Larry Norman var en positiv provokatør

Larry Norman var verdens første kristne rockmusiker. Hans sange provokerede det religiøse etablissement. Den 4. og 5. april æres hans minde ved koncerter i Horsens og Valby.Man skal have været ung kristen i 1960’erne for at forstå, hvor revolutionerende Larry Normans musik var. Trommer var bandlyst i kirken, rytmer hørte sig dansesteder til, og rock var opfundet af Djævelen selv.

En glad Larry Norman på coveret af pladen In Another Land, som han måtte udgive på eget pladeselskab, da den var ”for kontroversiel” for MGM. Larry rejste til ”et andet land” d. 24. februar i år.

Men som Larry Norman skrev i en af sine mest populære sange: Hvorfor skal Djævelen have al den gode musik? Og således blev han ”far til kristen rock” og blev af Time Magazine kaldt ”den mest betydningsfulde kunstner inden for sit område”. I 2001 kom den rå rockmusiker i pænt selskab i The Gospel Music Hall of Fame, hvor han blev placeret ved siden af Elvis Presley. Han har sunget prominente steder som i Det Hvide Hus i Washington, Operahuset i Sydney, Royal Albert Hall i London og henrykket 80.000 publikummer på Det Olympiske Stadion i Moskva.
Men vejen til anerkendelse blev lang og besværlig for Larry Norman, der døde som 60-årig d. 24. februar 2008. Larry Norman kom sig aldrig rigtig efter et flystyrt i 1978, der ødelagde ryg og nakke og gav ham en varig hjerneskade. Han trodsede lægernes advarsler og fortsatte med at indspille og turnere, men måtte til sidst give efter for stress efter et hjerteanfald i 1992. Det var så også hjertet, der i år måtte give op efter 40 års karriere.
Larry Norman æres ved to koncerter i Horsens og Valby med bl.a. Andrae Crouch, Tata Vega, Russ Taff og Koinonia-musikere.

Den første kristne rockplade nogensinde blev bandlyst af kristne boghandlere. Det er sket med flere af Larry Normans plader siden.

Larry Norman blev født i Texas den 8. april 1947. Han voksede op til Elvis Presleys musik og begyndte allerede som 9-årig at skrive rocksange, som han fremførte i skolen. Her eksperimenterede han med åndelige tekster til de hårde rytmer med det formål at introducere skolekammeraterne til en gudstjensteoplevelse. I 1959 optrådte han i et tv-program i stil med X-factor på tv-stationen CBS. Kort efter flyttede han til San Jose i Californien, hvor han optrådte på den lokale rockscene. Her spillede han opvarmning for bl.a. Jimi Hendrix og The Doors. I 1966 indspillede han sit første album som forsanger for gruppen People!
I 1969 gik han solo med musikhistoriens første kristne rockplade: Upon This Rock. Fri og fræk var den, rytmisk og rå – med en kombination af melodiøse sange og taktfaste trommerytmer, som hidtil havde været forbeholdt den ”verdslige” musikscene. Og Larry Normans høje og hæse stemmeføring var en provokation i sig selv.

Således blev Upon This Rock bandlyst af de fleste Bible Bookstores i USA i to år. De kunne ikke li’ hans musikstil, hans lange hår og slidte lædertøj, og slet ikke hans kritiske budskaber om sociale og politiske emner.
Men det rørte ham ikke. Han havde et klart mål med den kontroversielle plade:
– Jeg ville bryde kirkedørene op og lukke hippierne, de prostituerede og hele det beskidte ros ind i helligdommen. Jeg ville tale om at bespise de fattige, gå ud i verden, sagde han til senere magasinet Contemporary Music.
Han havde ikke meget til overs for den kristne musikindustri, som han mente var for poleret og kommerciel – og han kom sig aldrig rigtig over genrens lave lyriske kvalitet.
Larry Normans næste plade udkom på det store MGM-pladeselskab med hjælp af Beatles-producer George Martin. Only Visiting This Planet skulle blive den første af en trilogi med efterfølgerne So Long Ago The Garden og In Another Land. Sidstnævnte album blev censureret af MGM, fordi det var ”for negativt” og ”for kontroversielt”, hvorfor Larry udgav den på sit eget selskab Solid Rock. Pladeselskabet var dog altid afhængigt af et ”moderselskab” for distribution, og derfor var der altid nogen, der blandede sig i sangenes indhold. Det bevirkede, at flere plader aldrig udkom, fordi sangene var mere end hvad man mente, kristne unge kunne tåle. Således venter verden stadig på at høre sange som Three Million Gods om hinduisme og Cats Of Coliseum om de første kristne martyrer i Rom.

I 1978 ophørte Larry Normans tålmodighed, og han startede endnu et pladeselskab – Street Level – som skulle udgive plader, som det store kristne moderselskab Word ikke ville distribuere.
Men hvad der ikke passede den kommercielle kristne musikindustri, vandt til gengæld gehør hos publikum. Således cirkulerede illegale bootlegindspilninger i dårlig kvalitet fra koncerter. Da Larry Norman opdagede det, besluttede han selv at udgive nogle private indspilninger. Han præsterede også at indspille en del nye numre i studiekvalitet, som han distribuerede direkte til sine fans gennem endnu et eget pladeselskab Phydeaux (udtales ”Fido” og er opkaldt efter hans hund!) Disse plader nægtede han at sælge via almindelige butikker.
Efter bruddet med MGM blev Larry Norman betragtet som ”en stædig uafhængig musiker” i tre årtier. Her hjalp han dog andre kristne rockmusikere i gang med deres karriere. Således udkom Randy Stonehills første kristne plade på Solid Rock med Larry Norman som producer, musiker og korsanger.
Larry Norman brændte for at få det kristne budskab ud over kanten til almindelige mennesker. Hans sange blev relevante gennem radikale politiske og sociale budskaber. Og det bevirkede, at han fik adskillige dødstrusler på grund af sine holdninger imod racisme og fattigdom.

Larry Norman prøvede også at hjælpe musikere ud af narkotikaproblemer. Han startede ifølge opslagsværket Wikipedia bibelstudiegruppen The Vineyard i 1970’erne, hvor bl.a. Bob Dylan deltog. Det var bl.a. herfra Dylan fik inspiration til sine tre kristne plader. Også Van Morrison samt medlemmer af U2 har udtrykt begejstring for Larry Normans musik som er blevet gengivet af over 300 kunstnere – heriblandt Sammy Davis Jr.
Larry Norman var dog ikke altid selv begejstret for almindelige musikeres udnyttelse af åndelige temaer i deres sange. Således protesterede han i en artikel mod sangere som Eric Clapton, Paul Simon, George Harrison og Paul McCartney. Men da ingen aviser ville bringe artiklen, udgav han den i stedet som en satirisk plade, hvor han selv karikerede sange som Bridge Over Troubled Water og My Sweet Lord og fik vennen Randy Stonehill til at agere selvglad radiovært mellem sangene.
Larry Norman nåede at udgive over 90 plader i løbet af sin 40-årige karriere. Dagen før sin død lagde han denne besked ud på sin hjemmeside:
– Mine sår bliver større. Jeg har svært ved at trække vejret. Jeg er klar til at flyve hjem. Jeg vil skubbe mørket væk, alt hvad jeg kan. Farvel – vi ses igen!