Enhed bryder alle grænser
Simon Jacobsen er Regional Director for GOD TV i Skandinavien- Jeg er meget fascineret af enhed på grund af, at der ingen grænser er for, hvad et team, en menighed eller et folk kan opnå, hvis der er enhed.
Selv har jeg det privilegium og den glæde at være en del af et internationalt team, hvor der er stor enhed, og hvor alle bakker op om de beslutninger ledelsen tager. Vort mål er at nå en milliard sjæle for Jesus, og i dag har ½ milliard GOD Channel i deres hjem rundt om i verden.
Hvad vil det sige at være ét?
– Jeg kunne godt komme med min egen udlægning af, hvad det vil sige at være ét, men jeg vælger at finde svaret i Bibelen: Vi er alle ét! Hjertets enhed findes mellem alle kristne, fordi vi er født af samme Far.
Men alle kristne er ikke af ét sind, som Paulus skriver om i Fil. 2:2: Stå sammen i kærlighed og vær ét i sjæl og sind. Enhed kræver harmoni i sjæl og sind som de første kristne havde. Apg. 2:42: Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni.
Hvorfor tror du, at Jesus tillægger det så stor værdi, at der er enhed blandt de kristne?
For det første vil jeg sige, at Jesus ikke beder os om noget, vi ikke kan gøre. Han gav os det, som kræves for at leve i enhed. De første kristne var et godt eksempel på det.
Årsagen til den enorme styrke, som den første menighed havde, tror jeg er enhed. Det er spændende at læse om den herlighed og kraft, som fulgte dem. Tænk blot på, at alle blev helbredt. Apg.5:16: Guds kraft var så nærværende, at stedet, hvor de var forsamlede, rystede, fængslets døre åbnede sig, tusindvis blev frelst i løbet af kort tid, himlen var kommet nær.
Jesus bragte himlen til jorden for at mennesker skulle blive frelst. Han kom for at opsøge og frelse de fortabte, Luk. 19:10. Når enheden manifesteres, kommer himlen nær og mennesker bliver frelst, og det er det, som Jesus lægger stor vægt på.
Hvordan synes du lige det går med enheden blandt de kristne i Danmark?
– Vi ser virkelig symptomerne på den manglende enhed blandt de kristne i Danmark. Der er nogle få lyspunkter, men ellers undrer man sig over, hvor meget kraftløs kristendom der er i Danmark.
Jeg forstår selvfølgelig godt tilstanden, når man bortforklarer alt det overnaturlige og nærmest er negativ over for alt det, de første kristne stod for. Selv i de sammenhænge, hvor man virkelig længes efter at se Guds kraft, sker der også for lidt.
Ud fra dette billede savner vi enhed blandt de kristne i Danmark. Hvis vi kristne levede, som vi læser om i Apg. 4:32: Alle de, som var kommet til tro, var ét i hjerte og sind
– så var grundlaget lagt for Guds manifestationer i Danmark i stor målestok og tusinder ville blive frelst.
Hvad er efter din mening, den største trussel mod enheden blandt de kristne?
– Der må efter min opfattelse først være enhed i de enkelte menigheder. Til at opnå dette, gav Jesus os et godt eksempel i Johs.10:16: Alle fårene skal samles, så der bliver én hjord og en hyrde.
Demokrati er en meget dårlig måde at få enhed på. Ja, det lykkedes at blive enige, da man byggede Babelstårnet. Men det var ikke det, Gud ønskede, de blev enige om. Det beviser, som Gud også sagde i 1. Mos.11:6: Intet vil være umuligt, når man er enig.
For mig er det helt klart, at demokrati ikke bringer enhed blandt de kristne. Der må være et lederskab, der hører fra Gud, og en hyrde, som flokken slutter op om. Når flokken så følger hyrden med samme hjerte og sind, vil enheden blomstre og Guds rige manifesteres.
Hvordan kan vi opnå en større grad af den enhed, Jesus nævner?
– Hvis vi alle følger i Jesu fodspor og lader ham som hyrde lede os, er vi på rette spor. Følge Jesus og lytte til, hvad han siger til os i Bibelen, og frem for alt: gøre det, han siger!
Jeg tror også, at GOD Channel er med til at fremme enhed blandt de kristne i Danmark og rundt om i verden. GOD Channel er Guds kanal, en kanal, hvor han kan tale til sit folk på samme tidspunkt over hele verden.
For mig har det været et stort privilegium de sidste 10 – 12 år at opbygge gode relationer til biskopper, præster, pastorer og kirkeledere i hele Norden. Sidste år deltog jeg i den store 100-års pinsekonference i Oslo, hvor den lutherske biskop i Oslo, den katolske biskop i Stockholm, Ulf Ekman fra Livets Ord, lederne for pinsekirkerne i Norden og præster fra de andre frikirker stod på samme platform.
Vi kan hver især gøre vores til, at Jesu bøn går i opfyldelse om, at vi alle må blive ét. Holde os nær til Jesus og gøre det, han beder os om.
Interview: Michael Bobjerg