Den største byrde er at ville bære livet selv
Jens Chr. Meldgaard er sognepræst i Vadum. Han holder jævnligt foredrag om tre selvoplevede depressioner og har skrevet to bøger om emnet.
Jesus sagde: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matthæusevangeliet 11,28-30)
Hvordan kan vi tro på en levende, nærværende og kærlig Gud, når livet opleves som et tyngende åg? Hvordan kan vi dog finde trøst ved Jesu ord om at lære af ham, når vi er knuget af sorg, eller vort sind er sort og modløst som den sorteste nat?
Da Jesus vandrede rundt og mødte syge, udstødte og bekymrede mennesker, satte han sig aldrig ned for med en terapeutisk samtale at lindre smerten. Han skrev ikke en handleplan eller udstedte en recept. Jesus mødte aldrig hverken det glade eller det bekymrede menneske på afstand. Han gik ind i vedkommendes verden, lyttede, svarede og handlede.
Billedligt kan vi sige, at Jesus ikke frigav noget menneske for at bære et åg. At bære et åg er i sig selv ikke belastende. Det problematiske opstår først, når vi selv eller andre hænger tunge byrder på ågets arme. Vi bliver tynget af hele tiden at bære på et Du skal og Du må ikke. Livet er en byrde, når udgangspunktet er der, hvor vi sætter os selv i centrum og derved også opdager vores magtesløshed. Den største byrde er at ville bære hele livet selv. Selv at finde mening, selv at finde retning og selv at ville realisere sit liv.
Jesus tilbyder et andet åg. Her er der også byrder at bære. Men de har et andet udgangspunkt end mennesket selv. De har Gud som udgangspunkt – Gud som Skaberen af livet. Disse byrder bærer på indholdet af ordene Du er! Du er skabt af Gud. Du er hans barn. Du er et medmenneske.
Jesu ord om, at han selv er sagtmodig og ydmyg, er ikke bare en hensigtserklæring. Det er et levet liv. Som Guds søn levede han et menneskes liv på jorden. Han mødte mennesker med smerte, han mødte døden og ondskaben. Ja, han gik selv ind i smerten og døden. Han lod sig korsfæste for derved at være i den største smerte. På opstandelsens morgen viste Gud sin almagt, da han lod Jesus opstå. Selv den tungeste byrde døden var og er ikke tyngende nok til at holde livet nede.
Nu kender vi også til andre tyngende byrder, der ikke lige er døden. At blive svigtet, at være bekymret for fremtiden, at mangle glæde eller selvtillid kan også være lammende. Hvordan kommer jeg videre?
Jesus møder os ikke med spørgsmålene Hvad kan du? eller Hvad kan du ikke?. Han møder os med åbne arme og et budskab om, at han har båret verdens byrde og vore svigt. Vi er ikke længere bundet af at bære os selv. Jesus giver os den nye binding, det nye åg, at vi må være frikøbte mennesker. Hans kærlighed og nærvær i og med vores liv er banebrydende.
Vi fritages ikke for at have det svært. Men når vi har det svært og synes, livet er en byrde, da må vi vide, og vi må tro, at Jesus bærer med. Når vi føler os alene med vores byrde, da må vi tro, vi også da er båret af Guds kærlige hænder, der hedder Jesus Kristus.
Den tungeste byrde er at se sig selv i mørket. Men selv hvor det er mest mørke, møder Gud os gennem sin søn Jesus Kristus. At ville selv og ikke lade sig bære er måske den sværeste byrde, vi mennesker i dag byder os.
Gud lad mig lære,
at du kan bære
også når jeg ingen
udvej ser.
Kristus vær du mit
lys i mørket.
Du som bar og bærer
også når jeg ikke ser det.
