Folkekirkens dåb og Helligånden

I dåben modtages frelsen i ”vandet til genfødelse” og ved håndspålæggelsen ”kraften til tjeneste”.”Åndsmeddelelse i dåben genføder os til liv … den personlige frelse, det personlige forhold til Gud. Åndsmeddelelse ved håndspålæggelsen indeholder de overordentlige nådegaver. Disse angår forholdet til de troende og de ufrelste. De angår udrustningen til arbejde.”

Hans Kristian Neerskov
Præst og forfatter

Sådan skriver den kendte norske teolog Ole Hallesby (1879-1961), som var professor ved Menighedsfakultetet i Oslo (1909-52) og formand for Norsk Indre Mission (1923-56), i sin bog ”Dåb – barnedåb”, Kristiania 1921, side 16.

Fik Helligånden
ved håndspålæggelse

Om den første menighed læser vi i Apostlenes Gerninger, at det var de læge kristne og lederne, som vidnede om deres nyvundne tro. Evangelisten Filip kom til Samaria. Apostlenes Gerninger 8:12: ”Da de nu troede Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.”
Og vers 14-18: ”Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned bad de for dem, at de måtte få Helligånden, for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, men de var blot døbt i Herren Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden.”
Analogt læser vi, at Paulus kom til Efesus. Apostlenes Gerninger 19:2-6: ”Der mødte han nogle disciple og spurgte dem: ’Fik I Helligånden, da I kom til tro?’ De svarede: ’Vi har ikke en gang hørt, at der er en Helligånd!’ Paulus spurgte: ’Hvilken dåb blev I da døbt med?’ De svarede: ’Med Johannes’ dåb.’ Så sagde Paulus: ’Johannes døbte med omvendelses dåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, som fulgte efter, det vil sige på Jesus.’ Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.”

Forkætret udtryk

Begge steder læser vi, at det var de troende, der døbte dem, som var kommet til tro, men det var apostlene, som formidlede Helligåndens gave, som også kaldes ”Åndens dåb”.
Udtrykket er forkætret i Folkekirken, og det er i grunden mærkeligt, for det står hele seks gange i NT. (Mt. 3:11, Mk. 1:8, Luk. 3:16 , Johs.ev 1:33. ApG. 1:6 og 1.Kor. 12:13). Det analoge udtryk: ’Helligånden skal komme over jer’ er nævnt følgende syv steder: ApG. 1:8, 2:17, 2:18. 8:16, 10:44, 11:15 og 19:6.
I den efter-apostolske tid fortsatte man med at lade kirkelederne lægge hænder på de troende, efter at de var blevet døbt, og så bad man om, at Helligånden måtte komme til dem med udrustning af nådegaver. Men biskopperne havde travlt, og sagen blev forsømt. Der kunne gå flere år, sommetider måske 12-14 år, og så indførte man konfirmationen for alle barnedøbte.

Før og efter påske

Efterhånden blev det glemt, hvad håndspålæggelsen betød, men gennem hele kirkehistorien har effekten deraf lyst som glimt på en mørk nattehimmel.
Bibelens lære er ellers klar. Jesus underviste sine disciple om Helligånden på én måde før påske og på en anden måde efter sin opstandelse.
Før påske læser vi i Johannes evangeliet kapitel 13 – 16 om Jesu undervisning om livets Ånd, som skulle tage bolig ”i” menneskene. På selve påskedag kom Jesus til disciplene og sagde i Johannes evangeliet 20:21-23: ” ’Fred være med jer!’ … Da han havde sagt det, blæste han ånde ind i dem og sagde: ’Modtag Helligånden’!” Her er nøgleordet igen ”i”.
Derefter vandrede Jesus her på jorden i 40 dage, og nu underviste han disciplene om, at de også skulle få en udrustning med kraft til tjeneste. Her sagde Jesus bl.a. i Lukas evangeliet 24:49: ”Se, jeg sender det (over jer: 1948 oversættelsen), min Fader har lovet jer, men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.” Apostlenes Gerninger 1:15: ”I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.” Og 1:8: ”I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner”

Ind i – og over

Det er interessant at lægge mærke til, at nøgleordet i Jesu undervisning før påske var ordet ”i”! Helligånden skulle komme ind i mennesket med sit guddommelige liv. Efter påske pegede undervisningen frem til pinse og så var nøgleordet ”over” eller ” blive iført” – altså noget, der omgiver os. Det ligger også i Jesu udtryk ”døbes i Helligåndens” Apostlenes Gerninger 1:15. Helligånden skal omgive os med kraft til tjeneste, ligesom han bor i os og sætter os i stand til at leve et helligt og guddommeligt liv.
Derfor har dåben også to led. ”Vandet til genfødelse” og ”Håndspålæggelsen til formidling af kraften”. Efter dåben lægger præsten hånden på barnets hoved og siger: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånd og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv.”

