Ny bibel udgives i USA – håndskrevet
Bible Across America hedder et projekt, der skal få 31.000 amerikanere til skrivepulten.Hånden og åndens gerning forenes i en ny amerikansk bibeludgivelse.Ikke mindre end 31.000 amerikanere vil i den kommende tid sætte sig ved skrivepulten for at skrive Bibelen.
Ikke ved hjælp af pc og tekstbehandling. Men bogstavelig talt ved håndkraft. Det beretter avisen, Dagen.
Det er bibelselskabet Zondervan, der står bag den særlige bibeludgave, hvor samtlige 31.173 vers skal nedfældes ved villige hænders hjælp.
Bevæbnet med papir og pen vil bibelselskabet de næste fem måneder drage rundt i Guds eget land og lade folk skrive et vers med deres personlige håndskrift. Foruden dette bidrag opføres forfatterne på en liste bag i bogen.
– Vi tror, at en bibel skrevet af folk fra hele landet vil hjælpe USA med at genopdage Bibelen, siger bibelselskabets direktør, Moe Girkins, der forventer, at turen vil strække sig over 24.000 kilometer.
Under rejsen vil blandt andet kirker, universiteter og turistattraktioner få besøg af den bibelske karavane.
Moe Girkins oplyser, at baggrunden for den alternative bibel er, at den mest populære bibel i USA, New International Version, har 30-års jubilæum.
I dag er den solgt i mere end 300 mio. eksemplarer.
– Vi kan ikke forestille os en bedre måde at fejre jubilæet på, end at invitere amerikanerne med på denne kolossale rejse og åbne flere hjerter for Guds ord, proklamerer hun.