vil være med til. Sig til barnet: Du må gerne være sur, men det er mig, der bestemmer. Sådan takler du et barn i „trodsalderen“.
Af psykolog Susanne Snej Jensen, KFBU

Alle forældre kender det: barnet vil have sin vilje. Går du på højre fortov på vej hjem fra institutionen, vil han gå på det venstre. Hun vil ha’ slik, du siger nej: Hun begynder at hyle. Og så er det, du er fristet til enten at give efter med et højlydt „Suk!“, eller at hive barnet efter dig med magt, måske „ryste“ det. Det er måske ikke lige sagen. Der er andre måder at løse konflikter med sit barn på.
For det er OK at have konflikter. Konflikter hører med til en families hverdag. Barnet er i „trodsalderen“, det opdager sin vilje og det er godt. Barnet er nødt til at forsøge at sætte sig selv igennem for at finde ud af, hvem det er. Det skal blot hver gang opdage: „Mine forældre var der før mig, de har „lavet“ mig, så de sætter grænsen for min udfoldelse“.
Så når kravene bliver urimelige for dig eller andre, må du som forælder slå bremserne i. Og det er lige her, det ikke er så hensigtsmæssigt at trække barnet hen ad gaden…
Her er et par råd:
1. Tag barnet op
2. Snak til barnet, også selv om det skriger
3. Sig: Du må gerne være sur – men det er mig der bestemmer.
4. Og igen: Beslut dig på forhånd: „Vi går hjem den vej. Jeg vil ikke købe slik i dag.“ Eller: „På dette punkt vil jeg ikke lade mig køre om hjørner med!“
5. Og husk: Det er menneskeligt at føle vrede mod sit barn!
Mange forældre er bange for at de gør barnet blodig uret når de sætter det stolen for døren. Det gør de ikke. Det gør ikke noget at barnet rammes af „et tilfældigt nej“. Det vil det komme til mange gange i tilværelsens løb.
Børn protesterer naturligvis, men de bøjer sig i sidste ende for regler. Når de har ramt panden mod muren tilstrækkeligt mange gange, finder de på noget andet at lave.
De skal lære at det er i orden med konflikter. De skal også gennemleves. Så bliver man ked af det, men det går snart over.
Hvis barnet ikke lærer at forholde sig til modstand, bliver det sart og umedgørligt. Hvis forældrene hele tiden føjer barnet, kan det udvikle sig til de underligste scener: Når du synger i bilen, kan barnet finde på at sige: „Nej, du må ikke synge den sang, syng en anden!“ Hvis ikke du passer på, bliver du en marionetdukke. Hold fast i dit eget: „Jeg synger som det passer mig!“
Man skal nemlig ikke hele tiden gå af vejen for sit barn.

Psykolog Susanne Snej Jensen er forstander på Solbjerg, et behandlingshjem for børn med kontaktforstyrrelser på Frederiksberg. Solbjerg er en institution under KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge.


Artiklen fortsætter efter annoncen: