Kukkede kunstnere i kirken

Jeg ved det godt. Jeg er en af de der håbløse kristne kunstnertyper, som lever for at skrive, spille, male og andre lignende følelsesladede uvigtige aktiviteter. Når inspirationen bobler frem, glemmer jeg at spise, sove, selv tv-kigning, og værst af alt: glemmer aftaler. Jeg er dog heldigvis ikke alene. De der kreative sjæle, der tér sig tosset i kirken, findes overalt. Som om de er strategisk placeret. De (over)dramatiserer, synger, danser, spiller, fortæller, udtrykker. Selvskabelse er deres åndedræt, mens kopitradition er kvælertaget.
Til en påske-familiegudstjeneste havde jeg og en medskyldig fået til opgave at udtrykke os efter alle kunstens regler.
Som forberedelse besluttede vi os for at bygge en kæmpe sten til Jesu grav. Vi mødte op i malertøj og betragtede længe bunken af indkøbte materialer af hønsenet, papmaché-klister og maling, mens vi kløede os i nakken og rynkede øjenbrynene.
Vi gik dog bare i gang uden nogen plan – og endte lykkeligvis med et 2×3 meter hønsenet-skelet med papmaché og maling udenpå – og fik lidt klister og maling på tøjet… ups, også på gulvet… hov, også på væggene. Bagefter kaldte vi dog bare de indtørrede pletter for ”gudsinspireret kunst”. Præsten nikkede, mens han hentede sæben og gav os 20 minutter til at få det af.
Tidligt søndag morgen slæbte vi stenen ind i kirkesalen – og opdagede, at døren var for smal. Det tog os 40 minutter at få lirket (og mast) pap-stenen ind gennem døren, men nu lignede den bare én kæmpe, superflad muggen brødskive. Vi lod os ikke slå ud. Vi gjorde, hvad der krævedes for at gennemføre opgaven, for hvad er påsken (ja, hele kristendommen) uden den tomme grav?
Påskegudstjenesten med 150 forventningsfulde publikummer blev fløjtet i gang, og vi startede med en total mørklægning, fyrværkeri-lynglimt og mp3-tordenbrag suppleret af en følelsesladet bibellæsning om Jesu dødsøjeblik på korset. Minimum 3 børn var på nuværende tidspunkt opløst af gråd og angst over dramatikken. Under lovsangen opdagede vi, at den høje musik fik vores hjemmelavede kors til at vippe fra side til side. Senere klædte vi os ud som de to kvinder ved den tomme grav, men vi måtte selv fjerne stenen for graven, for vi havde glemt at bede nogen om det. Alt i alt en succes med modifikationer.

Så på de kreatives vegne: Tak for opmærksomheden – og tålmodigheden.