Drengen Vita levede som hund

Vitas mor forlod ham, da han var 18 måneder gammel. Derefter levede han i fire år som et dyr i en lejlighed i Moskva – alene med to hunde.
Vita gøede så højt, han kunne. Han var sulten. Hundeskålen var for længst tømt. To hunde, større end ham selv, istemte hans gøen. Væggene i den lille russiske lejlighed var tynde, og larmen ville ingen ende tage. I flere dage lød der uophørligt larm af hundeglam. Naboerne lod som ingenting. Det er slemt at spærre hunde inde i en forladt lejlighed uden mad, men dette var værre: Sammen med de to hunde boede der et lille barn. Vita, en sød, lyshåret lille fyr, vidste bare ikke, at han ikke var en hund. Hvordan han overlevede, er og bliver et mirakel.
– Da Vita blev født, bragte hans mor ham til sygehuset, for at han kunne få de påbudte vaccinationer. Men hun glemte at følge op på vaccinationerne, fortæller Lilit Gorelovi, som i dag er Vitas plejemor. Helt tilfældigt kom en læge til at kigge i Vitas journal og konstaterede, at han stadig manglede nogle vaccinationer.
Den omhyggelige læge tog hen til familiens lejlighed, men fandt den aflåst. Han tilkaldte politiet. Da politiet kom og hørte hundeglam, brød de døren op.

Det syn, der mødte politiet den dag i november 2005, slog dem med bestyrtelse: Den lille dreng troede, han var en hund! I fire år havde han levet som en hund, spærret inde og uden kontakt med mennesker. Han spiste som en hund, og han sov som en hund, rullet sammen mellem sine pelsklædte venner.
Fra han var atten måneder gammel, var han blevet opdraget af de to godmodige hunde. Efter forældrenes skilsmisse havde moderen ladet ham blive tilbage i lejligheden – i de to dyrs ”varetægt”. Hver anden eller tredje uge kom hun forbi, fyldte foder i hundeskålen og forlod igen lejligheden.
Hans bedstemor kendte også til hans opholdssted, men hun foretog sig ikke noget for at hjælpe ham. Vita havde boet og levet med hunde som eneste selskab. Bestyrtet kørte politibetjentene det forvirrede barn på sygehuset. Vita græd og slog ud efter alle, som forsøgte at hjælpe ham.
– Han var nøgen og fuldstændig indsmurt i afføring. Hans hår var langt og filtret. Den eneste ”pleje”, han havde fået, var hundetunge-vask. Han kunne ikke sige et eneste ord, forklarer Jon Blume, som er missionær og bor i Moskva.
– Han havde aldrig sovet alene og slet ikke i en seng. Han vidste ikke, hvordan mennesker normalt spiser, og den mad, man gav ham, så anderledes ud og smagte anderledes end det, han var vant til.

Ergo slog Vita fra sig. Han gøede. Han forårsagede så megen tumult, som kun en femårig kan gøre det. Lægerne på sygehuset spurgte sig selv, hvad de dog skulle stille op med dette forstyrrede barn. Hvem ville tage et barn til sig, som var så skræmt? Hvordan skulle han nogensinde kunne blive normal?
Til sidst var der en, der fik en idé:
– Hva’ med Lilit og Sasha Gorelovi? Dette kristne ægtepar, som tager traumatiserede børn til sig? House of Mercy?
Lilit og Sasha Gorelovi driver sammen et rehabiliteringshjem i Moskva for børn, der er blevet forladt af deres forældre, og de havde ry for at tage sig af særligt svære tilfælde. Vita levede om nogen op til dette kriterium. En sygehusansat ringede til Lilit og Sasha. Denne beslutning gav Vitas liv en ny drejning.

