Himmel-tur

Inspireret af vejrudsigten fik vi den fantastiske tanke, at dagen var velegnet til en tur i Tivoli. En tanke, som vi åbenbart delte med alle dem, vi havde mødte i Eksperimentariet dagen før, hvor det regnede.
Der var lange køer ved alle de kørende og snurrende forlystelser, så vi skyndte os at stille os i kø. Vi skulle jo gerne nå at få tjent turpasset ind! Og med en kø-tid på ca. 30 minutter, ja, så må man bare hænge i.
Nu bliver jeg meget let køresyg, og jeg har det heller ikke særlig godt med højder. Men man kan alligevel godt have det sjovt, når bare man husker at tage en lille pille – altså en køresygepille.
Efter at have stået i kø i nogle timer og kørt i forlystelser nogle minutter nåede vi til det, der skulle være toppen af kransekagen: Himmelskibet! Det er et ufatteligt højt tårn, som kan ses vidt omkring. Ud fra tårnet er der tolv arme, og for enden af hver arm hænger en to-personers gynge i nogle kæder. De lange arme og gyngerne bliver hejset op og drejet rundt. Og så er der ellers den smukkeste udsigt over København. Dét ville jeg prøve.
Vi stillede os i køen, som ikke var blevet kortere i aftenens løb, og så gik det ellers skridt for skridt og trin for trin op ad den lange trappe til Himmelskibet. Jeg tog en pille mere. Over os røg gyngerne til vejrs og kørte rundt. Folk svævede frit i aftenens halvmørke. Det så ikke så vildt ud, og der lød ikke høje skrig, men suget i maven blev lidt større, for hver gang Himmelskibet hævede sig. Min indre gynge begyndte at svinge mellem lyst og skræk.
Min mand forsikrede mig om, at det var sikkert nok, at man blev spændt godt og forsvarligt fast, og at jeg ville nyde det. Men ak, min indre gynge kom mere og mere ud af balance. Vil gerne – tør ikke!
Hænderne blev varme, og der gik små hedebølger gennem min krop. Kort før toppen traf jeg min beslutning. Ingen himmeltur til mig! Beklager! Øv, hvor var det ærgerligt. De andre gik ombord. Jeg kom ikke med. Og jeg fik ikke fuld valuta for mit turpas. Men, åh, hvor var jeg rolig og lettet.
Til gengæld glæder jeg mig rigtig meget over, at jeg har et åbent turpas til det rigtige himmelskib, som skal føre mig til Guds evige himmel. Dér får jeg fuld valuta for pengene, som jeg ikke selv har betalt, og glemt er både køresyge og højdeskræk. Smukkere og tryggere end med Guds himmelskib bliver det bare ikke. Og man skal ikke stå i kø.