Debat

Hvor er de danskere, for hvem kristendom og kirke virkelig betyder noget i tv-serierne? Hvor kristentroen ikke kun tages med for at få plejet nogle fordomme om hykleri eller fordømmende missionsfolk, eller tegnet karikaturer af præster.
Nogen vil sikkert svare: ’Du kan jo lukke op for DR-kirken eller Før Søndagen!
Men på trods af stor veneration for disse initiativer, så er det tilstedeværelsen af kirke og kristendom i de store og altdominerende fiktionsprogrammer, som jeg tænker på.
Jeg kan i det fjerne høre DR-koret messe: ’Vi skal ikke missionere!’ Så er det bare, jeg siger: ’Jamen det gør I jo! I missionerer bare for noget andet.’ Hvortil det messende lyder: ’Nej – vi skildrer bare virkeligheden.’
Her er det så, jeg spørger: ’Hvilken virkelighed?’ Der findes faktisk levende mennesker rundt omkring i det ganske, danske land, som lever deres kristendom ud i hverdag og fest. Aktiviteter som bøn, kirkegang og bibellæsning betyder faktisk noget positivt.
Vi, der lever midt i denne virkelighed kan så sige, at det behøver ikke at være kedeligt. Der findes de samme kriser og udfordringer for liv og samliv. De tolkes og tackles blot på baggrund af et kristent livssyn; og det er bestemt ikke udramatisk.
Hvornår vil vi se fiktion på DR og TV2, hvor kristendommen betyder noget positivt for mennesker?
Jeg kan ikke mindes, at det er sket siden ”Jesus og Josefine”. Er det fordi, der ikke findes instruktører eller programfolk, der kender noget til den side af virkeligheden? Lider dansk kulturliv og medieverden af kristenfobi? Er deres holdning til kirkeliv helt forkrampet i kulturradikale fordomme?
Problemet er, at en væsentlig del af dansk historie og kultur går tabt. Jeg er helt med på, at vi skal åbne os over for omverdenen og over for nye impulser; men vi skal altså også turde se på og benytte os af vores egen kulturelle bagage uden fordomme.
(Forkortet af red.)
Lars Peter Melchiorsen
Landsformand i KLF,
Kirke & Medier

Påsken ligger bag os, og vi er mange, der har skævet forgæves efter udsendelser på tv, DR1, DR2 og TV2 om påskens budskab. Ateismens fremrykken i vores samfund har forplantet sig ind på selv Public Service stationer.
Det ser anderledes ud i Sverige, hvor der har været flere gode kristne udsendelser i påsken.
På spørgsmålet – i Kristeligt Dagblad – om, hvad man i dag kan forvente sig af kirkelige programmer på DR1 og DR2, siger Dorthe Refslund Christensen, der er medieforsker på Aarhus Universitet: ”Forhåbentlig meget lidt. De to kanaler har betegnelsen public service, og det betyder, at de også skal være til for alle dem, der ikke interesserer sig for det kirkelige.”
Udviklingen bør vendes, og det sker ikke af sig selv. Vore tv-kanaler bør udsættes for en seerstorm. Derfor vil jeg opfordre Udfordringens læsere til at skrive til tv-stationerne og give udtryk for skuffelsen over fraværet af kristne programmer og opfordre til, at det bliver anderledes i fremtiden. Kom gerne med gode idéer. Lad tv opleve en seerstorm, der forlanger at få mere kristent indhold i tv.
Bjarne Nederby Jessen
Vinderød Enghavevej 73
3300 Frederiksværk

Synspunkt

For meget underholdning – for lidt forkyndelse.
Jeg skriver om noget, der ligger mig meget på hjerte, nemlig om de ældre i vore frikirker. Jeg hører fra mange ældre i frikirker. Jeg kan nævne nogle få kirker, som jeg helt personligt kender til: Grindsted, Horsens, Herning og Kolding, og jeg er bange for, at der er mange flere. De ældre er ved at være ulykkelige, for det hele foregår på de unges præmisser.
Lovsangen er så høj, at det næsten ikke er til at holde ud. Samtidig er der lovsang på engelsk i vore danske kirker, selv om der virkelig er dansk tekst til sangen.
Der bliver også talt engelsk på talerstolen. Når man ikke kan bede Fadervor på dansk, men må bede menigheden om at fuldende, så mener jeg, der er noget galt.
Ikke alle vore ældre kan forstå engelsk. Jeg ved, der er mange, som i dag kan forstå noget engelsk. Men alligevel, der er nogle, der bliver stødt og tabt i vore kirker, og det kan dog ikke være meningen.
Jeg har selv ikke været kristen så længe, ca. 6 år. Jeg blev det i en meget sen alder, men heldigvis spørger Gud ikke om alder.
Måske er det, fordi jeg har været ude i den såkaldte ”Verden” i så mange år, at jeg hører de ældres nødråb så tydeligt. Jeg synes bare, at det er synd for de ældre, der trofast er kommet i kirken i rigtig mange år, nogle fra barnsben, at de nu føler sig fremmede i kirken.

Når det er blevet påtalt over for præsten, hører man: ”Jo, men det er de unge, der er vores fremtid, så vi må forny os”. OK. Men de ældre er kirkernes arvesølv. Så lad da de unge peppe de gamle salmer op på en lidt mere rytmisk måde, men lad os beholde de gamle sange og alle de gode tekster. Jeg ved godt, at i dag spilles der ikke så ofte ”En lille pige i flade sko”. Der er kommet nye sange, men stadig er der mange gode danske tekster. Det er dog også synd for de unge, at de ikke får lært de gode tekster, der er i mange af de gamle sange. Musikken kunne også godt dæmpes, så man kunne høre menigheden synge med. O, hvor herligt at kunne stå der og være i Guds nærvær. I dag taber mange koncentrationen ved den høje musik og alt det engelske.
Jeg mener også, at det er noget sludder, at hvis de unge ikke får den høje musik til gudstjenesterne, mister de lysten til at komme! Hvis det er Gud, de søger, så ville de komme, uanset om de måtte spille højt, eller der var kulørte lamper!
Jeg tror, vi skal vågne op og passe på, at vores søde unge ikke får et forkert forhold til kirken.

En ældre dame fra Valdres i Norge fik et syn fra Gud i 1968. Nu 30 år senere er der mange ting fra hendes syn, som er gået i opfyldelse, og hun skriver blandt andet: ”I stedet for den forkyndelse, vi har været vant til gennem generationer – som at tage sit kors op og følge Jesus – vil underholdning, kunst og kultur overtage kirker, bedehuse og lokaler, dér, hvor der skulle være vækkelse, nød og bodsmøder”.
Ja, så må I gerne smøre mig i tjære og rulle mig i fjer, men jeg synes, vi snerper stærkt efter hendes syn for så mange år siden.
Ja, det var så, hvad jeg havde på hjerte i store træk. Måske er det ikke af interesse for andre end mig selv, det vil jeg lade op til redaktionen at dømme om.
Jeg synes i øvrigt, at Udfordringen er et godt blad.
Med venlig hilsen
Else Käs
Sct. Hedvigsvej 6, lejl. 103.
6000 Kolding