Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen,
Nordgårdsvej 109, Tune,
4000 Roskilde,
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Folk træder på mig
Kære Suh
Jeg skriver ind, fordi jeg gerne vil have et godt råd til at blive bedre til at sige fra. Alt for ofte lader jeg folk træde på mig, og selvom der bliver sagt ting til mig, som jeg egentlig bliver rigtig gal over, så siger jeg ikke noget. Bagefter ærgrer jeg mig så meget og bliver gal på mig selv. Hvordan skal jeg få brudt det mønster?
Hilsen Den tavse
Kære Tavse
Når du ikke reagerer på de ting, som egentlig gør dig gal, må der være en stærkere kraft, som får dig til at tie. Find ud af, hvad det er! Hvad tænker du? At du ikke har ret til at sige fra? Eller at de andre nok ved bedre? Eller at de andre så ikke vil kunne lide dig, hvis du modsagde dem? Blive klar over, hvad det er, der styrer dig, og find gerne en helt konkret sætning (f.eks. hvis jeg siger fra, så vil ingen kunne lide mig). Tænk så grundigt over denne sætning. Er den realistisk? Er der nogen sandhed i den?
Og ret så din vrede mod sætningen og ikke mod dig selv. For at kunne sige fra, skal man nemlig bruge noget kraft eller energi. Denne energi kan du bl.a. hente fra din vrede, men ikke hvis den er rettet mod dig selv så er den bare nedbrydende og giver dig et lavt selvværd. Prøv at skælde din sætning ud, når du kommer hjem, med al den energi, som du ellers bruger på at bebrejde dig selv din tavshed. Fortæl sætningen, at den tager fejl, og at den ikke længere skal have lov til at styre dig.
Prøv også at sige højt for dig selv, hvad du kunne tænke dig at have sagt i den pågældende situation. Sig det gerne flere gange højt for at finde den formulering, som du bedst kan lide, og for at blive fortrolig med ordene (som jo nok er nye for dig).
Efterhånden vil du forhåbentlig begynde at vænne dig til at høre dig selv sige fra og begynde at tro på, at det er ok også for dig.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh
Jeg skammer mig
Kære Suh
Først en tak til det par, der skrev ind i sidste brevkasse det giver mod til at skrive ind for nogle af os andre, der tumler med problemer i samme kategori. Jeg er en ung mand, som har en sød og dejlig kone. Jeg kæmper dog i hemmelighed med trangen til at onanere ved siden af. Det skammer jeg mig over. Men er onani overhovedet en synd (der er ikke porno eller noget andet involveret)?
Hilsen den kæmpende
Kære Kæmpende
Tak for din frimodighed.
Jeg er af den opfattelse, at al seksualitet sandsynligvis fra Guds side er tænkt som noget, der bør være mellem mand og kvinde, som en slags kraftlim, der binder dem sammen. Hvis man derfor praktiserer det alene, tror jeg, man kan komme til at distancere sig fra den oprindelige plan.
Hvis man gør det hyppigt, sker der samtidig det, at man bliver meget fokuseret på egen krop og kønsdrift, og at partneren i sidste ende kan blive overflødig. Det vil uundgåeligt påvirke forholdet i negativ retning.
Mange kvinder vil også mærke det i det indbyrdes sexliv – der er ikke lige så god kontakt med manden, eller manden mister evnen og lysten til den følelsesmæssige nærhed og fokus på kvindens behov. Og oftest uden at han er klar over det selv.
Derfor: kvinden og manden er skabt for at supplere hinanden – også seksuelt -, og kan man erstatte den ene, bliver denne mindre vigtig. Jo mere man onanerer, jo mindre livskraft får ens forhold. Så enkelt tror jeg, det er.
Set i dette perspektiv kan onani altså være en slags synd mod ens parforhold, hvilket i sidste ende vel også er en synd mod Gud. Ser man sådan på det, kan man nogle gange bedre holde sig på måtten – ikke kun ud fra et ønske om at helliggøre sig selv, men også ud fra et ønske om at beskytte og styrke ens forhold og ære den kvinde, man elsker.
Husk, at din seksuelle drift er gudsgivet, og at den i sig selv er noget godt og fantastisk. Ofte er skammen og skylden over onani så stor, at det fylder det hele, og at selve driften/lysten også bliver til noget forbudt og skamfuldt. De to ting skal skilles ad, da driften i sig selv er sund. Tak blot Gud for den vidunderlige gave, han har skænket dig, og bed ham om hjælp til at forvalte den ret.
Hilsen Suh
Endnu en kiks
Min søn på 3½ år er for alvor begyndt at eksperimentere med sproget. Det kommer der nogle sjove og pudsige sætninger ud af. Og også nogle, der giver stof til eftertanke.
Da han jo er i den populært kaldte trodsalder, er der en del ting, vi ikke er helt enige om, bl.a. sengetider og indtag af kiks og søde sager.
Når han har fået nej til en af de pågældende ting, kan han så finde på at sige: Nu elsker jeg dig ikke, mor! og stille det sureste lille ansigt op.
Det er ikke noget, jeg bliver videre såret over, jeg synes måske nærmest, det er lidt sjovt, for som voksen ved jeg jo godt, at det i virkeligheden betyder: Det bliver jeg rigtig sur over, mor! Og det er jo en ærlig sag.
Men jeg kom til at tænke på, at det er meget vigtigt, han er klar over, at de to ting skal skilles ad.
At vi som voksne er meget bevidste om, at vores børn lærer, at når mor eller far er sure på dem, så betyder det NETOP IKKE, at vi ikke længere elsker dem! For hvor er det en sørgelig misforståelse, hvis man tror, at man ikke længere er elsket, blot fordi andre blev sure eller irriterede på én. Så bliver det pludselig meget vigtigt aldrig at lave fejl og aldrig at blive uvenner, og det er ganske vanskeligt både som barn og som voksen.
Da jeg forklarede min søn det, syntes han, det lød helt fornuftigt og sagde med det samme: Nå, men så er jeg altså meget SUR på dig, mor!
Og sådan blev diskussionen om endnu en kiks altså til lærdommen om, at man godt kan være uvenner og sure på hinanden, selvom man elsker hinanden.
Hilsen Suh
