Tværkulturel i jordhøjde

Hvis man lægger bagsæderne ned i en Toyota Landcruiser, kan der lige akkurat stå en kiste i bilens bagende. Og der kan sidde folk tæt i tæt på begge sider af kisten. Når det bliver for trangt, sætter nogle af dem sig oven på kisten.Den oplevelse og erfaring fik jeg for et par år siden i Tanzania. Min havemand kom en morgen og fortalte, at hans datter var død. Hun var voksen og havde et lille barn, og jeg vidste, at hun i længere tid havde boet hos ham og gået til behandling på regionshospitalet. Men nu var det altså slut.

Jeg var klar over, at familien ville gøre alt, for at begravelsen kunne foregå i den landsby, de kom fra, et par timers kørsel væk – om de så skulle låne sig endnu fattigere. Så jeg tilbød at køre dem.

Kisten blev ført ud og sat ind i bilen under sang fra de mange naboer og kristne fra kirken og det kor, havemanden sang med i. Der blev bedt for os, inden vi begav os ud på den lange tur. På forsædet ved siden af mig sad en kvinde med et lille barn. Det var afdødes barn. Når barnet blev for uroligt, fik det vand af en flaske, og jeg håbede bare, at vandet var rent. Det virkede så håbløst og meningsløst.

Efter et par timer nåede vi frem til landsbyen, og kisten blev under højlydt gråd og klage ført ind i stuen, hvor kvinderne sad på gulvet. Jeg passede ikke ind i sammenhængen. For jeg var hvid, kvinde og chauffør, og selv vidste jeg ikke lige, hvad jeg skulle gøre. Så jeg blev placeret på en træstol i et værelse ved siden af sammen med mændene. Der var en, der kom med en cola til mig – og kun til mig. Den tog jeg imod, men satte den lidt til side.

De var klar over, at jeg ikke kunne blive ret længe, da der var lang vej hjem. Men forinden skulle vi have noget at spise, og de fandt en, der kunne køre med tilbage, så jeg ikke fik problemer undervejs.

Inden vi kørte, ville jeg give havemanden og familien en hilsen med et ord fra Bibelen. Han havde en stor, fin Bibel, som han tydeligvis var stolt af og passede godt på. Og han opfordrede mig til at sige lidt til alle gæsterne. Så jeg gik ind i stuen, hvor kvinderne sad og sørgede, hilste på dem og sagde lidt til dem om Jesus, der er opstandelsen og livet for dem, der tror på ham. Jeg følte mig akavet og malplaceret. Alligevel mødtes vi fra to så forskellige kulturer og verdener i et ord om håb. I al vores forskellighed var vi fælles om livet og døden – og håbet.