Vågn og bed for livet

Vækkelse er at vågne. Lad os håbe, at vækkelsen bryder løs i danske kirker i den kommende bedeuge.
For vi har alle mere eller mindre accepteret mindst 15.000 årlige drab på danskere siden den fri aborts indførelse i 1973. Det er simpelthen for dårligt.
Jeg snakker ikke her om de heroiske forsøg på oplysning, som bl.a. Kristeligt Folkeparti har prøvet at vække befolkningen med. Heller ikke det arbejde som Retten til Liv, Respekt for Menneskeliv og senest foreningen Hjerte for Liv gør for at advare og hjælpe uønsket gravide kvinder.
Jeg tænker på kristne i almindelighed, også mig selv.
Hvordan har jeg tilladt, at der er gået 35 år med over en halv mio. fosterdrab til følge? Hvordan kan jeg leve med, at 50 værgeløse mennesker om dagen berøves muligheden for at leve – allerede inden de er født?
Jeg må knibe mig selv i armen.
Hvad kan vi – og jeg – så gøre?
• Vi kan bede Gud om tilgivelse for sløvhed og synd. Synd er at undlade at gøre det, vi inderst inde ved, er rigtigt. Den, der tier, samtykker.
• Vi kan bede for vort lands ledere – helt fra folketingspolitikere og regering til meningsdannere i almindelighed.
• Vi kan benytte os af den højt besungne ytringsfrihed og tale og skrive om livets ukrænkelighed. Kalde abort ved dets rette navn: fosterdrab. Fjerne alle undskyldninger for denne umenneskelige handling. Det ufødte barn kan jo ikke gøre for, hvis det er undfanget ved voldtægt. Eller at mor og far ikke lige har tid eller råd til at få et barn.
• Vi kan støtte de bevægelser, som kæmper for livet. Både ovennævnte foreninger og Kristendemokraterne, der nu skriver i sit principprogram: Menneskelivets ukrænkelighed skal respekteres fra befrugtningstidspunktet. Abort er overgreb på menneskeliv… Loven om fri abort er principielt uacceptabel.
Det er intet, der kan retfærdiggøre drab. Heller ikke på de små mennesker, som med endnu et sprogligt fif kaldes embryoner indtil 12. svangerskabsuge – netop grænsen for fri abort.
Det er på tide, vi vågner og beder for livet.