Grønne kristne vil bruge Guds gratis energi

Karin og Søren Jensen vil gerne lære andre at bygge vindmøller, som kan dække noget af familiernes el-forbrug. De arbejder også med solfangere og solovne, og engang var de Taiwan-missionærer. Karin og Søren Jensen er ”grønne kristne”. De er helt enige med klimaminister Connie Hedegaard i, at vi skal passe på ”Skaberværket”.

En husstands-vindmølle snurrer i baggrunden, mens snakker om bølgebryderen i forgrunden.

Derfor har de bl.a. oprettet Forening til Anvendelse af Fri Energi (FAFE) – som fx vind, vand og sol. Energikilder, som findes i Guds egen natur til fri afbenyttelse, hvis vi blot lærer at udnytte dem.
De sælger også små husstands-vindmøller, som det er tilladt at sætte op i sin have.

Deres fælles firma hedder SJ Service og ligger på hjemmeadressen på Dybbeløstenvej 1 i Sønderborg, hvor Udfordringen besøger dem.
Der er økologisk kaffe på kanden og æbletærte ude fra deres egen have, hvor vindmøllen snurrer stille rundt.
Over sofaen sidder små 12 voltspærer, der drives af solfangerne på taget. I stuen ved siden af ligger teknisk grej på bordet fra deres seneste eksperimenter.
Parret har altid været interesseret i alternativ energi. Og Søren, der nu er gået på efterløn, har bygget både vindmøller, bølgebrydere, solfangere og meget andet. Han har netop været i Moldova for at forsøge at sælge en billig byg-selv-vindmølle.
Ind i mellem underviser han også på skoler om emnerne. Så lader han eleverne bygge solovne af sølvpapir eller tomme coladåser.

Parret importerer og sælger en engelsk vindmølle, som kun koster 8.000 kr. – inklussiv moms!
– Det er en vindmølle, som er beregnet til at sætte op ved ens eget hus, fortæller de.
– Den har et vingefang på under 2 meter, og hvis den ikke rager højere op end 8 meter, betragtes den som en vejrhane og kræver ikke særlig miljø-godkendelse, forklarer Søren Jensen.
– Møllen kan i godt blæsevejr levere 1000 watt gratis elektricitet. Hvis man ikke vil investere i en omformer, der kan få måleren til at tælle baglæns, så kan man fx bruge strømmen til at varme vand i en varmvandsbeholder eller til at drive en speciel varmluftsblæser, som Søren også forhandler.

Men Søren har også udviklet en anden mølle, som man selv kan lave!
– Ja, enten kan man selv lave den, eller man kan jo oprette et vindmøllelaug, som arbejder sammen om møllen.
Hvis man arbejder koncentreret, vil det nok tage en uges tid i alt. Eller man kan mødes en gang om ugen i en sæson.
Her fremstiller man næsten alt selv til møllen. Vingen skæres ud af træ. Kobberspolerne vinder man selv af kobbertråd, osv. Det er næsten kun magneterne, man skal købe færdige, fortæller Søren, mens han viser delene frem.
Så det var måske en idé – måske specielt for mænd, der ikke trives i kirkens sykreds – at lave et møllelaug.

Karin er lærer, og Søren er tekniker – men begge tænker de matematisk og alternativt, når det gælder energien.

– Verdens ressourcer er jobegyndt at slippe op, fastslår Søren og nævner:
– Oliefelterne er ved at være brugt. Man forlænger nu deres levetid ved at benytte særlige teknikker, men før eller siden er det slut – og hvad så?
Et andet problem er, at de kulfyrede elværker og vores allesammens forbrug udleder alt for meget CO2.
80 procent af verdens forskere er enige om, at det er grunden til den globale klimaopvarmning, som vi nu oplever de første følger af.
Det er på tide, vi standser op og tænker over den måde, vi lever på, mener Søren.
– Som kristne ved vi, at vi kun har jorden til låns. Vi er forvaltere af Guds skaberværk. Derfor skal vi passe godt på det med respekt for naturen, siger Karin og Søren, som begge er ”grønne kristne” og længe har været aktive i Kristendemokraterne, hvis programmer lægger vægt på ”forvalterskabs-tanken”.

At Søren selv blev troende kristen, skyldtes, at han som 21-årig løb ind i nogle gade-evangelister fra Missionsforbundets kirke i Vanløse.
Søren er oprindelig uddannet som elektromekaniker og boede i Valby i København.
– Jeg var 21 år og kendte næsten intet til kristendommen. Men jeg blev overbevist om, at det var sandheden. Jeg tog begejstret imod Jesus og Helligånden, husker Søren med nostalgiske øjne.
– Det var en spændende tid med Jesus-bevægelsen og den karismatiske fornyelse. Udfordringen opstod også i de år.
– Mit personlige gennembrud kom, da jeg fortalte andre, hvad jeg troede på.
Der står også i Bibelen, at når du tror og ”med din mund bekender,” så skal du blive frelst. Og det skete for mig.

