Kærlighed behøver ikke at give blå mærker

Jeg var en af de modige fra 6.a. Jeg var muligvis en grønskolling og endnu ikke svaneudviklet ælling, men bramfri i forhold til drengene i min klasse – det var jeg! Dan dig et billede af en velbegavet pige, der samtaler med nogle underudviklede drenge, imens de trods forskellen spiller kort og synger glade sange. Et ganske smukt billede, du der har dannet dig, hvis jeg lige må have lov at rose, men faktisk blev kortspil aldrig vores fælles beskæftigelse. Drengenes muskelpotens og deres dristighed fejlede nemlig desværre ikke noget! Men min slåskampagtige råstyrke fejler lidt af hvert. Og det gjorde den også dengang…

Vi havde det nu vældigt sjovt, jeg og de andre lyshjernede piger, fordi vi var ved at opdage beboerne fra en anden planet, som førhen bare var blevet betragtet som de „uinteressante falske piger med fodboldgalskab.“ Dog betalte vi en ret så høj pris for at lege globetrotter: De klattede (men stærke) drenge skulle konstant slå de få rå, så vi fik besynderligt farvede mærker på armene (primært.) De havde altid et voldeligt prokuratorkneb, som vi var forsøgspersoner til.

Siden vore tidlige erfaringer har mange kvinder måttet erkende, at sjetteklasses volden blot var starten på væmmelighederne. Imidlertid har vi dog fået indprentet nogle lysgivende spilleregler – fx er slag jo stand-in for kærlige knus, når det gælder interaktion mellem drenge og piger (dette bør dog kun siges i sammenhæng med et „undskyld jeg slog dig men…“)

I mit liv med Gud er der skam også turbulente tider – ja, det kom sågar, da jeg insisterede på at lære Ham bedre at kende! En skøn resonans er det at begribe mere af Jesus, og i forhold til Jesus har alle mennesker meget at opdage endnu. Med Ham bliver nærheden i takt med inderlig søgen både bedre og mere moden!