Jette Dahl lever livet – indefra

Jette Dahl oplevede sig egen helt personlige vækkelse, da hun blev ramt af en dødelig kræftsygdom for 10 år siden. Hun sagde præstejobbet op og begav sig ud på ”Herrens mark” som åndelig vejleder. I dag lærer hun folk at ”leve livet indefra”.Jette Dahls liv blev vendt op og ned, da hun for præcis 10 år siden blev ramt af kræft. Sygdommen kastede hende ud i en krise, der fik hende til at se livet i et nyt lys – en proces, der fik hende til at opgive sin trygge præstestilling efter 25 år og begive sig ud på en usikker livsbane som åndelig vejleder.
Kræftsygdommen fik hende til at erkende, hvor afhængig hun var blevet af andre menneskers respons. Deres meninger havde invaderet hendes eget ”indre hellige sjælerum”, som hun kalder det:
– Jeg levede udefra og ind – og fik værdi gennem andre menneskers billede af mig. Nu lever jeg indefra og ud – og ved, jeg har værdi, fordi jeg er skabt i Guds billede, siger hun.

Det skal vækkelse til

Jette Dahl er født ind i en præsteslægt. Hendes far og farfar var præster. Farmoren blev også cand. theol., men kunne dengang ikke blive ordineret. Men da Jette blev ordineret og gik i procession ud af Århus Domkirke, sluttede hun sig til følget.
Derfor var det dobbelt svært at sige sin stilling op som sognepræst…
Hvad får en til at sige op som præst efter 25 år?
– Der skal en vækkelse til. Jeg kan li’ det ord, selv om det har mange mislyde. For det er at blive vakt, at blive vågen og få et klarsyn. Jeg blev pludselig klar over: Hvad er det dog, jeg bruger mit liv til?
Jette Dahl tager et kors frem og forklarer:
– Livet har to retninger. Det vandrette liv, som vi lever med hinanden, og hvor der er nødt til at være stor rummelighed og højt til loftet, fordi vi er så forskellige. Et liv, hvor vi også har en ”travlhedskultur”, som vi bare ikke kan holde til i længden – mest fordi vi er hårde ved os selv. Hvor ofte lægger vi os til ro om natten med glæde? Hvornår er vi tilfredse?
– Derfor skal vi have den lodrette retning med. Vi må finde stilheden i forhold til Gud. Det var derfor, jeg sagde min stilling op.

Krisen kradser

Og kræftsygdommen blev et vækkeur, hun ikke kunne overhøre:
– Hvornår bliver vi vakte? Det ved jeg fra min erfaring som præst: Det sker, når vi er i krise. Når vi ser ud over en kant, og alle lag er skrællet af. Det blev min egen erfaring, da jeg for ti år siden fik en kræftsygdom, som jeg fik at vide, jeg kunne dø af. Det skete lige efter, at jeg havde fået en lille pige, et barn jeg og min mand længe havde drømt om. Nu har kræften lagt sig, og det, jeg klarede mig med, var min tro på Gud og et godt netværk.
– Den sygdom startede min vækkelse indefra. Den gjorde, at jeg seks år efter var klar over, at jeg skulle sige mit job op. Jeg havde fået nok af – hvor godt et job jeg end havde – at give og give og give og hele tiden være på i døgnets 24 timer. Sådan lever rigtig mange af os udefra og ind – i stedet for indefra og ud. Det er samfundets puls, og det er der ofte også brug for. Men det skal ikke have lov at styre vores liv.
Jette Dahl kan selv huske, hvordan det var, da hun som ung præst var afhængig af menneskers meninger og respons:
– Når gudstjenesten så var færdig, stod jeg i kirkedøren og sagde farvel, og hvis der ikke var nogen, der sagde ”tak for en god prædiken” eller ”det var vel nok en dejlig gudstjeneste”, så var resten af min dag ødelagt. Så tænkte jeg: ”Jeg duer heller ikke til dette. Jeg må prøve at gøre det bedre næste gang”.

