Hvem er det, der rusker?
Har du nogensinde overvejet, hvad der ville ske, hvis vi besluttede at nedlægge alle havelågerne og ligusterhækkene?
Det er noget, som jeg er begyndt at tænke på, efter at vi er flyttet ind i et lejet hus, som ligger i en form for park med en brostensbelagt sti tværs over grunden uden havelåge foran. Det er de sjoveste ting, vi oplever. Folk kommer og banker på vores dør og spørger om vej eller beder om et glas vand at drikke, og når det øser ned uden for, synes man åbenbart, det er helt naturligt at søge ly på vores trappesten.
En dag, mens jeg sad og arbejdede, fór jeg pludselig op af stolen med et forskrækket vræl. Der var en eller anden, der stod og ruskede i døren som en vanvittig. Gennem glasset i døren kunne jeg se, at det var en ældre dame. Så var det nok ikke lige så farligt, som min hjertebanken ellers kunne tyde på.
Jeg lukkede døren op. Damen stak næsten hovedet helt ind i entreen.
– Er der en børnehave her? spurgte hun.
– Øh…nej, svarede jeg. Og hvis ikke det var, fordi jeg var så forbløffet, kunne jeg have tilføjet – i hvert fald ikke lige i øjeblikket, for vores tre børn var ikke hjemme.
– Nå, fortsatte hun og kiggede undersøgende ind i huset, – hvad er der så her? Det var tydeligt at mærke, at hun var ret irriteret over, at jeg sådan stod og spærrede for hendes udsyn.
– Øh…øh…jeg bor her, fik jeg fremstammet.
Da sandheden endelig gik op for damen, kan det nok være, at hun fik fart på. Sjældent har jeg set nogen komme så hurtigt ned ad vores trappe. Det var ellers ærgerligt. Måske kunne hun have trængt til en kop kaffe eller måske kunne jeg have hjulpet hende med et eller andet? Med at finde den rigtige børnehave, for eksempel.
Nu er det ikke min hensigt at gå ud i nattens mulm og mørke og fælde alle ligusterhækkene her i byen, så vi kan komme hinanden mere ved på den måde. Men lad i stedet dette være en opfordring til at fælde sindets ligusterhæk og lade havelågen stå indbydende åben. Så kan det være, at en og anden, der kommer forbi, tør ruske i din dør og bede om hjælp!