SOS Vor Herre

Hjemturen fra Luxembourg startede med, at jeg opdagede, at en eller anden havde moret sig med at lave en lang ridse på bildøren. Ærgerligt.Men det var der også en, der gjorde, da bilen var fabriksny, så jeg vidste, jeg kunne male forsigtigt henover.
Bilen var brændende varm. Min veninde følte sig snart utilpas – begyndte at klage lidt. Hun så bleg ud. I spisepausen lod hun maden stå urørt og ofrede i stedet noget af tidligere måltider.
I Hamborg fik jeg tre ting til overvejelse: Trafikken på motorvejen stod stille, en advarselslampe begyndte at lyse, og min veninde stod ud af bilen for igen at ofre over rækværket i nødsporet.
I bilens instruktionsbog stod noget om ”gas-pedal og kør til nærmeste værksted”. Der var fem km, til vi kunne komme af motorvejen ved en benzinstation. Det ville tage os flere timer at nå dertil på grund af køen.
Min veninde så mere og mere elendig ud, køen viste ingen tegn på bedring, og lampen blev ved med at lyse. Noget måtte gøres!
Jeg fandt mit Jesus-kors og lagde det på instrument-brættet. Sammen med min 12-årige på bagsædet bad jeg til, at vi ville blive hjulpet. At min veninde ville få det bedre, lampen holde op med at lyse og køen opløses. I den rækkefølge. Jeg lovede ikke at brokke mig over køen, hvis det andet kom i orden.
Kort efter besluttede min veninde og jeg os for at køre ud i nødsporet. I de sidste par timers ”kø-kørsel” havde mange gjort det. Vi mente, det var forbeholdt sygdomstilfælde og ulykker, men de så ikke ud til at være syge.
Vi tilbagelagde hurtigt den sidste kilometer til benzintanken, hvor jeg spurgte en mand, om han vidste noget om lysende lamper.
Da jeg skulle vise ham lampen, var den holdt op med at lyse. Manden og en politimand, der dukkede op, mente, vi sagtens kunne køre videre. Samtidig fik min veninde det pludselig bedre igen – det totalt blege forsvandt fra hendes ansigt. Hun tilbød endda at køre et lille stykke. Køen viste sig også at slutte netop der.
Resten af turen forløb uden forhindringer, og vi var i godt humør.
Tak!