Karma eller nåde?

I centrum af alle religioner ligger tanken om karma: ”Det, du sår, vender tilbage til dig”.
Men med Jesus Kristus kom nåden og vendte op og ned på alting.
I bogen ”BONO” fortæller den verdenskendte rockstjerne fra bandet U2 om sin kristne tro og om at være frelst af Guds nåde.Bono: Det, der holder mig på knæene, er forskellen mellem nåde og karma.Assayas: Det har jeg ikke hørt dig tale om.
Bono: Jeg tror virkelig, at vi har bevæget os ud af karmaens rige og over i nådens.
Assayas: Det gør det ikke klarere for mig.
Bono: Ser du, i centrum af alle religioner ligger tanken om karma. Du ved, alt det, du gør, vender tilbage til dig: øje for øje, tand for tand, eller inden for fysik – i de fysiske love – enhver handling mødes af en tilsvarende eller en modsat handling. Det er klart for mig, at karma ligger helt centralt i universet. Det er jeg helt sikker på.
Og dog kommer der så denne her tanke, som hedder nåde, der vender op og ned på alt det her “som du sår, skal du også høste”- halløj.
Nåden trodser fornuft og logik. Kærligheden bryder ind i, om man vil, konsekvenserne af ens handlinger, og i mit tilfælde er det virkelig godt nyt, for jeg har gjort mange dumme ting.

Assayas: Det vil jeg gerne høre om.
Bono: Det bliver mellem mig og Gud. Men jeg ville virkelig være i knibe, hvis karma skulle være min dommer til sidst. Så ville jeg være på skideren.
Det undskylder ikke mine fejl, men jeg stoler på nåden.
Jeg stoler på, at Jesus tog mine synder på korset, for jeg ved, hvem jeg er, og jeg håber, jeg ikke er nødt til at stole på min egen religiøsitet.

Assayas: Guds Søn, som tager verdens synder på sig. Jeg ville ønske, jeg kunne tro på det.
Bono: Jamen jeg elsker tanken om offerlammet. Jeg elsker tanken om, at Gud siger:
Hør her, I tåber, der er visse konsekvenser af den måde, I er på, af egoismen, og menneskets dødelighed skyldes jeres meget syndige natur, og lad os se det i øjnene: I lever ikke noget særlig godt liv, vel? Handlinger har konsekvenser.
Pointen med Jesu død er, at Jesus tog verdens synder på sig, så at det, vi har gjort, ikke vender tilbage til os, og vores syndige natur ikke høster den indlysende konsekvens, døden.
Det er pointen. Det burde gøre os….ydmyge. Det er ikke vores egne gode gerninger, der får os igennem Himlens porte.

Assayas: Det er en skøn tanke, det kan man ikke nægte. Sådan et stort håb er fantastisk, selv om det efter min mening er tæt på vanvid. Kristus har sin plads mellem verdens store tænkere. Men Guds Søn – er det ikke lidt langt ude?
Bono: Nej, for mig er det ikke langt ude. Den verdslige reaktion på historien om Jesus er altid sådan her: Han var en stor profet, tydeligvis en vældig interessant fyr, havde meget at sige i stil med de andre store profeter, det være sig Elias, Muhammed, Buddha eller Konfutse.
Men det giver Jesus os faktisk ikke lov til. Han lader os ikke slippe så nemt. Jesus siger: Nej. Jeg siger ikke, at jeg er en lærer, lad være med at kalde mig lærer. Jeg siger ikke, at jeg er en profet. Jeg siger: ”Jeg er Messias.” Jeg siger: “Jeg er Gud i menneskeskikkelse.” Og folk siger: Åh nej, kom nu, vær nu bare en profet. En profet kan vi klare. Du er lidt excentrisk. Vi har haft Johannes Døber til at spise græshopper og vilde biers honning, det kan vi leve med. Men nævn ikke det der ord med “M”! For så bliver vi jo nødt til at korsfæste dig. Og han siger: Nej, nej, jeg ved, at I forventer, at jeg skal komme tilbage med en hær og gøre jer fri fra de skiderikker, men faktisk er jeg Messias. På det tidspunkt begynder alle at stirre ned på deres sko og sige: Åh Gud, han bliver ved med at sige det der.
Så man ender med enten, at Kristus var den, han sagde, han var – Messias – eller at han var fuldstændig sindssyg.
Jeg mener, vi taler sindssyg på niveau med Charles Manson.
Denne mand var ligesom nogle af de folk, vi har talt om tidligere. Denne mand spændte sig fast til en bombe, og der stod “Jødernes konge” i panden af ham, og da de hængte ham op på korset, sagde han: Okay, martyrdød, så kører vi. Bare kom med smerten! Jeg kan klare det.
Og jeg laver ikke sjov. Tanken om, at en sindssyg mand kunne ændre hele civilisationens skæbne og vende op og ned på den over halvdelen af kloden, se det er langt ude…

