Birgitte bor med sin familie i Kenya

Birgitte Pedersen fra Esbjerg er missionær og direktør i Kenya. Og her blev hun boende med mand og børn, da en stammekrig brød ud. For hun regner med Gud.Det er fascinerende at møde almindelige mennesker, som gør noget ualmindeligt. At noget ordinært bliver ekstraordinært. At hverdagen får lyspunkter og bliver til højtid.Sådan et liv har Birgitte Pedersen – før bosat i et almindeligt parcelhus Esbjerg, nu i en stor bungalow i det kenyanske højland. Før var hun sygeplejerske med en hverdag som så mange andre danskere. Nu er hun sammen med sin mand Søren direktør for et byggefirma med over 20 ansatte. Mechai, som firmaet hedder, bygger over 100 kirker om året i Kenya og Sydsudan, foruden skoler, klinikker og børnehjem. Og Birgitte trækker i trådene fra kontoret i byen Eldoret, holder regnskab, udbetaler lønninger, sender nyhedsbreve hjem og meget mere.
Selv får Birgitte og Søren Pedersen deres faste løn fra kirker, familie og venner i Danmark. Så kan gaver gå ubeskåret til projekter gennem firmaet Mechai. Parret er udsendt af Pinsekirken i Esbjerg.

Men hvordan blev sygeplejersken Birgitte i Danmark til missionær og direktør i Kenya?
– Vi havde begge et kald til at være missionærer, da vi blev gift, fortæller Birgitte, da vi møder hende i en kaffepause på kontoret i bungalowen.
– Jeg troede, vi skulle ud ret hurtigt, men der var ingen døre, der åbnede sig. Så besluttede jeg mig for at blive sygeplejerske og søgte ind på Sygeplejeskolen. Og jeg kom ind på trods af, at de kun havde plads til 80 ud af 400 ansøgere. Så vidste jeg, at vi ikke skulle til Afrika lige nu. Så vi glemte alt om det der med Afrika. Og jeg blev færdig med min sygeplejerskeuddannelse i 1988.

Men så skete der noget. Birgittes mand Søren blev tilbudt at komme med sin præst på en rejse til Kenya og Uganda.
– Han kom hjem med et brændende kald til Afrika. Det skete på et tidspunkt, hvor vi mindst havde ventet det. Jeg havde et godt arbejde som sygeplejerske, som jeg elskede, vi havde det godt med vores menighed og familie og venner, og vi havde eget hus og en lille dreng.
– Alt det der, det kan man da ikke rejse fra, tænkte jeg. Man kan heller ikke tage sådan en lille dreng med til Afrika! Men Gud stadfæstede det også for mig. Jeg kunne dårlig nok læse et ord i Biblen, uden at det talte om, at vi skulle til Afrika. Så det gjorde vi i juli 1991…

Og det blev så til noget helt andet. Søren havde fået en vision om at bygge kirker på samlebånd, og det ligger jo ikke just til højrebenet for en sygeplejerske.
Hvordan havde du det med det?
– Til at begynde med savnede jeg meget mit arbejde som sygeplejerske, men nu trives jeg med det administrative arbejde. Det er alt lige fra regnskab, korrespondance og nyhedsbreve – og behandling af de rapporter og billeder, montører kommer hjem med fra et byggeri.
Der er også personalepleje med i jobbeskrivelsen.

Og her får Birgitte brug for sin ekspertise som sygeplejerske:
– Det sker, at medarbejdere skal have råd i forbindelse med et helbredsproblem. Nogle gange kan man blive rystet over, at en eller anden læge skal have en hel månedsløn for at behandle dem! Jeg ser så på deres blodprøvesvar, og de fejler måske slet ikke det, lægen siger. Så sender jeg dem til en anden læge, og så viser det sig, at de fejler noget helt andet, og at medicinen kun koster en brøkdel af, hvad den første læge skulle have.
Birgittes sygeplejeuddannelse er faktisk også en lederuddannelse, fortæller Birgitte:
– Du lærer at sætte andre i gang, at uddelegere arbejde og have overblik. Og det har jeg brug for her.

