Meget desperat – og meget lidt huslig

Hvis jeg før har været en at-gå ud-med-skraldet-hader, så er jeg blevet det dobbelt så meget nu.Det er en kold dansk eftermiddag, da jeg får slæbt mig væk fra computeren og hen til de møgbefængte plastikposer, hvis bananfluer indirekte bønfalder mig om containerdøden. Mine sarte hænder med kunstige negle bærer imponerende gavmildt skraldet om i gården, hvor seks frække containere står klar.

Fumlende må jeg opgive at få den første container åbnet op, fordi neglene ganske simpelt ikke kan håndtere det vældige lågs vægt. I stedet maser jeg mig hen til den container, som er halvåben, fordi der ligger så mange poser i i forvejen. Op med låget, i med poserne, støvet af håndfladerne, på vej til at gå ind igen og … UPS.

Her møder mig en så ydmygende overraskelse, som hvis man var allergisk over for bier og blev stukket over det hele og svulmede op og kom på sygehuset, og alt sammen fordi man brændte en anden desperat huskones hjem ned, fordi hun havde været en utro med ens kommende mand osv. (Følg med næste onsdag i Desperate Housewives)

Så ydmygende var det at se ind i øjnene på en selvsikker dame fra min opgang med korslagte arme og rynker om øjenbrynene. Hun skældte mig så intenst ud over at have lagt mit skrald i den mest fyldte container, at jeg gætter på, hun er gift med skraldemanden.

Pinligt! I Lukas 16,10 står der, at den, der er tro i det små, også er tro i det store. Så selvom forurening, brug af for gamle wildcards, snehvide løgne, forsømte bedsteforældre eller en ildestinkende generende overfyldt container kan virke ret så ligegyldig, så er den slags handlinger også af betydning for Gud. Det, vi (normalt) kan gøre, uden andre opdager det, afslører vore hjerter i den grad. Pyh – hvor kan det være sindsoprivende at gå ud med skraldet!