Jesu papfar og angsten for det guddommelige

”Jesus, min søn” fokuserer på kristne grundsandheder, men formidler ikke tro.Det er ikke meget, man læser i evangelierne om Jesu papfar, Josef. I kirkehistorien har han også måttet indtage en meget ydmyg plads som den ældre mand, der står beskedent i baggrunden i glansbilledet af krybben med Maria og Jesusbarnet.Men i monologen: ”Jesus, min søn!” får han i skikkelse af skuespilleren Ebbe Trenskow ordet.
”Det rangerer meget lavt på en fars prioriteringsliste, at se sin søn dø før sig selv!”, siger Josef med John Dovies ord.
Monologen ”Jesus, min søn” er allerede fremført 60 gange på Ålborg teater og lige så mange gange i kirker og sognegårde rundt om i landet. I foråret 2008 starter en ny turné. Monologen fås nu også på dvd.

Det lykkes Ebbe Trenskow at bringe centrale kristne sandheder tæt på, når man med Josef følger Jesu udvikling fra at være den lille dreng, der stiller spørgsmålene, til at blive den unge mand, der har svarene. Monologen tager udgangspunkt i den varme, ansvarsfulde, kærlige far, Josef. Det er den jævne, menneskelige mand, der taler. Den jordiske far, som har svært ved at løfte sig fra tømmerværkstedets savsmuld og dagligdagens gøremål og følge sin søns filosofiske tanker om Gud og Guds rige. Den almindelige mand, der forundres af sin søns tanker om næstekærlighed og Guds rige, men som religiøst ikke er nem at flytte rundt med – selv efter sønnens dramatiske henrettelse.

Jo, man kan nikke genkendende til gennemsnitsdanskerens frygt for alt, der går ud over, hvad vi kan se og resonere os frem til. Frygten for det guddommelige, det overnaturlige, det uforklarlige, den endegyldige sandhed.
Hvad har han da lært af sin søn, denne Josef? Jo, at han ind for Gud har syndet og derfor aldrig er i stand til at kaste sten på andre – sammenfattet i den bløde og rummelige sætning:
”Det, der gør dig ondt, skal du ikke overføre til andre!”
Monologen indeholder en hel del historisk fakta om religiøse retninger på Jesu tid og især om den grufulde henrettelsesmetode. Piskeslag og korsfæstelse var ikke kun forbeholdt Jesus, men var en almindelig romersk henrettelsesmetode.

I rollen som Josef langer Ebbe Trenskow ud efter religiøsiteten. Den kristendom, der har gjort sex til noget skamfuldt og beskidt. De ”religiøse galninge”, som banker på folks døre, fordi Gud har bedt dem om det. De ekstremister, der er villige til at slå ihjel for deres sag. Dér har han tydeligvis noget på hjerte, som giver stof til eftertanke.
Der er også undertoner, som fører tankerne i retning af Mellemøstkonflikten i dag. Romerne og jøderne. Besætterne og de besatte. ”Hvordan reagerer man over for dem, der bare ønsker at drive ens folk ud i havet?”
Men man må spejde forgæves efter Josefs anerkendelse af Jesu guddommelighed. Den får til gengæld dødsstødet, da Josef med sorg beretter om Jesu dom, hvor han blev spurgt: Er du Messias? Jesus svarede. Ja! Men den tårevædede Josef udbryder: ”Hvorfor? Han var ikke pr. definition Messias. Han var en prædikant, en healer, en mand med et budskab”.

Ebbe Trenskows monolog giver et bud på, hvorfor Josef ikke er gået over i historien på lige fod med Maria. Ifølge forfatter John Dovie var Josef bestemt en varm og dejlig far, men han forstod aldrig fuldt sin søns opgave på jorden.
Spørgsmålet er så blot, om denne forklaring holder. For der er en passage, som glimrer ved sit fravær i monologen. Og det er beretningen fra Matthæus-evangeliet kapitel 1, hvor Josef får besøg af en engel, der fortæller, at Maria er gravid ved Helligånden, og at Josef skal give barnet navnet Jesus, ”for han skal frelse sit folk fra dets synder”.
Altså: en god og bevægende monolog, der giver indblik i de tanker, Josef må have gået med som Jesu papfar – men ikke helt fyldestgørende.