Bibelen gælder
– Folkekirken har lige nu en historisk chance for at formidle sit budskab, fastslår Sigurd Barrett.Sigurd Barrett fyldte Københavns Domkirke til bristepunktet, da han Palmesøndag præsenterede sin seneste satsning Sigurd fortæller Bibelhistorier sammen med sin nye makker: Tøjdyret Snapper.
De tog børnene på en rejse fra Paradisets have, Jeriko og Jonas i hvalen, til Jesus´ fødsel, dåb og påsken i Jerusalem.
– Bibelens historier er eviggyldige og fyldt med stærke budskaber, som børn i 2010 har rigtig godt af at lære, siger han til Folkekirken i København.
Sigurd Barrett og Snapper drager nu på en turne med bibelhistorier og sange til 44 kirker i hele landet.
– Der er for mange hjem i dag, hvor kristendom er tabuiseret. Min egen tro er lys og let og positiv, siger han.