Bliv som et barn, hvis du vil ind i Himlen

Jens Kaltoft er sognepræst i Knudsker på Bornholm.
Jesus sagde: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.” (Matthæus-evangeliet 18,3)

Jens Kaltoft

En præst talte engang med en fornem kvinde, der lå syg. Kvinden spurgte, om det virkelig kunne passe, at for Gud er alle mennesker lige. Da præsten svarede bekræftende, mente hun ikke, at hun kunne blive lykkelig i Himlen. For så skulle hun jo også være sammen med sin usle køkkenpige.
Præsten svarede hende, at den slags behøvede hun ikke bekymre sig om. Så længe hun ikke var villig til at bekende og aflægge den slags hovmod og arrogance, kom hun ikke selv i Himlen.

I søndagens tekst er Jesu disciple optaget af, hvem der er størst i Himmeriget. Men Jesus standser diskussionen og siger: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.”
Jesus trækker et barn frem som et eksempel til efterfølgelse. Det er ikke en opfordring til at smide den voksnes sunde dømmekraft og modenhed på porten. Nej, det Jesus vil have, vi skal lære af de små, er at se rigtigt på os selv i forhold til Gud. Et lille spædbarn er totalt afhængigt af andre. At blive som børn er, at vi voksne erkender vor dybe afhængighed af Gud.
På Jesu tid blev et barn ikke regnet for noget særligt. Det var de voksne, som betød no­get. Og netop fordi barnet intet betød i en voksenverden, hvor alt – ligesom i dag – drejede sig om kvalifikatio­ner, eksamen og karriere, ja, så kan Jesus pege på et lille barn og sige: Sådan må det være for jer alle, når det drejer sig om forholdet til Gud! Her er det ikke evner og kvalifikationer, der tæller! Her drejer det sig udelukkende om at være så lille, at Gud kan komme til at give jer alt, hvad I behøver til frelse og evigt liv.

Det andet, vi kan lære af barnet, er tillid. Børn er på en helt speciel måde i stand til at vise til­lid. Foreslå et lille barn at gå ud og lege en mørk aften. Det vil aldrig gå. Men tilbyd at tage barnet ved hånden, og det tør følge dig igennem selv den mørkeste skov.
Jo mindre de er, desto større tillid. Hvis man lader et barn kravle op på en stige og siger: ”Spring bare – jeg skal nok gribe dig!” ja, så ­springer den lille – for sikkert at havne i vores arme. Forsøg engang samme eksperiment med ham på 10. Han vil sikre sig inden han springer. ”Tror du nu, du kan bære mig, far?”
Vi må lære af den lille på to år. Stole på, at det Gud siger, er sandt. Stole på, at han vil tage imod os, som vi er.
Nogle gange bliver vi så kloge og erfarne med alderen, at vi i praksis sætter spørgsmålstegn ved Guds løfter. Det er let nok at tro med forstanden uden at handle på Guds ord. Men skal vi virkelig have gavn af det, må vi handle på det.
Jesus advarer også mod at friste et barn eller en voksen, så vedkommende mister troen. Den advarsel gælder også den kristne selv. ”Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig”. Jesus bruger et noget makabert billede. Ikke som en opfordring til at lemlæste sig selv, men han betoner alvoren i at give afkald på det, som er betydningsfuldt for os, men som fører os væk fra Gud.
Alkoholikeren, der er blevet afgiftet, ved, at han må sige nej til alt, som indeholder alkohol. Han ved, det vil ødelægge hans liv. Han kan ikke tåle det. Han hugger så at sige alkoholen fra. Sådan må vi give afkald på det, som vi ser er en fare i vort liv, der kan stjæle troen fra os.