Tro, titler og tillid til Jesus
Mette Trankjær er sognepræst i Falkerslev og Horbelev sogne på FalsterDer var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum….
Foto: Christian Jørgensen
– Hvorfor skal vi vide, at faderen med den syge dreng er kongelig embedsmand?
Er det ikke nok at vide, at han er far og derfor selvfølgelig ude af sig selv ved udsigten til at skulle miste sin søn, som enhver far eller mor ville være det ved tanken om, at et elsket barns plads pludselig skulle stå tom?
Jeg husker en gruopvækkende junidag, lige før min yngste datter fyldte to. Hun var gået i Frederiksberg Have med sin far for at fodre ænder, og som hun sad der på hug ved bredden til kanalen, fik hun overbalance og trimlede i vandet. Der lå hun helt under vand med sut og kasket. Min mand fik hende hurtigt op og kom hjem med et gennemvådt og noget chokeret barn. Da vi senere kom forbi det samme sted, sagde min datter: Ikke det dér bad – det er kun for ænder, og det kunne vi jo godt være enige om.
Samme dag lykkedes det hende at udvandre fra en havefest og forsvinde ud på villavejene, der støder op til to trafikerede veje. Nu var det mig, der med et så hjælp mig dog, Gud dunkende i hele kroppen styrtede rundt for at finde hende, og stor var glæden, da vi fandt hende uskadt.
Min mand arbejdede dengang på fabrik, og jeg var lige blevet færdig som teolog. Her var en fabriksarbejder og en teolog, der var bange for at miste vores barn. Men skulle det værste være sket, ville ingen hæfte sig ved vores stillingsbetegnelser. Vi var far og mor til det lille væsen. Alt andet var ligegyldigt.
Hvorfor så denne oplysning om, at faderen til den syge dreng er kongelig embedsmand?
Oplysningen er til os. Vi skal have at vide, at stillet over for tilværelsens store spørgsmål: sygdom, død, kærlighed, dér er vi alle først og fremmest mennesker i forhold til hinanden og i forhold til Gud.
Johannes har skrevet beretningen ned, for at vi skal tro, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn, der kommer til verden og kommer til enhver, uanset hvor vi befinder os. Og hvad er så tro for noget? Hvis vi spørger Det nye Testamente, får vi svar i Hebræerbrevet, hvor der står: Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.
Nu kan vi mene, at det var nemt nok for embedsmanden og hans hus at tro, for de fik jo syn for sagn, fordi det gik op for dem, at drengen var blevet rask præcis på det tidspunkt, hvor Jesus havde sagt: Din søn lever.
Vi får ikke nødvendigvis den slags beviser, men det er også mindre vigtigt, for troslivet begynder ikke i beviset, men netop i troen. Embedsmanden begyndte ikke at tro, da han så, at sønnen var rask. Han troede fra det øjeblik, Jesus sagde: Gå hjem, din søn lever. Hans tro var fast tillid til det, han håbede på, men endnu ikke havde set.
Jeg ved ikke, hvad embedsmanden hørte, men jeg er sikker på, hvad drengens far hørte, og jeg er overbevist om, at han ikke havde tanke for sit høje hverv. Han vidste kun dette ene, at han var far, at han var et menneske, der stod over for den levende Guds søn.
Når vi står over for spørgsmålet om, hvem Jesus Kristus er, bliver vi også nødt til at overveje, hvem vi selv er. Det, han i ord og tegn viser os om sig selv, viser nemlig også noget om os og vores liv.
Det viser os, at forholdet til Gud afhænger af troen på Jesus som Kristus og ikke af, om vi er kongelige embedsmænd, fabriksarbejdere, teologer eller noget helt fjerde. I mødet med ham må vi give afkald på alt dét, der ikke er væsentligt. Tilbage har vi vores skabthed, det i os, der kommer fra Gud, tilhører Gud og skal tilbage til Gud, dét er vores inderste kerne, og det er den, der rører på sig i mødet med Kristus. Ved at lytte til ham og tro ham bliver vi fuldt ud menneskelige, forholdet til ham klæder os af til skindet og klæder os i stedet i hans fulde rustning, i form af det menneskeværd, han giver os.
Kristeligt Pressebureau
