Livet handler om at blive set
Lise Lotte Kjær er døvepræst på
Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
Fortællingen om Jesus og den døve volder problemer og provokerer. Jeg kender mange døve, der virkelig har hadet den og følt sig skidt tilpas, såret eller rasende ved at læse den.
Under læsningen opstår sådanne spørgsmål: Hvad har Jesus gang i? Hvem er denne Jesus, der ønsker at gøre en døv mand hørende?
Er Jesus ligesom dem, der synes, at det at være døv i sig selv er en fejl noget, der skal repareres væk for enhver pris?
Er det hans mål at udrydde døvhed?
Hvad så med tegnsprog og døves fællesskab? Hvad med stoltheden og glæden ved at være døv, ved eget modersmål: dansk tegnsprog?
Historien om Jesus, der helbreder en døv, er endvidere blevet misbrugt gennem mange år. Man har sagt: Åh, de stakkels døve. De kan jo ikke høre, og hvor var det godt, at Jesus gik hen og hjalp en af dem, så han kom til at høre igen.
Der er mange måder at få historien galt i halsen på. Særligt fordi der nemt kommer fuldstændigt fokus på ørerne og på det at høre.
Hvordan kommer vi så ordentligt i dialog med denne historie?
Her fra vores sted og vores tid er der lang vej til at nå den. Der er lang vej til Israel, der ligger i Mellemøsten i et semitisk sprogområde. Døve børn er først blevet samlet på skoler og undervist her i Danmark fra 1806, og de første døve børn blev konfirmeret i 1812, så der er i tid sandelig også meget lang vej herfra og tilbage til Jesus som historisk person.
Tiden nu og dengang repræsenterer to meget forskellige opfattelser af mennesket.
Vi ser ofte et menneske helt for sig selv løsrevet fra relationer til andre. Som et enkeltindivid. Det er der også nogle læger, der gør. I objektivitetens navn mener de at vide, hvad der er godt for et menneske. Hvis det har en fysisk fejl, er målet reparation. I det fagområde, der hedder medicinsk etik, har man kaldt denne tilgang for apparatsfejlmodellen. Det er den tanke, at fejl og mangler for enhver pris skal udbedres.
På Jesu tid og på dette sted kendte man slet ikke til at se et menneske på den måde. Det lod sig ikke gøre at se et menneske objektivt. Et menneske blev dengang aldrig opfattet som et biologisk fænomen eller som summen af en række fysiske funktioner, der enten virker eller ikke virker.
Et menneske var og blev et individ, der hørte til i en gruppe. Dets væren blev ikke forstået gennem en læges briller. Men ud fra spørgsmålet: Hvor er din plads i din gruppe?
Vi kan da ud fra fortællingen stille dette spørgsmål: Hvordan kommer et menneske til at se sig selv, som det er, med kærlige øjne lånt af Gud?
Jesus er et barn af sin tid, og et barn af evigheden. Han har samfund og fællesskab for øje. Alle er inkluderet. Han ser hele mennesket. Han spejler det og følger det ind i varmen.
Da ællingen i H.C. Andersens eventyr endelig spejler sig i søens klare, blå vand, ser den pludseligt sig selv.
Intet er forkert. Alt er ganske rigtigt. Hvad de andre havde sagt, passede ikke! Vandets spejl taler sandt.
Den grimme ælling finder sig selv og sin plads i fællesskabet med svaneflokken.
Det handler om at blive fundet og set, om at finde og se sig selv og om at finde og se andre mennesker. Disse tre udgør hele livet!
Ofte har jeg stået sammen med konfirmander ved døbefonten. Konfirmanderne har set ned i vandet og har fået øjenkontakt med sig selv. Som noget velkendt at se sig selv og dog noget skelsættende nyt.
Vandet i døbefonten er det spejl, som Gud har givet os. Hvis nogen tillader sig at sige, at vi er aparte, og at vi skal kanøfles, skal vi vide, at han hvisker sandheden i vort hjerte, at vi er hans elskede børn. At vi er mere værd end guld.
