Liv kan være så mange ting
Nu vender livet tilbage! Sådan tænker vi hvert år, når lyset og solen igen tager magten fra vinterens mørke. Og sådan tænker vi, når havens forårsbebudere én for én skyder op gennem den hårde, kolde jord. Liv er dejligt, og vi bliver revet med.
Når stemningen så lige har lagt sig, kan det da godt være, at vi også kan komme i tanker om andre former for liv, der er knap så dejlige. Ukrudtet for eksempel. Eller dræbersneglene, som har overvintret lunt og godt i havens kompostbunke. Jo, der er noget at glæde sig til – eller hvad?
Jeg har lige læst et stykke i et missionsblad (det norske blad Utsyn), der handler om liv, under overskriften Når hvedemelet lever. Du får lov at læse med her:
Hvad gør du, når maden, du spiser, stirrer dig dybt i øjnene? – stirrer du tilbage og tager en bid til?
Hvad gør du, når de små hvide riskorn ikke er små hvide riskorn? – tar du en mundfuld til, og tænker på, at proteiner er sundt?
Hvad gør du, når du skal bage brød, og hvedemelet er levende? – sigter du det og lader være med at tage dig af eventuelle knaselyde i en frisk skive brød med ost?
Hvad gør du, når du skal drikke en kop te, og 300 fluer vil dele den med dig? – lukker du øjnene og lader som om, det er julegløgg, og de små sorte klumper er rosiner?
Hvad gør du, når du opdager, at det, du har tygget på de sidste fem minutter, er komave? – tygger du i fem minutter til og lader som om, det er Hubba Bubbas nyeste smagsvariant?
Hvad gør du …?
Du lukker øjnene og lærer at sige Tak, jeg er forsynet på alverdens sprog.
Jo, liv kan være så mange ting. Det er ikke alt, der vækker glæde og jubel hos os.
Det levende hvedemel fik mig dog også til at tænke på et hvedekorn, der døde dernede i den mørke jord. Det gik, som det går med den slags. I døden fik det nyt liv og brød frem i lyset. Ligesom forårsblomsterne.
Hvad gør jeg så? Åbner øjnene og siger på mit eget sprog Tak, jeg er slet ikke mæt endnu.