Bagerst i køen

Vil du med ud og se helbrederen Hans Berntsen i Køge Frikirke? spurgte min far for nylig…
Og det ville jeg da gerne – især fordi min far har en stor knude.
– Du går op til forbøn ik`? sagde jeg i bilen på vej dertil.
– Nej! Jeg vil bare se, hvordan det foregår, understregede min far. Det havde vi så en lille snak om. Mine argumenter som ”Tåbeligt ikke at prøve, når vi nu er der – det kan i hvert fald ikke skade” prellede helt af på ham. Vi blev ikke spor enige.
En læge havde lige forinden – efter tre måneder med en del hospitalsundersøgelser – erklæret: ”Vi tror ikke, det er noget. Men knuden skal fjernes, fordi den er så stor og kan være…Men nu går det hurtigt!”
Da vi ankom til frikirken, faldt vi straks i snak med Hans Berntsen, der er fra Aalborg ligesom mine forældre.
– Hvordan får jeg min far til at gå op til forbøn hos dig? spurgte jeg undervejs Hans Berntsen.
Da Berntsen så gik i gang med forbøn, kaldte han på min far – inviterede ham op for at overvære, hvordan han hjalp en af deltagerne. Nysgerrighed er et af min journalistfars kendetegn, så det ville han naturligvis gerne se… og da han nu ligesom var deroppe, kunne han selvfølgelig også ligeså godt stille sig i kø og prøve selv – det kunne han godt se, da jeg sagde det og også selv stillede mig i kø.
Bagefter var han glad for, at han gav det en chance.
Der har været en del fine mennesker, der har givet en (h)ånd med ved at bede for min far de seneste måneder – bl.a. et par dage senere i min kirke, hvor et menneske uopfordret tilbød at bede for mig, og jeg oplevede at blive fyldt med meget stærk varme, der fyldte mig i flere dage.
Et par dage efter frikirkebesøget – da vi troede, at nu skulle knuden fjernes, og vi var forberedte på operation, fordi vi havde fået besked på, at det ville gå lynhurtigt – sagde den nye læge med meget stor overbevisning:”Den er godartet. Det er jeg helt sikker på!” Han satte derfor min far bagerst i køen. ”Der går nok mindst seks måneder,” forklarede lægen.
Jeg reagerede umiddelbart ved at forklare, at det skabte angst at gå så længe med en knude i brystet efter at have ventet på svar på forskellige undersøgelser i tre måneder…
Men da vi lige fik sundet os en stund, blev vi mere og mere overbeviste om, at lægen havde ret – og taknemmelige for uventet at være røget bagerst i køen.