Livet skal ikke leves i slowmotion…
Thomas Risager er præst ved Metodist-kirken i Odense
Når vi oplever noget dejligt, vil vi gerne holde fast i det og få det til at blive ved med at være så godt. Så ville vi gerne kunne skrue tiden lidt tilbage, så vi kunne få den gode oplevelse en gang til.
Men livet er jo ikke som fodboldkampen på tv, hvor vi kan være sikre på at få alle højdepunkterne i slowmotion og få dem analyseret, så selv jeg kan forstå offsidereglerne.
Virkeligheden er, at livet farer af sted med hastigheder, som, hvis de kunne måles, burde koste et gigantisk klip i kørekortet.
Jeg falder tit for fristelsen til kun at leve livet i slowmotionsekvenser. Det er så nemt kun at se højdepunkterne, at jeg holder krampagtigt fast i det sidste højdepunkt og kun ser fremad mod det næste. Jeg glemmer helt at leve livet ind imellem. Og der er jo liv imellem højdepunkterne.
Når vi lever på den måde, tager vi en slags mental maske på og beskytter os mod livets mange indtryk. Vi kan leve vores liv med en nogle gange ironisk afstand til livet. Og hvis vi ikke passer på, så holder vi op med at være helt os selv over for vores kære, over for vores børn og nogle gange over for Gud. På den måde lever vi ikke livet fuldt, og så er det, at det nogle gange bliver gråt og trist, og hverdagen bliver uudholdelig og uoverskuelig.
Da Peter og de to andre disciple var på bjerget sammen med Jesus, syntes Peter, at det var så sejt med Jesus, som i sin bøn lyste helt op og tilsyneladende talte med de gamle profeter Elias og Moses. Han ville for alt i verden holde dette øjeblik gående og blive hængende i sit livs slowmotion.
Peter får dog en brat opvågnen, for pludselig buldrer Guds stemme over bjerget: Det er min udvalgte søn, hør ham!
Jeg kan godt forstå, at Peter ville fastholde dette øjeblik. Han kunne se på Jesus, at noget skete. Lyset og den ro, der var over det hele. Peter var ikke i tvivl, det her var godt. Historien siger ikke noget om, hvordan Peter så ud. Men ofte er det jo sådan at man kan se på mennesker, når de har oplevet noget fantastisk.
Bibelen er fuld af beretninger om, at der, hvor mennesker er, der er Gud også. Det betyder, at Gud er i kirken, i bybussen, i samtalekøkkenet derhjemme, på børneværelset, ja, der hvor mennesker er! Midt i glæden, midt i ulykken og midt i hverdagen, ja, midt i livet.
Desværre for os har vi denne tendens til at leve livet gennem vores højdepunkter eller lavpunkter. Det er de store udsving i livet, som får os til at føle os levende. Alt det inde midt imellem gemmer vi os lidt for. Jeg ved ikke, om vi er bange for den grå hverdag, men jeg ved, at Gud i hvert fald ikke er det.
Midt i alt det travle eller stille er han. Når vi er sammen med ham, sker der noget med os. Men for at det kan ske er vi selvfølgelig nødt til at være til stede i nu´et. Vi er nødt til at kaste masken, trække vejret dybt og turde stå ved os selv og stå ved livet. Og ikke mindst stå ved den, vi er for vi er jo netop skabt sådan!
Små børn gemmer sig ikke bag en maske. De tager bare imod. Der er noget om det, når Jesus taler om at tage imod hans rige, sådan som et lille barn gør det. For det er helt uden forbehold. Det er med oprejst pande og et åbent sind. For børnene tager jo livet som det kommer og lever ikke på minderne om de gode tider, som var. Børnene er bare, og de lever!
Tænk engang over, hvad det vil gøre ved dit liv, hvis du turde slippe trangen til slowmotion og bare leve her og nu. Hvad kunne det gøre ved dit liv, og ikke mindst: hvor godt kunne du ikke komme til at kende Gud for han er jo netop der midt i hverdagen. Tænk, hvis du turde tage den dybe indånding og bare være
.