Nåde og salvelse

For os er ”nåde” et begreb om en tilstand, men det var det ikke i senmiddelalderen, og i den lutherske ortodoksi kunne ordet ”nåde” bruges i betydningen ”Helligåndens nærvær”. Den danske salmedigter Thomas Kingo (1634-1703) skriver i salmen (743): ”Nu rinder solen op af østerlide” i vers 2: ”Utallig såsom sand og uden måde,/ som havets dybe vand er Herrens nåde,/ som han mit hoved daglig overgyder:/ hver morgen i min skål/ en nåde uden mål/ til mig nedflyder.”
Tredje linje hed i 1954 oversættelsen: ”med den hver dag min sjæl han overgyder.” Oprindelig lød tredje linje: ”som han i dag mit hoved overgyder”, og det har man fået godt med i Den nye Salmebog 2003. Men hvordan kan nåden være et flydende begreb? Det minder os om ypperstepræsten Aron, som i Salme 133 beskrives: ”Det er som den gode olie på hovedet, der flyder ned over skægget, Arons skæg, ned over kjortelens halsåbning.” Her henvises til, at præsten ved indsættelsen til tjeneste som 30-årig blev salvet med olie. Analog til Helligåndens salvelse i NT (Pinsens under).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Konfirmationen

Altså nøjagtig den samme teologiske sag, som i den ny-testamentlige pagt overføres ved håndspålæggelse. Først af apostlene, så af biskopperne og nu af præsterne. Den katolske Kirke har fastholdt biskoppernes håndspålæggelse ved konfirmationen. I Folkekirken er der også håndspålæggelse ved konfirmationen, men den er jo allerede foretaget ved barnedåben.
I Den ortodokse Kirke bruger man stadig at salve barnet med olie, efter at det er blevet døbt. Biskoppen har så i forvejen velsignet salveolien. Det kan være årsagen til den spiritualitet, som Den ortodokse Kirke gennem århundreder har været kendt for gennem sine ”staretzer” = ”hellige mænd med karismatiske gaver til helbredelse og profeti”.
Der er en kirkehistorisk forklaring på, at Helligånden udtrykkes som ”nåden der flyder”. Martin Luther (1483-1546) fremhævede dåbens første led, fordi han som reformator bragte budskabet om frelse alene ved tro, som førte til guddommeligt liv. Dermed blev dåbens andet led mindre betonet. Men Frans af Assisi (1182-1226) kom i en mørk tid med fornyelsen og bevidstgørelsen om Helligånden samtidig med, at han betonede det indre liv.

Ordet og oplevelsen

Efter ham kom mystikeren Echart Eckehart (1260-1327) ofte kaldet Mester Eckehart, som var optaget af ekstatiske oplevelser, som havde relationer til panteismen (gud i alt). Gud fødes i sjælen, fordi der i denne er nedlagt en gnist, som er et med det guddommelige.
Det førte til, at mange mennesker gennem en periode på 200 år søgte Gud gennem ekstasen, og det måtte Luther – med sit budskab om retfærdiggørelse ved tro – tage afstand fra. Thomas Münzer (1490-1525), en af Luthers samtidige, sluttede sig til reformationen, men han vendte sig senere imod Luthers lære og docerede, at frelsen ved tro ikke var nok, men den ekstatiske oplevelse af ”Helligåndens indre lys” gav ”det indre ord”. Hermed blev oplevelsen stillet over Ordet, og retfærdiggørelsen ved tro var ikke længere nok.

Luthers klarhed

Det er årsagen til, at man nødig nævnte ordet Helligånd, fordi det var blevet forkætret. Luther havde en klar forståelse af dåbens andet led, som han også udformede i sin bog ”Kirke og Huspostille”. Her nævnes Helligånden som ”nåden”, der tilgiver synd, bringer trøst og fred og flytter mennesker over i Guds barmhjertigheds rige. Her nævnes også styrken ved nåden (Helligånden).
Dåbens to led bliver da helt klare. Vandet er til genfødelse, og håndspålæggelsen er formidling af Helligåndens kraft til tjeneste. Personligt tror jeg, at hvis præsterne bevidst lægger denne betydning ind i de to led, når dåben foretages, så vil det også manifesteres i kirken (menigheden).
De karismatiske frikirker (Pinsekirken og Apostolsk kirke) betonede i begyndelsen (indtil 1960erne) betydningen af håndspålæggelsen efter dåben, men det praktiseres mærkeligt nok næsten ikke længere hos dem.


Artiklen fortsætter efter annoncen: