Bethlehemsstjernen var ikke bare et eventyr

Den 17. juni år 2 f.Kr. mødtes de to tydeligste stjerner på aftenhimlen, Jupiter og Venus, nær Regulus i stjernetegnet Løven. Man har set dem som én mægtig stjerne!Bibelens beretning om de vise mænd fra Østerland stemmer godt overens med astronomien.Vi kan i dag med moderne computerteknik fastslå, at der faktisk var nogle ganske opsigtsvækkende fænomener på stjernehimlen netop på den tid.
Derfor er det også sandsynligt, at nogle ”vise mænd fra Østerland” (som var astrologer) undersøgte, hvad disse nye fænomener mon skulle betyde.
De rejste først til Jerusalem, fordi fænomenerne skete i Løvens stjernebillede, som var knyttet til Judas stamme. Og her fra blev de vist videre til Betlehem af de jødiske teologer.
De vise mænd kom østfra. Og både i Persien (Iran) og Babylon (Irak) kendte man meget til planeternes baner.

Denne viden forsvandt desværre. Men i 1609 kunne matematikeren Johannes Kepler fastlægge de love, som planeterne bevæger sig efter.
Kepler så i stjernerne den gode Guds almagt, selv om han ikke ville indordne sig under hverken den katolske eller lutherske ortodoksi.
Hans chef og modsætning var danskeren Tycho Brahe, som var en drukkenbolt og levemand, der havde mistet sin næse i en duel. Brahe døde efter en stor middag, formentlig af urinforgiftning.
Brahe skjulte endda sine observationer for den unge geniale assistent, så han ikke skulle overgå Brahe som datidens største astronom…
Kepler opdagede, at Mars og de andre planeter ikke bevægede sig i cirkler, som Kopernicus var gået ud fra, men i ellipser om solen.
Da Brahe døde, fik Kepler adgang til hans observationer. Nu kunne han udforme lovene for „det harmoniske univers“ i bogen ”Astronomia Nova”.

Den „gamle“Betlehems-stjerne

Med denne viden forsøgte Kepler at regne sig frem til den stjerne, som vismændene så på vej til Betlehem. Han opdagede, at Jupiter og Saturn havde stået tæt omkring år 7 f.Kr. i Fiskenes tegn.
Kepler mente, at påvirkningen mellem planeterne havde skabt en ny stjerne – sådan som det skete ved en lignende konjunktion i 1604 – på Keplers tid. (Desværre var han så uheldig, at han ikke selv så den, fordi der var overskyet den 10. oktober i Prag.)

Astrologi-gale

„Jeg tvivler ikke på, at Gud ville have nedladt sig for at fange kaldæernes lettroenhed,“ skrev Kepler, som selv var overbevist om, at Gud havde koordineret stjerne-fænomenet med Jesu fødsel.
Kaldæerne var navnet på dem, der boede i Babylon mellem Eufrat og Tigris – dvs. vore dages Irak.
Ordet kaldæer kommer af kalda, som var navnet for dyrkelsen af stjernerne. De vise mænd fra Østerland var formentlig astrologiske præster.
På den tid troede babylonerne, at de ud fra nøjagtige observationer af stjernene kunne forudse begivenheder. Ganske vist udartede dette til vild overtro, men også i Europa var man i middelalderen og renæssancen meget optaget af astronomi OG astrologi – altså ikke blot af at betragte og beskrive stjernerne, men også at fortolke. Også videnskabsmænd troede, at stjernerne påvirkede det, der skete på jorden. (Og vi véd jo også, at månen har betydning for flodernes oversvømmelser, så helt galt var det jo ikke.)

Jesus i stjernerne

Dengang kendte man også til de oprindelige stjernetegn, der har mange ledetråde til profetierne om Jesu fødsel.
Shakespeare skriver f.eks. et sted om Jomfruens stjernetegn: „the good boy in Marys lap“ – den gode dreng på Marias skød. Og på gamle tegninger af dette tegn bærer Jomfruen (Maria) et barn (stjernebilledet Koma) i stedet for som nu kun sit hår. (Alt dette er beskrevet i min bog ”Jesus i Stjernerne”.)

