Forventningens tone
Carsten Haugaard Nielsen er sognepræst i
Tyrstrup og Hjerndrup sogne ved Christiansfeld.
Ethvert musikstykke har en grundstemning. Den kan være trist som en novemberdag, hvor himlen er sort, og det aldrig bliver rigtig lyst. Eller den kan være lys og legende som en sommerdag ved havet.
Stemningen afspejles i stykkets tema. I dets tempo. Ja, i hele dets komposition. Og ofte formår musikken med sit sprog at nå vore følelser og udtrykke, hvad ord ikke formår.
På samme måde har adventstiden sin grundstemning af forventning. Adventstiden er som et musikstykke, der gennemspiller forventningens tema gennem fire søndage.
Forventningen mærkes i de sange, vi synger, og i de traditioner, der hører tiden til. Adventskransen bringer midt i den golde vintertid håbets grønne farve ind i vore stuer. Den minder os om liv, der skal komme. Vi tænder lys i kransen. Lysene spreder det dunkle og triste, og taler deres eget sprog om, at mørketiden ikke varer ved.
Forventningen mærkes også i søndagens bibeltekst. Det er sabbat i byen Nazareth. Mere end nogen anden sabbat i Nazareth er det forventningens sabbat.
Det var gået fra mund til mund, at Jesus ville komme. Har du ikke hørt, at han har prædiket i mange synagoger i omegnen? Hans ord er ikke som andres, siger de, der har hørt ham. Det er, som om Gud er i dem. Og så har han gjort undere. Store ting som ikke er set siden de store profeters dage. Han kommer. Mon han er den, Gud har lovet skal komme?
Jesus træder ind i synagogen og begynder med at læse fra Esajas bog, og ordene skubber endnu mere til forventningen. De forløser den tætte stemning. Ordene virker som et prik på en boble, der er næsten færdig til at briste. Ja, ja, siger nogen. Ja, mumler flere. Nu er Guds rige kommet.
Så siger Jesus: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.
Da brister boblen af fortættet stemning. Alle giver de ham deres bifald. De føler dybt inde Guds nærvær. Så bliver der stille. Hvad nu? Hvad vil han sige? Hvad vil han gøre? Da er der én, der mumler: Det er jo bare Josefs søn. Hold nu op! Alt det gamle sludder!
Og så vender stemningen. Hvor de før troede, han var Messias, drager de nu hastigt den konklusion, at han har ført dem bag lyset.
Forventningens boble var en sæbeboble, der skinner flot i lyset, men intet indhold har. Til sidste forsøger de at slå ham ihjel.
1. søndag i advent er forventningens søndag. Beretningen fra Nazarets synagoge sætter fokus på et bestemt spørgsmål: Vil vore forventninger blive opfyldt? Eller vil de briste som sæbeboblen?
Beretningen spørger: Alle de fine og dyre ord i kirken. Om lys i mørke. Om håb. Om forløsning og frelse. Er der indhold i dem? Eller er det stemning og smuk tale og retorik og… ingenting? Som en sæbeboble.
Spørgsmålet er vigtigt. 1. søndag i advent er også begyndelsen på et nyt kirkeår. Og hvad er mere vigtigt end at begynde en ny sæson med at spørge: Er der indhold i alt det, der sker i kirken med alle dens ord om Gud?
Spørgsmålet er åbent. Det er til os. Vi må hver især træffe vores egen afgørelse. Ingen kan gøre det for os. Jesu eget svar til os i dag er det samme som i synagogen i Nazareth: Ja – det er sandt, siger han. Det er virkeligt. Gud har mødt din forventning. Gud er blevet menneske.
Jesus har båret din skyld og død. Han er dig nær igennem alle dine dage. Engang skal du opleve frelsen og leve i Guds lys. I dag er det opfyldt!
Og spørger vi tilbage: Jamen, hvordan kan jeg vide det? Da svarer Jesus tilbage i dag som dengang: Det kan du ikke vide. Du kan kun tro det.
At styrke den tro. At nære den. At holde den ved lige og lade den vokse. Igen og igen at slå forventningens tone an – det er, hvad gudstjenesten skal. I både adventstiden og gennem hele kirkeåret.
Ugens prædiken er udsendt af Kristeligt Pressebureau.
