Rejsen på livets vej

Ved starten på vores fælles rejse turde jeg ikke stole på Jesus. Jeg var bange for, at han ville ødelægge mit liv…Tidligere betragtede jeg Gud som min iagttager og dommer. En, som registrerede alle mine fejl for at afgøre, om jeg havde gjort mig fortjent til Himlen eller til helvede. Desuden var han en slags fjern præsident. Jeg genkendte ham ganske vist, når jeg så et billede af ham, men jeg kendte ham ikke rigtig.
Da jeg senere lærte Kristus at kende personligt, begyndte min liv at ligne en cykeltur – en cykeltur på tandem. Jeg konstaterede, at Kristus sad bagpå og hjalp mig med at træde. På et eller andet tidspunkt foreslog han mig, at vi byttede plads! Efter den tid har mit liv ikke været som før. Da det var mig, der styrede, valgte jeg, hvilken vej vi skulle tage. Den var kedsommelig, men forudsigelig: den korteste afstand mellem to punkter.

Da Jesus overtog føringen, cyklede vi herlige omveje. Det gik med halsbrækkende fart op og ned ad bakke og ad ujævne stier. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde fast. Også når det så ud som det rene vanvid, lød hans opfordring: ”Træd i pedalerne!” Bekymret spurgte jeg: ”Hvor kører vi hen?” Han lo bare og svarede ikke.
Langsomt begyndte jeg at lære at have tillid. Mit kedelige liv lod jeg bag mig og kørte ud i eventyret. Hver gang jeg sagde: ”Jeg er bange!”, lænede Jesus sig tilbage og rørte let ved min hånd.

Han førte mig hen til mennesker, som havde evner, jeg manglede – evnen til at helbrede, til at tage imod og til at vise glæde. De gav mig gaver med på rejsen, og turen gik videre. Jesus sagde: ”Giv gaverne væk. De er ekstra oppakning og vejer for meget.” Derfor forærede jeg dem til de mennesker, vi mødte undervejs. Derved konstaterede jeg, at jeg ved at give væk også modtog noget, men vores oppakning blev alligevel ved med at være let.

Ved starten på vores fælles rejse turde jeg endnu ikke stole på Jesus. Jeg var bange for, at han ville ødelægge mit liv. Men med tiden fandt jeg ud af, at han kender alle cykelkneb: Han ved, hvordan man kører stærkt i sving og kan springe over selv høje bakker. Ja, han kan endda flyve for at korte uhyggelige strækninger af.
Derfor bliver det dag for dag lettere for mig at stole på ham. Jeg har lært at træde i pedalerne de underligste steder.

Sammen med min aldrig rådvilde ven Jesus Kristus, som altid er hos mig, er jeg begyndt at nyde udsigten og den friske brise i ansigtet. Og når jeg føler mig helt udmattet og kun kan fremstamme: ”Nu kan jeg ikke mere!”, smiler han bare til mig og siger opmuntrende: ”Træd lidt hårdere!”
Af R. Schmidgal