Utraditionelt initiativ af kristen forretningsmand: Hjælper folk fri af gæld
Over 100 gældstyngede danskere får mulighed for at komme af med deres dyre lån, hvis et nyt projekt falder heldigt ud.
Det er byggematadoren David Klit, der står bag projektet. Han har købt og udstykket 150 sommerhusgrunde i Tranum syd for Blokhus.
For få år siden var han selv meget gældstynget, men er i dag god for millioner. Da han er kristen og ønsker at hjælpe andre, sælger han grundene til kostpris på ca. 275.000 kr., mens værdien er 598.000 kr.
Skovbo Fritidshuse, som bygger alle 150 huse, tilbyder på grund af stordriftsfordelen en favorabel pris på husene.
Den heldige sommerhusejer får derved hus og grund til eksempelvis 1,3 mio. kr., men den reelle salgspris er ca. 1,6 mio. kr. Der er en friværdi til at indfri gammel dyr gæld – f.eks. fra kreditkort-misbrug.
Det får bl.a. tidligere narkomaner nu gavn af. David Klit har lagt det i hænderne på evangelist Christian Hedegaard at finde de værdigt trængende. Desuden har en række lavtlønnede frikirkepræster fået mulighed for at nyde godt af projektet.
– Er der ikke en risiko forbundet med modellen?
– Jo! Det kan ikke undgås, indrømmer David Klit straks.
– Det siger vi også til folk. Hvis alle f.eks. sælger deres sommerhus på én gang, så falder prisen jo. Men det er formentlig ikke alle, der har brug for at sælge med det samme. Der er også almindelige købere imellem.
– Hvorfor gør du det?
– Det er jo gået ret godt for mig, og jeg vil gerne give velsignelsen videre. Men det danske system er ikke baseret på, at nogen vil give noget til andre.
Jeg skal først tjene pengene og betale skat, dernæst skal modtageren også betale skat.
Derfor har jeg fundet denne løsning, siger David Klit, som i øvrigt har flere store udstyknings- og byggeprojekter i gang i Danmark og udlandet.