Det talende juletræ på børnehjemmet

Det er til tider hårdt arbejde at være volontør på et børnehjem med over 400 børn. Behovene er uendelige, men heldigvis behøver man ikke altid klare alting ved egne kræfter.Børnehjemmet Emmanuel i Honduras har sin egen kirke. Her står allerede et færdigpyntet juletræ med hundredvis af kugler og lys, blinkende lystigt fra top til bund.
Jeg sad søndag morgen og stirrede betaget ind i det farvestrålende vidunder, mens jeg lyttede til prædikantens klare stemme. Han talte om at lytte til Gud, og jeg slog derfor nok ørerne ekstra godt ud denne morgen.
Mens jeg sad og nød træet, sagde en stemme pludselig til mig: ”Skriv om mig.” Jeg kiggede forundret på juletræet, som var det dét, der havde talt til mig. Men selvom et talende træ også havde været ganske forunderligt, valgte jeg nu at tro, det var en stemme højere oppe fra.
Samme morgen havde jeg spekuleret på, hvad jeg mon skulle skrive i denne klumme, og jeg havde sendt en lille bøn til Gud om inspiration. Det kan være svært at finde tiden her på børnehjemmet. Men nu smilede jeg taknemmeligt, for kunne det være mere indlysende? Selvfølgelig skulle jeg skrive om Gud.
Min tro var ikke ret synlig i min hverdag, inden jeg kom hertil, og jeg holdt den mest for mig selv. Men her er det anderledes.
Aldrig har jeg følt Gud så nær, som jeg gør nu. Aldrig har jeg set hans arbejde så tydeligt for mine øjne hver eneste dag. Han er i bund og grund den eneste, børnene her kontinuerligt har hos sig, og de kender hans kærlighed. Tilmed har jeg mærket, hvordan han arbejder gennem os, der forsøger at være hans forlængede arm.
Nogle dage har jeg været så fyldt til randen af børn og bleer, at jeg har måttet overgive alt til ham. Og han har båret barnet i mine arme for mig og bragt smilet frem på mine læber, selv om jeg troede, jeg ikke havde flere smil tilbage.
Selv da jeg manglede inspiration til at skrive, var han der.
Han vil gøre meget mere for os, end vi aner. Hvis bare vi er åbne og lytter.
Af Anne Kjær Sørensen
Udsendt som volontør af Impact