Astrologisk almanak bekræfter

Den danske biskop Münster skrev i det 19. århundrede om konjunktionen af Saturn og Jupiter uden at nævne Keplers ekstra nye stjerne, og det er fortsat den konjunktion, der regnes for Betlehems-stjernen af bl.a. teologen Hartvig Wagner, som har skrevet et spændende lille hæfte om „Stjernen over Betlehem“.
Det synes også oplagt:
Saturn er nemlig i astrologien knyttet til jødefolket, Jupiter er den store konge-planet og Fiskenes Tegn blev symbolet for de kristne.
Et fund af en kileskrift-almanak fra år 7 f.Kr. i Sippar (i dag Abu Habbah, sydvest for Bagdad) viser da også, at astrologerne forud vidste om den forestående konjunktion.
Hidtil har man også ment, at den frygtelige Kong Herodes døde år 4 f. Kr. Og så kunne Jesus godt være født ca. 2-3 år før. (Herodes dræbte jo alle drenge under to år).

Kong Herodes døde først år 1

Men nu er der rokket ved denne dato.
Kilden var nemlig den jødiske historiker Josephus’ værker, hvori han bl.a. fortæller om Herodes’ død i forbindelse med en måneformørkelse, som er fastsat til år 3-2 f.Kr.
Men en undersøgelse arrangeret af British Museum af de tidligste af Josephus’ manuskripter har vist en kopi-fejl. En bogtrykker, som satte Josephus’ værk om jødernes historie (Antiquities) op i 1544, fik ikke gengivet manuskriptet korrekt. Det viser sig, at alle tidligere manuskripter af Josephus understøtter, at Herodes døde år 1 f. Kr.
Josefus skriver, at Herodes døde efter at have brændt den jødiske præst Matthias og hans tilhængere levende. For den samme nat var der en blodrød måneformørkelse. Og ganske rigtigt var der en delvis måneformørkelse i år 4 f.Kr., som dog næppe kunne ses, men der var en total måneformørkelse d. 10. januar år 1 f.Kr. Her har det set ud, som om månen blev til blod. Meget passende for en paranoid barnemorder, som også havde udryddet en stor del af sin egen familie.

Kun et forspil for den store stjerne?

Så fænomenerne år 7 var måske kun et forspil, der vakte astrologernes opmærksomhed, før den virkelige Betlehems-stjerne viste sig år 3-2 f.Kr.
Den 17. juni år 2 f.Kr. kl. 20.02 mødtes nemlig de to stærkest lysende planeter på vesthimlen, Jupiter og Venus, med en minimal afstand på kun 3 bueminutter (3/60 grad).
Man har derfor set dem som én meget iøjnefaldende stjerne!
Allerede den 12. august år 3 var Jupiter og Venus mødtes, men da med ca. 12 bueminutters afstand. Selv om det ikke har været samme formidable syn, så har det formentlig blæst turbanen af astrologerne i Østen. Dette måtte betyde en stor ny hersker.

Kongernes konge og Himmeldronningen

Jupiter er nemlig fra ældgammel tid betragtet som Konge-planeten (gudernes gud) pga. sin størrelse set fra jorden.
Og Venus kaldes den lysende morgenstjerne i Bibelen. Venus forbindes i astrologien med modergudinden – Isthar hos babylonerne, Isis hos egypterne, den nordiske Freja, den græske Aphrodite. Altså en meget vigtig gudinde/stjerne for dem – noget tyder på, at forbilledet var Noas hustru – eller måske Eva.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Stjernen stod stille!

At Jupiter den 14. september tilmed kom i konjunktion med Regulus, en anden kongestjerne, har overbevist astrologerne om, at en ny stor hersker måtte være på vej.
Men ikke nok med det.
Jupiter fortsatte forbi Regulus, men standsede så – „stjernen stod stille“ (Matt. 2,9) – for derefter at gå tilbage og passere Regulus igen den 17. februar år 2 og endelig en tredje gang den 8. maj!
Formentlig besluttede vismændene at rejse allerede efter Jupiters første møde med Venus (d. 12.8. år 3) eller Jupiters møde med Regulus (d. 14.9).
At stjernerne mødtes i Løvens stjernebillede fik astrologerne til at rejse til netop Jerusalem, for Løven er Judas stjernebillede. (Judas Løve – se f.eks. 1. Mos. 49,9 eller Hos. 5,13).

Kan en ”stjerne” det?