I rejste ud med en lille dreng. Hvordan gik det egentlig med Lars Ole? Du var lidt nervøs for at tage ham med…
– Jeg havde jo aldrig været i Afrika. Jeg havde dårlig nok været uden for Danmarks grænser, og havde fx aldrig været ude at flyve. Så har man et billede af Afrika, at det er ude i bushen, og at man drikker vand fra floden. Så jeg tænkte: Så vanskelige forhold kan man ikke byde børn!
– Men vi bosatte os i en større by, hvor der er vand og gode forhold, så jeg blev meget overrasket over, at vi kan have det så godt. Og det betyder meget som familie, at man har det godt i det daglige, når man ikke bare skal være herude i 3-6 måneder eller et år. Så kan man holde ud at tage nogle lange, seje træk.

I 2008 udbrød der uroligheder i landet – ikke mindst i Eldoret.
– Nytårsaften så vi et kæmpe bål fra vores stuevindue. Det var fra en forstad få kilometer fra vores bopæl, hvor det ene hus efter det andet blev brændt.
– Da vore nærmeste missionærvenner ”flygtede” fra Eldoret, overvejede jeg, om jeg og børnene skulle gøre det samme, især fordi mine bekymringer var ved at tage overhånd, fortæller Birgitte.
Men hun bad Gud vise hende, om de skulle blive eller ej. Og næste morgen kom bønnesvaret. Hun læste i et andagtsblad, at Gud er vor beskytter uanset omstændigheder.
– Fra da af havde jeg fred i at blive – også da der var voldsomme skyderier blot 500 meter fra vores bopæl, fortæller hun.

Da Birgitte fortalte om sine bekymringer og Guds bekræftelse, sagde sønnen: ”Det kunne du bare have spurgt mig om. Jeg vidste hele tiden, at vi skulle blive.”
Birgitte og Søren blev involveret i at hjælpe mange, der havde måttet flygte fra hus og hjem – og som havde mistet alt, hvad de ejede og havde.
– Vi havde en familie boende i to uger. Heldigvis havde vi nok mad i huset, fortæller Birgitte. – Vi tænkte nogle gange på, hvad vi skulle gøre, hvis nogen kom og spurgte efter vores gæster. Da kunne vi ikke lade være at tænke på, hvordan det var for danskerne at skjule jøderne under Anden Verdenskrig.

Birgitte og Søren har fået flere børn, siden de kom til Afrika. Marianne er færdig med sin amerikanske studentereksamen på kostskolen Kijabe ca. fem timers kørsel fra hjemmet. Hannah går i 9. klasse på skolen i Kijabe, og lille Susanne er ikke så lille længere, men går i 7. klasse på en lokal engelsk skole.
Hvad siger du som mor til at have dine børn til at vokse op herude i Kenya, sammenlignet med et parcelhuskvarter i udkanten af Esbjerg?
– Som familie tror jeg, vi er mere sammen end danske familier. I Danmark går det ene barn til noget den ene aften, og det andet barn til noget andet aftenen efter. Det kan være svært at få samlet hele familien. Herude render vi ikke til noget om aftenen. Så vi er meget sammen som familie.

– Jeg tror også, børnene er beskyttede mod megen umoral, som findes i Danmark. Og det vil vi selvfølgelig snakke med dem om, og vi vil hjælpe dem til at tage deres egne standpunkter, når de vokser op.
– For mig er det allervigtigst, at de har det godt, hvor de er, også nu, hvor vi har måttet sende vores børn forholdsvis tidligt på kostskole. Den ældste pige blev 12 år dagen efter, at vi afleverede hende dernede, og jeg savnede hende og tænkte: Hvad har vi dog gjort? Men det har alligevel været vigtigst: Hvordan har de det? Har de det godt? Trives de? Og heldigvis trives de, hvor de er, alle sammen.
Den ældste, Lars Ole, er elev på Mariager Højskole.