Iværksættere: Alphafolk driver honningkagebageriet
Den lille sydjyske by Christiansfeld er Danmarksberømt for sine honningkager.
Som den gamle arkivar Bertramsen (Jesper Klein) sagde i Pyrus-julekalenderen, så laves der ikke bedre honningkager end dem fra Christiansfeld.
Det var brødremenighedsbageren Immanuel Achtnich, der i ca. 1777 indførte kagerne i Danmark. Og siden har det for mange besøgende i den særegne by været en selvfølge at hjembringe honningkager. De ægte eller de originale – der er to slags – og ikke de kedelige efterligninger!
Men den sidste bager forlod Brødremenighedens Bageri i sommers og butikken midt i byen stod gabende tom…
En flok deltagere på et Alpha-kristendomskursus i byens folkekirke dannede imidlertid et bagerlaug. Siden er der kommet andre frivillige til. Nu driver de frivillige butikken videre. Overskuddet går til Afrika og Honduras.
I butikken er der også café og kunstgalleri med motiver fra den gamle smukke brødremenighedsby m.m.
For øvrigt kan man altid læse Udfordringen i honningkage-caféen, for bladets redacteur er valgt til oldermand i bagerlauget…