Når man her taler om ”stjerner” er der ikke tale om fixstjerner, men om planeter, som jo bevæger sig. Når to eller flere planeter kommer meget tæt på hinanden – set fra jorden, – kalder man det en konjunktion. Planeterne kan være millioner af kilometer fra hinanden. Men de befinder sig i forskellige baner. Og set fra jorden ser de ud til at stå helt nær.
På grund af jordens omdrejning og planeternes forskellige hastigheder og ellipseformede baner, kan det fra jorden se ud, som om de foretager en sløjfeformet bevægelse. Det var netop det, der skete med Jupiter, Venus og Regulus.

På vej til Betlehem

Kan det så passe, at „stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var“, som tolderen Mattæus (2,9) fortæller med sit ikke-astrologiske sprog?
Ja, for efter at Jupiter den 14. september år 3 har været i konjunktion med Regulus, fortsætter den og „vender om“ og passerer igen Regulus den 17. februar år 2 – og står så næsten stille tæt ved Regulus, indtil den 8. maj igen passerer Regulus. Denne sløjfe har været tolket som, at stjernen stod stille.
Men det er nok mere sandsynligt, at de så „stjernen stod stille“ den 17. juni år 2. Da kom Jupiter og Venus nemlig igen i konjunktion nær Regulus – og dette ville se ud som én lysende stor stjerne på aftenhimlen, der stod stille, indtil den gik ned i vest i retning mod Jerusalem – set fra Babylon.
Hvis vismændene befandt sig øst for Betlehem, mens den store stjerne gik ned i vest, så kan det bogstaveligt talt have set ud, som om stjernen stod stille over stalden, hvor Maria havde født Jesus-barnet!
„Da de så stjernen, var deres glæde meget stor“, skriver Mattæus (2,10).
Vi ved ikke, om han henviser til de første konjunktioner af Jupiter, Venus og Regulus omkring vores „juletid“ – eller til den helt store stjerne den 17. juni.
Det sidste er nok det mest sandsynlige. (Der var jo nemlig hyrder på marken – så juni er mere sandsynlig end om vinteren.)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Svar til dem, der ikke søgte

Hvilken bekræftelse har disse stjernefænomener ikke været for dem, der troede på astrologien!
De vise astrologer har kunnet rejse tilfredse hjem og fortælle om en ukendt ny verdenshersker – og få generationer senere var troen på Jesus Kristus også kommet til deres lande.
Betlehemsstjernen er et vidunderligt eksempel på, at Gud rækker ud til alle:
„Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte, jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig“ (Esajas 65).
Astrologi som religion advares der imod i Bibelen. Og med god grund, for kanaanæerne, som boede i Israel før jøderne, ofrede små børn til stjernerne.
Men stjernerne kan altså også være tegn fra Gud.
Betlehems-stjernen var fra tidernes morgen fastlagt i stjernernes baner, så den i „tidens fylde“ kunne bekræfte, at Gud havde sendt sin frelser til verden.
Han var Judas Løve, han var også barnet i Jomfruens stjernebillede.
Ja, alle stjernetegnene fortæller i virkeligheden bibelhistorie. Hvordan det er gået til, er svært at fatte. Vi ved blot, at det ikke er en efter-kristen rationalisering. Stjernebillederne var navngivet allerede på Jobs tid – formentlig over 2.000 år før Kristus.
Job siger i Bibelens formentlig ældste bog: „Han skaber Løven og Orion, Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen.“ (Job 9,9).
I Vægtens tegn kan vi f.eks. se korset, det slagtede lam og kronen. Vædderen var oprindelig et slagtet lam. Fiskene er det kristne symbol. Vandmanden er Helligånden, som udgydes (og ikke en ny ikke-kristen tidsalder, som New Age-folk tror).
Ved siden af Fiskenes tegn findes Andromea – den lænkede kvinde, bruden, som i Vædderens tegn løses af brudgommen Cepius, den kronede konge. Osv.
Den research i stjernehimlen på Jesu tid, som denne artikel bygger på, er udført af videnskabmænd med forskellige religioner og uden nogen skjult agenda om at bevise Mattæus-evangeliets troværdighed.

Også andre fænomener

Ud over konjunktionen i år 7 f.Kr. (Keplers opdagelse) var der en besynderlig march af stjerner på række den 17. april år 6 i Vædderens stjernebillede.
På række efter Venus kom Saturn, Jupiter, Månen, Solen, Mars og Merkur! Og der er flere andre fænomener, som vi ikke har plads til at omtale her og nu.
Men Jesu fødsel blev i hvert fald markeret med påfaldende pomp og pragt på stjernehimlen!