– En dag hørte jeg professor Viggo Søgaard fortælle om radio Fredens Stemme i Thailand. Han havde brug for en tekniker, og jeg meldte mig. Men jeg kunne ikke nok engelsk, så jeg tog på Ungdom Med Opgaves DTS-skole i Vejen og bagefter 5 måneder på UMO-skole i England.
Jeg havde en blind tro på, at Gud ville sørge for mig, så selv om jeg normalt passede godt på mine penge, så besluttede jeg at give alle mine penge væk. Da en pige skulle hjem til Finland, gav jeg hende alle mine penge, så hun kunne komme hjem.
Kort efter sendte Missionsforbundet bud: Hvis du vil til Thailand, så kom hjem nu!
Nu havde jeg ingen penge til at rejse hjem, men så samlede de andre elever 21 pund sammen, og jeg tog med Englandsbåden hjem – på billigste dæksplads. Da jeg nåede til København, havde jeg kun 4 kr. tilbage. Og jeg skulle møde Missionsforbundet i Espergærde. Men min mor sagde: ”Tøm min pung for småpenge.” Så var der nok – endda til drikkepenge.

– Jeg var nu volontør i 9 måneder på radioen i Thailand.
Men inden da havde jeg hørt en hørbar stemme sige ”Taiwan” – og jeg var overbevist om, at Gud kaldte mig til at rejse til Taiwan som missionær, fortæller Søren.
Hjemme fra Thailand mødte Søren Karin. Hun kom fra Indre Mission i Herlev. Også hun havde et kald til at rejse ud som missionær.
– En dag følte jeg en stemme inden i mig sige, at jeg skulle gå ind i en kristen kaffebar. Nej, jeg er for træt, tænkte jeg og gik ned til s-toget. Men da jeg stod der, kørte toget fra mig, og jeg gik tilbage til kaffebaren – og mødte Søren.
De to blev forelskede og giftede sig. De boede billigt og sparede 50.000 kr. sammen.
– Med de penge rejste vi på egen hånd til Taiwan. Vi var ikke udsendt af nogen, men var overbevist om, at Gud ville lede os til det arbejde, vi skulle udføre, fortæller Karin.

– Imidlertid var vi så uheldige at løbe ind i nogle folk fra en sekt, som havde deres egne planer med os.
De indlogerede os på et fint hotel i hovedstaden, og hver dag var der undervisning. Bl.a. råbte de hele tiden, at vi skulle være ét – men deres enhed bestod i, at alle andre skulle være enige med dem…!
Vi kunne ikke rigtigt komme væk fra dem. Der var ingen fritid. Og vi kunne ikke få vores penge ud. Men vi havde heldigvis en adresse på en kristen missionær i byen, og i løbet af flere dages middagspauser lykkedes det os at finde huset og til sidst opsøge ham.
Da de hørte, at vi var havnet i ”Den Lille Flok”, som sekten hed, arrangerede vi en ”flugt”. I en middagspause holdt de i en bil uden for hotellet, og vi løb ned fra 11. etage med vores pakkede kufferter, ler Søren.

– Vi kom nu – på en utrolig måde – i kontakt med en norsk missionær fra ”Indfødte Missionærer”. Vi havde hørt om ham ved et besøg i Norge, men fik ikke kontaktet ham.
Nordmanden havde netop bedt om en radiotekniker!
– Vil I med hjem? spurgte han, selv om han arbejdede flere tusinde km væk.
Da vi nåede frem, spurgte konen, hvor længe vi blev.
– Det ved vi ikke, sagde vi – men vi blev i to år. Da vores egne penge slap op, begyndte der at komme penge andre steder fra. Hver måned havde vi 3.000 kr. at leve af.
Søren fik ekstra indtægter ved at rejste rundt og hjælpe kristne radiostationer og hospitaler som tekniker.
Karin oversatte og lavede radioprogrammer på engelsk.

– Vi havde sat penge fra til en returbillet og havde en aftale med Gud om, at når vores beløb nåede ned på 3.000 kr., så rejste vi tilbage til Danmark, fortæller Søren.
Da de nåede til det beløb, solgte de bil og indbo og fik 30.000 kr. fri, som de investerede i en manufakturforretning i Herlev, hvor de også kunne bo. Karin passede butikken og kom i kontakt med mange åndeligt søgende mennesker, mens Søren blev tekniker på Herlev Sygehus lige overfor.
– Vi ønskede som folk på Taiwan at leve vort liv i vores arbejde og være missionærer i dagligdagen, siger Karin.

Parret havde også jævnligt folk boende, som de hjalp.
I 1983 oprettede de et refugium, ”Fristedet”, på Mols.
– Men dengang var retræte-tanken ikke rigtig slået an endnu. Vi havde for få gæster, og det kostede for meget bare at fyre det store plejehjem op – med 24 værelser. Efter to år måtte vi opgive projektet og se os om efter noget andet.

I Egernsund manglede en lille baptistkirke et præstepar. Det var ikke noget, man kunne leve af, så præsteparret skulle have et job. Karin sagde til Gud, at i så fald måtte han skaffe hende et lærerjob – vel vidende at det var næsten umuligt efter ti år uden.
Men under et besøg i Sønderborg blev Karin tilbudt job på en friskole – og der har hun nu været i 24 år!
– Gud har ledt os hele livet, og nu er vi spændt på, hvad vi skal bruge de næste år på, slutter Søren, der gerne vil hjælpe andre kristne til at bruge ”Gud gratis energikilder”.