Kristen musik får bedre økonomi
Internationalt musikselskab har overtaget CMD.Kristen musik har trange kår i Danmark. Men nu er der lys forude.
Distribution af kristne albums har altid haft det svært i lille Danmark. Derfor har så forskellige musikdistributører som Royal og Refleks måttet kaste håndklædet i ringen – sidstnævnte i hvert fald hvad angår det internationale musiksalg.
Senest er Christian Media Distribution (CMD) indgået i den internationale musikgigant Naxos. Med en storebror i Sverige til at varetage lager, logistik og økonomi skulle den danske musiklevering være sikret.
Det fortæller Allan Lorenzen, der har været primus-motor i flere musikselskaber og nu er ansat som direktør i den danske afdeling af Naxos.
– Det betyder, at distributionen af den kristne musik i Danmark nu er lagt i nogle rammer, hvor økonomien er på plads, siger Allan Lorenzen.
Han betegner situationen som den helt rigtige, eftersom det i alle år har været svært at få økonomien til at hænge sammen på et forholdsvist lille marked.
Naxos er et verdensomspændende selskab med det største klassiske katalog i verden.
Selskabet er i Danmark leverandør af klassisk musik til pladebutikker som Fona, Stereo Studio og TP og til boghandlere som Arnold Busck og Bog & Idé. Naxos leverer også musik til salg i supermarkeder.
– Det giver muligheden for at løfte den kristne musik ud i den almindelige verden, fortæller Allan Lorenzen.
Allan Lorenzen afløser Torben Andersen som direktør for Naxos Danmark. Else Winther fra CMD er ansat til at varetage det danske salg sammen med Naxos-kontoret i København.