Kirken bør fornyes – igen

Kirker fik nyt fokus på Helligånden gennem den karismatiske fornyelse for ca. 40 år siden. Hvad betyder det for kirken i dag, spurgte vi en katolik, en lutheraner og en frikirkemand.Vi har brug for en udgydelse af Helligånden i dag – ligesom på pinsedag i Bibelen, Pinsevækkelsen for 100 år siden og den karismatiske fornyelse for ca. 40 år siden.Det er tre danske kirkeledere enige om – selv om de ellers kommer fra vidt forskellige kirkelige traditioner.
– Vi har brug for fornyelse over hele linien, siger den katolske pastor Benny Blumensaat fra Esbjerg. – Vi må give Helligånden mere plads i det indre menneske, siger den lutherske teolog Anne Mie Skak Johanson, der også er landsleder for den folkekirkelige fornyelsesbevægelse Dansk Oase.
– Vi har brud for fornyelse på alle områder, siger pinsepræst i Vejle, Tonny Jacobsen, der både er formand for danske pinsekirker og FrikirkeNet.

Vi stillede de tre præster tre spørgsmål og bad dem rangere netop deres kirkeretning med karismatisk score på 1 til 5…
Men først: Hvordan har den karismatiske fornyelse forandret jeres kirkesamfund?

Benny Blumensaat er kalolsk præst.

– For de katolikker som er berørt af den karismatiske fornyelse har det betydet et mere levende og personligt gudsforhold, og et forhold til personen Jesus Kristus. Og så er der også blevet en større åbenhed for nådegaverne, siger pastor Benny Blumensaat fra Sct. Nicolai Kirke i Esbjerg.
Kirken på verdensplan er meget åben og engageret i den karismatiske fornyelse, fortsætter han:
– De sidste paver har budt den karismatiske fornyelse velkommen. Kirken er positiv, så længe fornyelsen er forankret i kirken og dens traditioner. Kirken ønsker at integrere fornyelsen.

I den lutherske lejr har den karismatiske fornyelse først og fremmest medført frihed i stivnede gudstjenesteformer, fortæller landsleder for Dansk Oase, Anne Mie Skak Johanson:
– Dér hvor Dansk Oase har indflydelse i den danske folkekirke, har den karismatiske fornyelse givet mere frihed i formerne, større fokus på mission og at være en levende kirke.

Anne Mie Skak Johanson er luthersk teolog.

– Vi har fået mod til at ændre på formerne, så de svarer til det liv, der leves. Folk mødes oftere i fx bedegrupper. Men også til gudstjenesterne er der større frihed. I lovsangen kan man tage guitaren frem i stedet for at bruge orglet.
Men hvis man kommer fra Mars og kigger på fornyelsen, er der nok ikke sket de store forandringer, indrømmer hun:
– Det er blot små nuancer: mere bøn og god lovsang. Vi er på en måde blevet frækkere, mere modige.
– Pinsen handler jo om at hver enkelt fyldes af Helligånden, Gudsnærværet. Og det giver en levende menighed, hvor der kommer flere ideer på bordet, flere vil noget, og flere medvirker i gudstjenesten.
– Vi har også fået større fokus på mission, at forstå tidens sprog og møde menneskers behov.

---

Artiklen fortsætter efter annoncen:

Tonny Jacobsen er frikirkeformand.

Det kan Tonny Jacobsen fra Pinsekirkerne genkende:
– Samtidig med den karismatiske fornyelse kom Jesusfolket til Danmark, og med dem genopdagede vi evangelisationens betydning. Jesusfolket skabte en åbenhed over for samfundet, og det var en så gennemgribende forandring, at mange taler om tiden før og efter påsken 1971. Det har forandret kirkerne op til i dag, ikke i form og facon, men i tænkningen. Hvor man før så samfundet som en fjende, indså man nu, at Gud virker i samfundet, og at det er kirkens opgave at række ud.
– Den karismatiske fornyelse åbnede Pinsevækkelsen for det bredere kristne fællesskab. På grund af tidligere tiders latterliggørelse havde pinsekirkerne på det tidspunkt lukket sig om sig selv. Men nu fik markante ledere mange nye kontakter, og det skabte en bredde i bevægelsen.
– Den karismatiske fornyelse betød også en genopdagelse af lovsangen, der med rock og beatkulturen fik et nyt udtryk. Man bad også for syge og holdt ”eftermøder” med bøn for menneskers behov. Og fortsatte som tidligere med tungetale og profeti.

