Ja, han er opstanden
Til alle tider har nogle mennesker forsøgt at benægte at Jesus virkelig opstod fra de døde Påskesøndag.Først forsøgte de jødiske religiøse ledere at lukke munden på disciplene. Men deres forfølgelser førte blot til, at disciplene blev spredt ud over verden – med budskabet.
Dernæst var det Romerriget, der – ligesom kommunismen i nyere tid – satte sin brutale magt ind og udryddede de troende – indtil kejser Konstantin selv overgav sig til Jesus.
Men selv om kristendommen nu blev beskyttet, forsøgte den Onde igen at pille troen fra mennesker. Nu var det i form af gnostiske og arianske blandingsudgaver af kristendommen,
hvor Jesus blev reduceret til bare en guru.
Gang på gang er den ægte opstandelses-tro forsøgt udryddet eller erstattet af en pæn efterligning. Pas på!
For et par hundrede år siden satte kritikken af Bibelens historiske troværdighed ind og selvom alle beskyldningerne én efter én bliver gendrevet, så er meget af den moderne teologi stadig lammet af, at den forsøger at tilpasse budskabet,
så der ikke er noget overnaturligt i kristendommen. Man snakker udenom – og gør det kraftfulde budskab til harmløs poesi. Men kristendommen er da Gud ske lov mere end poesi – mere end forår og smukke blomster.
I sidste uge bragte aviserne en historie om en såkaldt videnskabsmand, der påstår, at Jesus i virkeligheden gik på en isflage, da han gik på søen. Man skulle tro, det var en aprilsnar. Det var både latterligt og pinligt for videnskaben.
Sådan har tvivlere til alle tider forsøgt at bortforklare det overnaturlige, for de KAN ikke få det åndelige ind i deres hoveder ved forstandens hjælp. Det må gribes i tro.
Vi kommer ikke uden om valget. For Jesus provokerer os til at tage springet helt ud og TRO på det overnaturlige, ja meget mere: Til at STOLE på, at Jesus opstod fra de døde, og at han virkelig var og er Guds søn, – den eneste, som kan frelse os. Som Han selv sagde. Når vi tror det, får vi det.
For Kristus er virkelig opstanden. Han lever
nu i den åndelige verden – og Han
kommer igen, som Han har lovet.