Mere tid til Gud

Men sådan er det ikke mere.
– Nu lever jeg livet indefra. Jeg er blevet klar over livets kostbarhed og værdighed. Og et kald begyndte at tage form: Jeg skal have mere tid med Gud, og så vil jeg vejlede andre til at leve mere indefra. Afhængigheden af at få bekræftelse udefra er ofte den røde tråd i mange menneskers liv og fylder alt for meget. Det, der optager mig, er at få fokus flyttet over på Gud og i overgivelse til ham lade processen begynde, der varer hele livet. Men den sætter guddommelige spor og forandrer livet og dets betydning, indefra.
I dag kalder hun sig åndelig vejleder:
– En åndelig vejleder er en, der vejleder i Ånden. Og det er en kristen ånd. Det er en urgammel betegnelse for det at være præst. Jeg tilbyder nu at vandre sammen med et menneske, som gerne vil vejledes, og bruger min erfaring og intuition.
I dag holder hun retræte ca. en gang om måned. Og lige nu er hun på pilgrimsvandring med 26 pilgrimme på hærvejen fra Jelling til Viborg Domkirke.

Gud på hjertets trone

– Der er et indre sjælerum i ethvert menneske, og dette rum er alene forbeholdt Gud. Når andre overskrider vores grænser, invaderes rummet, og vi mister vores værdighed, pointerer Jette Dahl.
– I sjælens allerhelligste rum er en trone, som skal stå tom. For det er Guds trone. Hverken mand, kone eller børn eller forældre og gode venner må sætte sig på den plads. Hvis et andet menneske overskrider vores urørlighedsgrænse, tromler os ned og sætter sig på den trone, skal vi holde distance. Hvis vi ikke siger stop, invaderes vi i det, jeg kalder ”mit indre kloster”. Det er et rum, som Paulus omtaler, idet han siger: Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.
– Dette hellige rum er forbundet med guddommelig værdighed. Du har en værdighed, som ingen i dette samfund skal tage fra dig. På indersiden er du Guds udtrykte billede, og dette rum er din navlestreng til Gud. Du er god nok, som du er, og du skylder Gud at være tilfreds med dig selv, som du er.
Jette Dahl bruger flere redskaber til at hjælpe menneskers sind med at fokusere på Gud. Et af dem er pilgrimsvandringer, hvor man rives ud af hverdagens trummerum og tvinges til det enkle liv med tid til eftertanke. Hun beder typisk deltagerne om at vælge et af syv ”pilgrimsord”, som berører noget i deres indre, en længsel eller et behov. De syv ord er: Langsomhed, Bekymringsløshed, Enkelhed, Frihed, Stilhed, Spiritualitet og Fællesskab.
– Det er syv grundværdier, som er en mangelvare i vores verden. Ordene kan hjælpe os til at åbne sjælens rum og finde en stilfærdig og spirende glæde ved livet, ved andre mennesker og ved os selv.
De fleste pilgrimme vælger ordet ”bekymringsløshed”, fortæller Jette Dahl. Derefter vælger mange stilheden:
– Det siger noget om det pres og stress, som mange mennesker er underlagt i dag. Der er larm hele tiden – også inde i os selv. Tankerne kværner hele tiden. På en stilhedsretræte bliver folk meget urolige – indtil de overgiver sig til stilheden – så begynder de a blive seende, at blive vakte.

Stille vækkelse på vej

Og den længsel forventer Jette Dahl vil brede sig til en stille vækkelse over hele Danmark.
– Jeg drømmer om en ny vækkelse, og jeg tror, at den er på vej. Den er allerede i gang og kommer nedefra gennem pilgrimsvandringer, meditationer og retræter med fokus på Kristus.
– Forskellen er: at leve livet udefra – urolig og bekymret – eller at leve livet indefra og have sjælen med sig.
Jette Dahl slutter med et digt:
– Hun kom på besøg, og havde som altid travlt. Jeg bliver kun i ti minutter, sagde hun, og satte sig på ydersiden på sofaen i jakken. Da hun rejste sig, var der gået en time. Uden glæde. Uden intensitet og nærvær.
– Han kom forbi, selv om han havde travlt, hængte jakken fra sig, satte sig i sofaen – tilbagelænet. Jeg bliver kun i 10 minutter, sagde han. Og det løfte holdt han. Med nærvær og intensitet. Så det føltes som en time.
– Tiden er det smukkeste, man kan give et andet menneske. Hvis du hænger jakken!