Og det leder til næste spørgsmål i spørgerunden: Hvor meget fylder karismatiske fænomener som tungetale, profeti og bøn for syge egentlig i jeres gudstjenester?
– Det kommer ikke til udtryk i vores almindelige søndagsgudstjenester, men jeg holder helbredelsesmesser med jævne mellemrum, fortæller Benny Blumensaat.
– Senest har jeg sammen med Maria Truelsen inviteret til seminar om helbredelse af familiestamtræet. Her sættes mennesker fri fra åndelige bindinger til familiemedlemmer, enten nulevende eller afdøde. Bånd, der ellers kan medføre psykiske og fysiske sygdomme.
– Profeti finder kun sted i mindre målestok. Der plejer at være en tid med stilhed i helbredelsesmessen, hvor jeg opfordrer deltagerne til at lytte til Ånden og tale inspirationen ud til menighedens opbyggelse. Vi synger også ”i ånden” og beder også højt i tunger, men vi er ikke så gode til at udlægge tungetale!

I luherske sammenhænge er tendensen den samme:
– Der er bøn for syge mange steder. Det kan ske under gudstjenesten, ved nadveren eller når mødet er slut. Det er sjældent, der bliver profeteret. Det sker kun i enkelte kirker. Og tungetale… det sker ikke ret tit. Folk beder i tunger privat, og nogle gør det, mens der er forbøn i kirken, siger Anne Mie Skak Johanson.
Pinsekirkerne derimod har en lang tradition for især tungetale og profeti, fortæller Tonny Jacobsen:
– Måden at profetere på har ændret sig. Hvor det før var en person, der med høj røst proklamerede et budskab, har det nu fundet en mere fortællende form: ”Jeg har en fornemmelse af, at Gud siger…”
– Tungetale er der ikke så meget af på de offentlige møder. Man betragter typisk tungetale som et ”bønnesprog”, man bruger i bedemøder. Hvor det før har været en overprioritering af tungetale og udlægning af tungetale, mener jeg, det er underprioriteret i dag!
Men ellers er der generelt plads til at bede for menneskers behov i de danske pinsekirker:
– Det sker ikke altid ved at kalde folk frem og bede for dem offentligt, men der gives i de fleste pinsekirker anledning til at bede for dem, der vil tro på Gud, dem, der vil blive fyldt af Helligånden, eller dem, der har brug for helbredelse. Der er en generel tro på, at Gud virker i dag og kan udrette mirakler.

Og nu vi er ved mirakler – hvor er der brug for fornyelse af jeres kirker i dag?– Over hele linien! kommer det spontant fra katolske Benny Blumensaat.
– Der er brug for fornyelse af hele kirken. Især i familierne og blandt børn og unge. Der er jo et stigende antal ødelagte ægteskaber. Familier, der ikke beder sammen, holder ikke sammen. Og så går alt i opløsning. Med splittede familier er det svært at få de unge med i troens fællesskab.
Lutherske Anne Mie Skak Johanson mener, vækkelsen må komme inde fra den enkelte:
– Det er ikke i formerne, vi har brug for fornyelse, men i vort indre menneske. Vi bør lade Helligånden få mere plads, så vi kan blive fri til at være dem, vi er.
– Vi skal gøres fri fra selvfordømmelse og mindreværd. Gud vil give os frihed til at være til, frihed til at være Guds børn. Jeg kender ingen anden kraft, der kan gøre det. Ingen psykolog kan sætte os fri som Guds Ånd.

Hos frikirkerne er man bange for at blive for indadvendte:
– Vi har brug for fornyelse på alle områder! Faren er, at vi betragter Helligånden som en ”feel good” ånd, der blot skal møde vores egne behov. Helligånden blev givet for at hjælpe os til at bringe evangeliet ud i verden, siger Tonny Jacobsen.
– Den karismatiske fornyelse døde ud, fordi mange grupper blev for indadskuende. Men mange kirker har i dag en karismatisk forståelse.
Vi slutter med et typisk spørgsmål fra programmet Hammerslag på DR1: Hvordan er husets tilstand på en skala fra 1 til 5?
– 3 når det gælder vores lokale kirke. På landsplan er vi nok nede på 1, siger Benny Blumensaat.
– 5, kommer det uden tøven fra Anne Mie Skak-Johanson.
– 3, siger Tonny Jacobsen, efter at han har indvendt, at det slet ikke er muligt at måle Helligåndens virke på den måde.
– Men ser vi på vores evne til at gøre det, Helligånden kom for, nemlig at påvirke samfundet, vil jeg sige 3.