Lilit havde som nævnt allerede en del erfaring med børn fra svære forhold og var helt sikkert den bedst tænkelige person til denne udfordring. Alligevel havde heller ikke hun nogensinde før set sådant et barn.
Da hun første gang mødte Vita, tabte hun næsten helt mælet af sorg.
– Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, husker hun:
– Hvordan udvikler en dreng sig, der er blevet opdraget af hunde? Men Gud talte til mit hjerte: ’For mig er intet umuligt.’ Jeg havde forsøgt at forberede mig på dette møde, men alligevel blev jeg chokeret og følte en dyb smerte. Denne dejlige lille dreng kunne for eksempel ikke gå på to ben. Når han ville et sted hen, lod han sig falde ned på alle fire – som en hund. Jeg lagde mærke til, at hans hænder var meget større end hos andre drenge på hans alder. Også lægerne havde bemærket dette og mente, det lå i, at han brugte dem som poter til at skubbe kroppen frem med.
I sådant et øjeblik er bøn virkelig det eneste, vi kan ty til, indtil vores forstand bliver i stand til at fatte, hvad vi ser.
I december 2005 kom Vita til sit første virkelige hjem. I de følgende uger skete der så godt som ingen forandring. Han slog ud efter alle, som forsøgte at hjælpe ham. Ude af stand til at stå oprejst i mere end fem minutter ad gangen, lå han det meste af tiden på gulvet og kom med uartikulerede lyde. I stedet for at gå kravlede han på alle fire. En af de ting, han var mest bange for, var toilettet. Når nogen prøvede at hjælpe ham med at bruge det, stødte han dem fra sig med et højt skrig og bed efter den, som ville hjælpe ham.
– Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at disse måneder var en fredelig tid, men jeg lå mange nætter vågen i min seng og græd. Jeg bønfaldt Gud om et mirakel, som var større end alt, hvad jeg hidtil havde set, fortæller Lilit.

Efter nogle måneder fulde af kampe og nederlag traf Lilit og Sasha en svær beslutning, som dog til syvende og sidst skulle vise sig at være den bedste for Vita. De indså, at de bedst kunne hjælpe Vita, hvis de fik professionel hjælp.
Som socialarbejder kendte Lilit Ruslands bedste børnepsykiatriske klinikker. Hun ringede til en af dem og fik at vide, at hvis Vita boede der en tid, ville psykologer og psykiatere arbejde med ham. På baggrund af en detaljeret analyse ville de rådgive Lilit og Sasha om, hvordan de bedst kunne omgås ham for at hjælpe ham til at blive en normal dreng.
– Vita tilbragte tre måneder på klinikken, og når vi ringede dertil, var de utilbøjelige til at fortælle nyt og gav samtidig udtryk for, at de ikke forstod, hvorfor vi overhovedet ville have ham hjem igen. Vi frygtede, at Vita aldrig igen ville kunne forlade klinikken. Alt, hvad vi kunne gøre, var at lægge ham i Guds hænder, fortæller Lilit.
– Men vi opgav ikke Vita, fortsætter hun, og til sidst –efter utallige henvendelser til klinikken og hundredvis af timer i bøn – fik de lov til at tage Vita med hjem i marts 2006.

I løbet af godt to år har Vita gjort forbløffende fremskridt. I hans karakterbøger fra skolen står der, at han er fredsommelig, godmodig og ikke aggressiv. Han har dog problemer med, at han hurtigt bliver træt, og han taler kun om sig selv i tredje person.
– Gud har lært mig så meget gennem hele forløbet her. Tålmodighed, kærlighed, mod, tro. Ethvert nok så lille fremskridt, Vita gør, giver mig nyt mod og er hvert for sig et svar på bøn. Han lever i en 8-årigs krop, men han leger som en 4-årig, føler som en 2-årig og har en logik som en 5-årig, siger Lilit.
Lilit og Sasha er overbeviste om, at hvis de fremover står bag Vita, vil Guds kraft åbenbare sig for deres øjne, og de vil se et stort under – et under på to ben!
– Som så mange andre børn i vores liv er Vita et af de hundredtusinder af børn, som Satan har forsøgt at stjæle, forklarer Lilit, og tilføjer:
– Men med Guds hjælp kan vi være med til at ændre udgangen på historien. For Gud er ingenting umuligt.

Uddrag af artikel fra tidsskriftet ”Charisma & Christian Life”.