Engagement
Det var lige før jul. Jeg sad og læste de årlige hilsner fra venner og familie. Det slog mig, at stadig flere af afsenderne havde forenklet julehilsen-produktionen i takt med travlheden i det øvrige samfund og nu var gået over til kopierede breve – med et par personlige linjer som et PS nederst på arket…
Forfatter og blandt andet tidl. leder af Norsk Oase
Der var en af julehilsnerne, som skilte sig ud denne gang. Både afsenderadresse, afsender og indhold var nyt.
Brevet kom fra Sydafrika, fra en af mine tidligere højskoleelever, som var missionspræst der. Jeg blev smigret ved, at han kaldte mig sin åndelige far og takkede for den tid, vi havde haft sammen på højskolen.
Det han egentlig havde på hjerte var at udfordre mig som karismatisk fornyelsesleder til at holde personlig fromhed på den ene side sammen med et engagement for de lidende og forfulgte i verden på den anden. Der måtte ikke være modsætning mellem gudstjenestelivet og en kristens sociale og politiske handling, skrev han…
For virkelig at underbygge det, han havde på hjerte, brugte min ven fredsprisvinderen, biskop Desmond Tutu, som sandhedsvidne. Han stod op hver morgen på et tidspunkt, som de fleste af os bare kender af omtale, for at bede og være stille for Guds ansigt.
Der fik han ro og inspiration, både til forkyndelse og sin aktive kamp mod det uretfærdige og umenneskelige apartheidregime…
I det nye år fik jeg svaret ham, at er der noget, jeg virkelig ønsker at realiserere (i kirkelivet red.), er det, at åndelig fornyelse og vækkelse får konsekvenser for livet i samfundet.
Idet jeg sendte brevet af sted den lange vej til Afrika, bad jeg en bøn om, at Gud kunne føre dem sammen, som brændte for karismatisk vækkelse, og dem, som arbejdede for en bedre og mere retfærdig 
verden. Sammen til større forståelse. Men mest af alt sammen så flere mennesker kunne brænde for begge sager på én gang.
Fra bogen: Forandring
af Jens Petter Jørgensen
Forlaget Scandinavia
