Han er dér for den ensomme
Jørgen Jørgensen er sognepræst i Aabenraa
Jesus spurgte: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« (Johannesevangeliet 5,6-8)
Jeg har ikke et menneske, siger den lamme mand. Det er omtrent den sørgeligste udtalelse, vi kan høre! Så er man virkelig fattig. Så er man ulykkelig.
Denne stakkels mand var ikke kun alene, han var også svært handicappet. 38 år af livet havde han ligget som en grøntsag i Betesdas søjlegange. Men endnu værre er, at han ikke er alene om denne erfaring. Slet ikke. I vores velfærdssamfund er der uhyggelig mange, der kan istemme: »Jeg har ikke et menneske …« I stedet har man valgt eller været tvunget til at vælge erstatninger.
Jeg har ikke et menneske, men en hund!
Jeg har ikke et menneske, men et fjernsyn.
Jeg har ikke et menneske, men en sexdukke.
Jeg har ikke et menneske, men et lommetørklæde …
Hvis nogen af jer, der læser denne prædiken, også er alene, så gælder Guds udgangspunktet også jer: Hos Gud er alle velkomne, både alene og sammen med andre.
Den sidste nat, Jesus levede, oplevede han, hvad søvnløshed er. Han ventede på morgendagens lidelser: hån, fysisk smerte, træthed, sygdom og død som underholdning. I denne grufulde vågenat oplevede han angst og afmagt, han bad – råbte – skreg til Gud. Hans venner sov, hans fjender marcherede. Han var alene. Helt alene, uden udvej.
Derfor kender Jesus følelsen af at være alene. Og han stiller ingen krav, men giver hjælp til at forsone sig med skæbnen. Hans nærhed er som en tryg og varm arm om skulderen. Han kan give fred i hjertet, fred med »Fadervor«, fred med sygdom og angst. Han kan lindre, læge og give håb. Når du i afmagt og angst beder om hans hjælp og lindring, så lyt i stilheden efter hans stemme, og søg ham i Bibelen og gudstjenesten.
Jesus hjælper os med at blive hele mennesker, der ikke slides i stykker i afmagt, angst og ensomhed. I denne verden er meget i stykker. Kærlighedsforhold, savn, fysiske problemer med sygdom og alderdom. Visse forhold kan ikke ændres. Hos Jesus kan vi heles mere og mere, men aldrig helt. Han hjælper os ned i dammen – i døbefonten – hvor vi bliver helbredt og genfødt til evigt liv. Sammen med hinanden og sammen med Jesus kan vi se fremad.
Jesus er et menneske for den ensomme. Det kan godt lyde lidt af virkelighedsflugt, og svaret bliver hurtigt: Ja, det er meget godt, men vi ville nu hellere have en rigtig ven …
Jesus er en rigtig ven. Han er godt nok ikke synlig for dit blik, men du kan tale med ham hver dag – og hvert øjeblik. Og du kan sidde ganske stille med en Bibel og lytte til de viseste ord, der er sagt i denne verden.
Og når du forstår denne sammenhæng, så åbner porten sig til et nyt fællesskab: et fællesskab i håb, tro og kærlighed. Et kristent fællesskab. For med samme far: Gud i Himlen, og samme bror: Menneskesønnen Jesus Kristus, er vi nemlig med et slag blevet søster og bror!
Gud henviser os til at være mennesker for og med hinanden! Jesus møder os og henviser os til hinanden. Jesus er menneske for os, for at vi skal være det for hinanden.
Anken mod kirken er, at der er for mange hyklere, skinhellige og for mange forbud – ensretning og konservatisme. Det skal nok passe. Måske er der sågar flere negative ting at sige. Men det bekræfter sandheden i kristendommen, at Jesus samler syndere om sig selv og gør dem til fællesskab en menighed. Er der mange i forvejen, så er der såmænd også plads til en enkelt mere – så velkommen i kredsen!