Skuespiller Ida Dwinger: – Inden jeg går på scenen, beder jeg til Gud

For 25 år siden oplevede Ida Dwinger ‘Guds ild’ på en skelsættende måde, men turde ikke tale med nogen om det (se forsiden). År senere begyndte hun at gå i kirke…- I dag kan jeg godt se, at jeg jo bare kunne have opsøgt nogle kristne, men det tænkte jeg ikke på dengang.– Jeg var vel også bange for at tilslutte mig de kredse, som jo var helt uvante for mig dengang. Jeg er ikke engang barnedøbt.

At den over 25 år gamle oplevelse af Guds kærlighed stadigvæk sidder printet i Ida Dwingers sjæl er tydelig, når hun fortæller om den, mens vi sidder og taler sammen på en café på Østerbro i København.
Først tøver hun lidt, om hun vil fortælle den. Hun er et menneske, der tænker over livets mange facetter. Et fint og hjerteligt menneske, hvor man umiddelbart tænker: “Hende vil jeg gerne tale med“.
Det er knap ti år siden, at Ida Dwinger begyndte at gå i sin lokale folkekirke på Østerbro, hvor hun blev døbt i 1999.
– Jeg bevarede den stærke oplevelse af Guds ild i mit hjerte. Og hvis snakken i et selskab faldt på det åndelige, sagde jeg altid, at jeg troede på Gud. Men så heller ikke mere.
Mit liv gik op og ned, men i 1997 begyndte jeg at komme i folkekirken. Det var jeg glad for, jeg holder meget af at synge de gamle salmer. Så hørte jeg på et tidspunkt om Pinsekirken i Kulturcentret på Drejervej i København og blev nysgerrig. Jeg kendte intet til frikirker på det tidspunkt. Men på et møde med helbredelsesprædikanten Charles Ndifon i Norge mødte jeg et medlem af Pinsekirken på Drejervej. Jeg hørte om Alpha-kurser og tilmeldte mig et.
– I begyndelsen talte Det Gamle Testamente mest til mig. Jeg havde svært ved at forstå alt det med Jesu korsfæstelse, Helligånden og Treenigheden. Det har først åbnet sig med tiden i mit kristne liv. Da jeg begyndte at komme i Pinsekirken, hvor man betoner det personlige forhold og det personlige ja til Jesus meget, hjalp det.
Jeg er inde i en periode nu, hvor jeg beder meget. Og jeg kan mærke, at Jesus virkelig er der.
– Da jeg sagde ja til Jesus, havde jeg en periode, hvor jeg græd meget. Jeg følte mig som en flygtning, der var kommet hjem til sit fædreland. Jeg har talt med andre, der også har oplevet, at de græd meget i perioden, efter de sagde ja til Jesus. Det er svært at sætte ord på det, man oplever, men det har givet en tryghed og en fred i hjertet.
– Min familie og jeg flyttede meget, da jeg var barn. Min far er skibsingeniør og var rådgiver for et rederi dengang. Vi boede også nogle år i Jugoslavien, hvor jeg gik i en romersk-katolsk søndagsskole. Måske har nonnerne bedt for mig, for jeg er ikke ud af en kristen familie.
– Men min familie respekterer, at jeg er blevet kristen. Det samme gør mine kolleger. I dag er det mere naturligt at tale om åndelige ting end tidligere. Forleden dag sad jeg sammen med nogle kolleger og talte om åndelige ting, og pludselig spørger en af dem: „Er der ikke en eller anden, der har en bibel?“.

Ida Dwinger har succes som skuespiller både på teater og på film. I øjeblikket turnerer hun med Det Danske Teater med familiedramaet „De skamløse“. På filmlærredet kan hun opleves lige nu i „Efter brylluppet“. Hun er med i Niels Malmros’ kommende film „Kærestesorger“, ligesom Ida Dwinger for eksempel også var med i to afsnit af tv-serien Krøniken, hvor hun spillede Viggo Valentins kone.
Men hendes skuespillerkarriere har hun indimellem haft oppe til overvejelse – også efter at hun blev kristen.
– Som skuespiller er ens opgave at berøre publikums sjæl. Og hvorfor så ikke gøre det med det rigtige budskab, har jeg tænkt på, efter jeg er blevet kristen. Men der er jo også film- og teaterroller, der påvirker mennesker positivt, og som har Ånd i sig.
– Inden jeg går på scenen, lægger jeg altid det hele over til Jesus. Det gør mig afslappet, og det er meget givende. Jeg er ikke længere nervøs, som jeg var tidligere. Det har givet en større frihed og tryghed, jeg har mere ro over mig nu, siger Ida Dwinger, der har en hel klar holdning til nøgenroller:
– Jeg har oplevet én gang at blive bedt om at smide tøjet i en rolle. Men det sagde jeg nej til. Det gjorde de andre skuespillere i stykket også. Der går min grænse. Men nu er jeg blevet så gammel, at det ikke længere er så aktuelt, storsmiler Ida.

Men Ida er glad for at være skuespiller. Det hårde arbejdspres, der er i faget, giver de medvirkende et sammenhold, hvor der også er plads til, at „filmen knækker“, fortæller hun.
– Jeg tror, de fleste skuespillere har et potentiale til at blive konfliktforskere. Vi arbejder sammen i korte eller længere perioder. Uanset om det er på Det Kgl. Teater eller på et lille teater, kommer vi for det meste meget tæt på hinanden, hvor vi også deler vores øvrige dagligdag med hinanden. Men vores opgave er jo først og fremmest at være kreative og skabende. Hvordan det skal gøres, skal vi være enige om. Selvom de fleste skuespillere er imødekommende og kollegiale, opstår der konflikter. Det kan ikke undgås, men dét er der også plads til.

At være skuespiller kan i perioder være en økonomisk prøvelse, fordi engagementerne kun varer fra en dag til tre måneder. Og hvis der ikke lige er nye roller noteret i kalenderen, kan det give nerver.
– Tidligere gjorde det mig frygteligt nervøs. Men det er ikke længere så slemt. Nu ved jeg, at Gud er med mig også på det område. Udebliver rollerne en dag, så tager jeg det som et udtryk for Guds vilje. Så er det, fordi jeg skal beskæftige mig med noget andet.
– Jeg har overvejet at læse teologi eller psykologi – bredt sagt – beskæftige mig med noget, der handler om mennesker, siger Ida Dwinger, der tog en bifagseksamen i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet inden sin skuespilleruddannelse.