Solveig er trofast vendt tilbage på pinsestævne i alle 51 år

I 51 år har pinsekirkerne holdt deres årlige sommerstævne i Mariager. Solveig Lorenzen har været med hvert eneste år og gemmer i sit hjerte på mange minder fra oplevelser sammen med børnene, familien og vennerne. Det var også her hun mødte sin mand, Alfred Lorenzen, en elsket forkynder i pinsebevægelsen, som desværre døde alt for tidligt i en alder af 49 år. Hvis der er et ansigt, du kan være sikker på at møde på pinsekirkernes sommerstævne i Mariager, så er det Solveig Lorenzen. Hun har deltaget hvert eneste år og var kun 15 år, da hun første gang stod i stævneteltet og sang i et ungdomskor i året 1956. I dag er det 51 år siden, og Solveig er med sine 66 år kommet ind i den tredie alder.
For de som kender til pinsebevægelsen er Solveig Lorenzen ikke bare en genganger på stævnet. Hun er også et kendt ansigt, da hun var gift med Alfred Lorenzen, en elsket forkynder i pinsebevægelsen, som desværre døde alt for tidligt i en alder af 49 år. Hans død kom meget pludseligt i 1988, pga. en hjernesvulst, som blev opdaget alt for sent. Solveig bliver stadig dybt berørt, når hun taler om Alfred.
Sammen fik de 7 børn, og i dag kan Solveig tælle sig frem til 18 børnebørn og endnu et er på vej.

Solveig og Alfred mødte hinanden på Mariager højskole i 1957, hvor Solveig var ansat som køkkenpige, og Alfred kom som elev. Derfor har Solveig også mange gode minder om, hvordan de gik forelsket rundt og sendte kærlige blikke til hinanden på stævnet. I 1961 blev de gift. Herefter startede de deres tjeneste som forstanderpar, der førte dem rundt i landet. Først til Haderslev pinsekirke, derefter til Randers pinsekirke i 1963, og fra 1968 og de næste 20 år var de i menigheden Elim i København.
Hvert år var de på landsstævne sammen med børnene, fortæller Solveig:
– Børnene elskede at komme på stævnet. Vi boede jo gerne på højskolen, hvor vi havde værelse, og der var en køkkenpige, som Martin var rigtig glad for, og det var gengældt. Det viste hun blandt andet ved at lægge småkager i vinduet til ham. Når han så gik forbi køkkenvinduet, kunne han lige række sin lille hånd op efter dem. Jeg husker en gang jeg kiggede ind på værelset for at se til ham, så lå han der og sov med småkager og krummer rundt omkring sig. Det var så sødt, smiler Solveig.
– Det var også sjovt efterhånden som børneflokken udvidede sig til syv, så var bilen jo noget pakket, når vi skulle til landsstævne. Jeg husker på færgen, når vi lukkede bildøren op for ungerne, så stod folk og kiggede på, at den ene lyshårede unge efter den anden bare væltede ud af bilen. De har sikkert tænkt: ”nu kan der da snart ikke være flere”, men så kom der lige en til, griner Solveig.
– Fire piger og tre drenge. Elisabeth, Helle, Annette og Maria. Allan, Martin og Christian.
Hvad er det, som bringer dig tilbage til stævnet hvert år?
– Det er fællesskabet med venner og familie, samt mødet med folk fra hele landet. Det er også vigtig for mig at komme til stævnet og fornemme, hvor vinden blæser hen. Hvor er vi på vej hen som kirkesamfund. Jeg vil gerne have fingeren lidt på pulsen.
Vækkelse ligger mig også meget på hjerte. Jeg længes efter, at folk skal få lov at opleve det gode liv med Gud. Jeg glæder mig især over at se alle de unge mennesker. Udviklingsmæssigt er der jo også sket meget gennem årerne. Vi er blevet mange flere deltagere, og der er kommet flere og større bygninger. Derudover er en ny generation af prædikanter vokset frem, og det er opmuntrende at se. Vi har mange dygtige folk, siger Solveig.