Assayas: Men sommetider er jeg tæt på at tænke, at verden er blevet formet af en flok sindssyge eller af én stor galning, der gemmer sig et eller andet sted i et eller andet stort, fancy, usynligt fyrtårn. [Bono ler] Nu har dit tegneseriehalløj indtaget min hjerne. Hvad jeg mener her er, at Kristus ikke er den eneste, der har påstået noget i den retning. Der har været andre profeter.
Bono: Det er rigtigt. Men de forandrede ingenting…

Assayas: Faktisk kan man godt se på religionshistorien ligesom rockmusikkens historie. Forskellige bands, der kæmper om det samme marked.
Bono: Pas på, hvad du siger! (ler).

Assayas: Jeg mener det til dels seriøst. Der var bare noget, der var oppe i tiden. Jeg tror ikke, det er så tosset at sige det. Man kunne tage det berømte citat af John Lennon – det, der næsten fik Beatles brændt på bålet i det sydlige USA – og vende det om. Man kunne sige, at på sin tid var Jesus lige så populær som The Beatles.
Bono: Det er meget sjovt, Michka. Jeg vil undgå at blande tingene sammen her, men det kan vi vel sige. Ved du hvad, Jesus… Han havde virkelig et messiaskompleks. [ler]

Assayas: Han mindede lidt om dig, ikke?
Bono: Nej, han troede bare, han var Bono! [ler et stykke tid].
Nej, men helt seriøst, hvis vi bare kunne ligne ham lidt mere, så ville verden blive forvandlet. Jeg kommer bare op på egoets kors: slemme tømmermænd, dårlige anmeldelser. Når jeg ser på Kristi kors, er det, jeg ser deroppe, alt mit lort og alle andres.
Så jeg stiller mig selv et spørgsmål, som mange andre også har stillet: Hvem er den mand? Og var han den, han sagde, han var, eller var han bare en religiøs galning? Og der har vi det, det er spørgsmålet Og ingen kan overtale dig eller tale dig fra det.

Assayas: Du har sagt til mig: “Ingen går i kirke, ingen er religiøse længere.” Men samtidig siger du til mig, at religionen er overalt…
Bono: Det religiøse instinkt er overalt.

Assayas: Min daglige erfaring er, at folk leder efter magi.
Bono: Det gør de ret i.

Assayas: Det ved jeg faktisk ikke. For os er berømmelse magisk, og det er afgjort en ny kult. Jeg mener, folk prøver at komme tæt på berømthederne, fordi de tror, at de formidler en eller anden form for magi, at de bringer dem lykke, faktisk. Men hvis vi skal opsummere det her, så har den, der bliver terrorist, og den, der går til en U2-koncert noget til fælles. De vil begge gerne flygte fra det materialistiske, triste hverdagsliv. Kan du se, hvad jeg mener? De leder begge efter transcendens.
Bono: Men der er to veje ud af byen. Det har der altid været, og det vil der altid være. Der er transcendens, og så er der coverversionen eller kopien: stoffernes junkfood-transcendens; den religion, der er letfordøjelig, men som i sidste ende giver dig en hjertesygdom.
Men jeg tror, at folk, som bare vil have en billig udvej fra livet, kan finde zelotisme mange steder.
En troendes sande liv er en længere, mere risikabel eller vanskelig pilgrimsvandring, hvor man langsomt opdager, at man får lys til at kunne se det næste skridt.
Religiøse mennesker går mig normalt på nerverne. Helt ærligt, så begynder jeg at få nervøse trækninger, når jeg er i nærheden af dem.
Men sommetider er det måske særlingene, der er de eneste mennesker, som virkelig forstår, at de har brug for Gud.

Assayas: Og hvad med de andre? Hvad skulle de bruge Gud til?
Bono: Jeg ser mig omkring i det 20. århundrede: Det er ikke nogen særlig god reklame for vantroen. Hvor førte kommunismen Rusland hen? Se på, hvad den større åbenhed gør ved Kina.
Jeg vil sige så meget om den jøde-kristne tradition: Vi har i det mindste i vores DNA indskrevet tanken om, at Gud skabte alle mennesker lige, og at kærlighed er det centrale i universet. Jeg mener, det går langsomt.
Grækerne har måske nok opfundet demokratiet, men de havde ikke til hensigt, at det skulle være for alle. Vi må konkludere, at den største adgang til lighed i verden er kommet fra disse gamle religiøse tanker…

Fra bogen ”Bono – i samtale med Michka Assayas”, kapitel 11, side 226-230.

Bogen er udgivet af forlaget Scandinavia.