Helbredt ved at læse i en børnebibel

I Turkmenistan bliver kristne ofte udsat for chikane og undertrykkelse på grund af deres tro.

Gulbahar er en ung gift kvinde i Turkmenistan, selv om hun ligner et barn.

De oplever, at deres gudstjenester og møder bliver afbrudt af det hemmelige politi, at præster og menighedsmedlemmer bliver taget i forhør på politistationen, samt at de bliver truet og presset til at opgive deres kristne tro.
Uanset hvilke former modstanden antager, kan den dog ikke hindre Guds Ord i at virke – også i situationer, hvor alt håb synes at være ude.
Det oplevede en ung turkmensk kvinde, da hun lå for døden med tuberkulose.
Her fortæller en af Dansk Europamissions turkmenske kontakter, Batyr, hvad der skete, da hans hustru Enejan gav en turkmensk børnebibel til sin svigerinde:

”For nylig hørte Enejan, at hendes svigerinde i Turkmenistan havde fået tuberkulose. Hun bor i det østlige Turkmenistan nær Bukhara.
Enijan bad til Gud for svigerinden og hendes familie. Familien regnede ikke med, at der fandtes nogen redning for denne unge kvinde. Gulbahar, som hun hedder, blev sendt på en isoleret afdeling på hospitalet. Alle regnede med, at hun ville dø dér.
I mange måneder kunne hun blot se sin mand og sine to børn gennem et glasvindue,” fortæller Enejan.

En dag i foråret fik Enejan tanken: ”Gulbahar skal have en børnebibel”.
”Gennem telefoner og venner fik de skaffet en børnebibel til den isolerede afdeling. Den blev givet til Gulbahar, og hun begyndte at læse den. Flere rundt omkring hende så bogen.
Da hun læste historierne om Jesus, oplevede hun, at Ordet helbredte hende. De andre så dette og begyndte at spørge efter bogen.
Der blev ligefrem trængsel om at låne ”bogen”. De sloges om at få fat i den, hørte vi.
Mens Gulbahar læste, begyndte tuberkulosen at miste sit greb.
Lægerne kunne ikke forstå, hvad der var sket. De tog mange prøver, men sygdommen var og blev borte. Lægerne fandt ikke rester af tuberkulosen i hendes blod.
I dag er Gulbahar igen hjemme hos sin mand og sine to børn,” slutter Batyr.
– Guds Ord og troen på Jesus helbredte hende.

I den grad undertrykt, at den i virkeligheden ikke eksisterer.
Sådan beskriver Reportere Uden Grænser pressefriheden i Turkmenistan. Organisationen vurderer i oktober hvert år pressefriheden i 175 lande, og i bunden på listen lå sidste år Turkmenistan sammen med Nordkorea og Eritrea.
Landets tidligere præsident, Saparmurat Niyazov, der døde i 2006, blev i udenlandske medier kritiseret for at være en af verdens mest totalitære diktatorer, og han indførte en hel række forbud, fx mod parabolantenner. Men turkmenerne måtte heller ikke have langt hår eller skæg. Ballet, opera og musik på plader, cd’er eller bånd var heller ikke tilladt.
Ifølge landets konstitution er der religionsfrihed i Turkmenistan, men det er en frihed, som har været stærkt begrænset. I 2008 kunne en FN-observatør rapportere, at situationen var blevet noget bedre, men at den stadigvæk lader en hel del tilbage at ønske.
Landets nuværende præsident, Gurbanguly Berdimuhamedow, har gjort livet noget lettere, men der er stadig lang vej tilbage.
Af Samuel Nymann Eriksen