Med syv børn må du have været meget hjemme og passe børnene. Hvordan oplevede du den åndelige forbindelse i jeres fælles tjeneste?
– Nu har jeg aldrig været den, der var på platformen. Jeg har haft børnene og oplevet, at mit kald var at være med min mand og bede for ham og for arbejdet i menigheden. Jeg tror godt, jeg kan sige, at forbønstjenesten har været min tjeneste. Det oplevede jeg meget stærkt, og det gjorde Alfred også.
Jeg husker noget specielt, da vi kom til København. Han var jo væk hele dage og hele tiden, så jeg kunne godt føle, at han oplever så meget, mens jeg går herhjemme med skrigende unger og vasker bleer. En dag blev det for meget for mig, så jeg blev faktisk lidt gal en morgen. Men Alfred stod og skulle ud af døren og blev nødt til at gå. Han gik ned til bilen, men lidt efter kom han op igen, siger Solveig og stopper op i talestrømmen med et hjerte, der spontant vælder over af kærlighed og savn til sin mand. Men lidt efter kan hun igen fortsætte:
– Han kom op igen, og så sagde han til mig: ”Solveig, jeg kan ikke tage ind og undervise eller gøre noget som helst, hvis ikke vi to er et i ånden, så kan jeg ikke fungere.”
– Vi blev forligt igen, og i løbet af dagen oplevede jeg et fantastisk Gudsnærvær, da jeg gik og bad for ham. Om aftenen, da Alfred kom hjem, spurgte jeg, hvad han havde undervist om henne i kirken, og tænk sig, nøjagtig det samme ord havde Gud givet mig i mit hjerte, så det var, som om jeg havde været der og vidste, hvad det var, de havde talt om. Det gjorde Gud for os og sådan var vores åndelige tilknytning igennem livet, fortæller Solveig.

Desværre mistede Solveig Alfred, da han pludselig døde kun 49 år gammel:
– Han havde haft en periode med hovedpine. Men lægen havde sagt, at det bare var stress. Den sidste søndag fik han mere og mere hovedpine. Vi havde nogen venner på besøg søndag eftermiddag. De mente, at det var et typisk tegn på migræne, fordi lyset generede ham, og han havde kvalme. Søndag nat begyndte han at kaste voldsomt op. Derfor kørte jeg ham på Herlev sygehus. Her undersøgte de ham og sagde, at det var et migræneanfald, og sendte os hjem igen. Men om mandagen kørte jeg på Gentofte sygehus med ham, og her blev han skannet. Mandag aften fik jeg den chokerende besked, at han havde en kræftsvulst i hjernen, og at der ikke var noget, de kunne gøre, siger Solveig bedrøvet.
Og sygdomsforløbet skulle viste sig at blive meget kortvarigt. Allerede samme aften glider Alfred ind i en bevidstløs tilstand og dagen efter kl. 13 er han død.
– Det var frygtelig hårdt for os. Især for de mindste. Far havde jo været der hele tiden, og så pludselig var han væk, siger Solveig bedrøvet.
– Alfred var en trosmand lige til det sidste, tilføjer hun:
– Lige før han blev bevidstløs, løftede han med sine sidste kræfter armene op som i tilbedelse og talte i tunger, og så gled han stille ind i den bevidstløse tilstand.

Det må have været noget af en omvæltning for dig at komme på stævnet det år, hvor du havde mistet Alfred?
– Ja, det første år var frygteligt svært. Jeg ved ikke, hvilke ord jeg skal sætte på, for man føler det jo som et stort tab. Og det pludseligt at være alene i en stor flok, gør jo, at man føler sig meget ensom, og savnet er så dybt. Men jeg havde jo heldigvis børnene, hvor de fleste i mellemtiden var blevet voksne. Det var en stor støtte for mig.
Med årene har det også været en særlig glæde for Solveig at kunne fortælle børnebørnene om alt det, Alfred har været med til at bygge:
– Alfred var meget visionær og kunne tale trosopbyggende. Derfor var det som regel ham, der skulle holde kollekttalen, når der skulle samles penge ind. Den gang var jeg lidt sur på de andre prædikanter over, at det altid var ham. Mine børn oplevede nemlig nogen gange, at folk stak til dem og drillende sagde: ”Nåeh, I skal måske have et nyt sofabord derhjemme?”. Folk kan jo virkelig være stygge, men mine børn vidste jo godt, at det ikke var os, der fik noget. Derfor var jeg lidt irriteret over det den gang. Men senere hen har jeg bekendt det over for prædikanterne og bedt om undskyldning for de tanker og takket dem.
I dag er jeg nemlig stolt af, at han gjorde det.
For Alfred lever ikke mere, og mine børnebørn har aldrig set deres morfar eller farfar. Men nu kan jeg tage dem med herop og vise dem rundt og sige: ”Se her, det lagde morfar sit liv ned for. Det var han villig til at betale prisen for, så det kunne blive bygget, og det kunne blive gjort, siger Solveig.
Og hun er lykkelig over, at også alle hendes egne børn har bevaret troen, på trods af kampene undervejs og den uforståelige erfaring, som det er, at miste sin far, mens man endnu er barn.