800 teenagere på Event 07

Unge fra hele landet strømmede til Forum Horsens for at opleve en weekend på Event 07.Event udfordrede de unge og illustrerede budskabet ”Tro på vej” gennem dramastykker, musik og prædikener.

Svenske ”BlueEyesSoul” spillede lørdag aften på Indre Missions Landsungdomsstævne Event 07- under stor jubel fra teenagerne.

Fredag aften blev skudt af med lovsang og spænding i luften. Oline Kobbersmed gik derefter på scenen og talte til de forventningsfulde teenagere om at være ”Jublende glad”.

Nå – og hva’ så?

Stemningen var høj lørdag morgen, efter at lovsangen endnu en gang havde løftet taget på Forum Horsens. Indre Missions Ungdom, som stod bag arrangementet, fik de afslappede teenagere op af stolene og fangede deres opmærksomhed ved at vise filmklip fra ”Hotel Rwanda” med massakre og nedslagtning af mennesker. Lige på og hårdt udfordrede Event de unge med ordene: ”Nå og hva’ så?”, som gennem forkyndelse, filmklip og drama konfronterede teenagerne med konsekvenserne af tidens ligegyldighed.

Drama og smågrupper

Dramastykket om to teenagepiger, hvoraf den ene var selvoptaget, mens den anden var på randen af selvmord, fængede de unge.
– Din kæreste, din mobil…dine sko er dit problem, mine sko er mit problem. Få jer et liv, jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg bestemmer over mit liv, og jeg ved, hvad der er bedst for mig, siger taleren Bent Molbech Pedersen, som laver en parodi på emnet ”Nå – og hva’ så”. Han prædiker derefter over bibelteksten fra Lukas 17 med de ti spedalske, som blev helbredt, og siger, at Jesus ikke er ligeglad med andre.
Da Bent holder en pause, fyldes hallen med kirkemusik og lyden af pulsslag. Dramatikken fortsætter.
Veninden til den selvoptagne teenager har taget sit liv. Dyb alvor sænker sig over de unge tilskuere, da en stor ambulance langsomt bakker ind på scenen og kører med den ”døde” pige. Dramastykket illustrerede: Ligegyldighed kan koste dyrt.
I løbet af eventen blev de unge delt op i smågrupper på 10-12 stykker. Formålet med minigrupperne var at gøre det store fællesskab mindre, så teenagerne havde mulighed for at snakke sammen om det, de havde set og hørt ved forkyndelserne.

Du har værdi

800 begejstrede teenagere fyldte hallen til aftenens events.
Mødelederen Carsten Herholdt viste billeder af skønhedsidoler i flæng og lagde op til aftenens tema: ”Jeg vil gøre mig godt”.
– Vi skaber os selv med tøj, bil, venner, interesser og musik. Gågaden er én stor catwalk, hvor vi former det perfekte billede af os selv, forklarer han.
På storskærmen ruller en ny filmsekvens forbi af en kunstner, som får lavet plastik-kirurgi under fuld bevidsthed. Hendes budskab er: ”I mit eget billede vil jeg skabes”.
Lars Kristensen, som var aftenens taler, provokerede kækt de unge med ordene:
– Er du en del af denne ”jeg vil gøre mig godt”-kultur, så er du som en robåd i bølgernes magt. Du bliver søsyg. Du bliver syg, hvis du retter dig efter, hvad verden siger: ”Vi elsker dig, hvis du er ung”. ”Du er in, hvis du ser ud på en bestemt måde”. – I Guds øjne er du dyrebar, højt elsket og agtet. Guds øjne er på dig, og du har hans opmærksomhed. Guds hjerte flyder over af kærlighed til dig. På korset ser du lige ind i Guds faderhjerte. Løb alt, hvad du kan, ind i hans favn og tag imod, hvad han er.
Lars prædikede derefter ud fra Lukas 18 og opfordrede de unge til at følge Jesus og give deres liv til ham. Kun 10 gik frem.

BlueEyesSoul koncert

Efter budskabet om Guds kærlighed bryder lovsangen frem i et brus af energi og tilbedelse, ledt af lovsangsleder Camilla Glintborg. En time senere, lidt før midnat, går det svenske rockband BlueEyesSoul på scenen under stor jubel og tilråb fra de 800 begejstrede teenagere, som hopper og danser til musikken. Aftenen afsluttes med en stillemesse.