The Easy Way
Jeg har min egen tro. Jeg tror på Gud, men ikke på Bibelen eller kristendommen. Jeg vil være troende på min egen måde. Ingen skal fortælle mig, hvad der er rigtigt eller forkert.Disse udsagn kunne jeg for nylig læse i et interview med nogle danskere, der sang i gospelkor. Det er ikke en ny dille at være salig i egen tro. Det har såmænd nok været på hitlisten, siden Eva smed æblet i hovedet på Adam, hvor det blev populært at søge sin egen interesse. Grunden til, at man laver sin egen fortolkning af, hvad det himmelske budskab går ud på, er vel, fordi man tror, at det passer bedre til den man er end den gængse version.
Gang på gang må jeg selv forbløffes over min egen stupiditet, når jeg forsøger at spille Kloge Åge over for den Alvidende Skaber. Jamen Gud, du kan jo godt se, at hvis du gør sådan her, sååå . Hvor må Gud nogle gange ryste på hovedet ad os. Måske han også en gang imellem har lyst til at vise os, hvad der ville ske, hvis han gav os lov til at få vores vilje gennemtrumfet, bare sådan lige for at slå fast, hvem det er, der kan se længst ud i fremtiden af os to.
Da jeg for fire år siden læste til lærer i New Zealand, boede jeg hos en dejlig kvinde. Hun mente, at der var en smartere løsning på alt det her med frelse, end den mere gængse: Ingen kommer til Faderen uden ved mig, citat Jesus.
Jenine, som hun hed, var en fantastisk hårdtarbejdende alenemor, og jeg ville ønske så højt, som jeg overhovedet kan, at der fandtes en anden måde for hende at blive frelst på end den gængse. På samme måde har du måske familiemedlemmer, venner eller bekendte, som du ønskede kunne blive sneget ind ad bagdøren på en eller anden måde. Vores omsorg og kærlighed for disse mennesker kan næsten få os til at tro, at der må være en anden vej.
Uanset, hvor meget jeg holder af mennesker, er jeg dog kommet frem til, at det ikke duer at give mennesker en anden vej. Typisk involverer den vej, andre fremstiller som deres egen, et punkt, der hedder: At være et godt menneske. At være et godt menneske skulle altså kunne garantere en plads i de himmelske sale. Problemet er bare, at det i længden er rigtig hårdt at være et godt menneske i sig selv. Derfor har vi brug for Jesus. Jesus er ham, der siger kom, når jeg er træt. Det er ham, der ikke forventer, at jeg er et godt menneske, men ønsker at hjælpe mig til at være det. Derfor er det på ingen måde kærligt at give andre mennesker en alternativ vej til Gud, for den vil kun involvere mere kamp, nederlag og skyldfølelse.
Vejen gennem Jesus er den nemmeste vej til Gud og ifølge Bibelen den eneste vej. Jeg kan stadig godt håbe på, at jeg ikke har ret, men hvorfor skulle deres vej så være hårdere end min. Er det fair?