Myten om “det er Israels skyld” udviskes under oprøret i Egypten

Noget af det mest slående ved de oprør der har skyllet over den arabiske verden fra Tunis til Egypten er, at Israel slet ikke har været på tale.- Det var slående, at Israel overhovedet ikke var på dagsordenen for de titusinder af protesterende på Cairos gader mod Mubarak-styret – og heller ikke for demonstranterne i Jordan, Yemen, Algeriet og Marokko. Ingen råbte “Død over Israel”. Der var ingen skilte med “Ophæv blokaden af Gaza”. Intet talekor mod byggeprojekter i Ariel.

Videre hedder det:

-I årevis har vestlige ledere omfattende bl.a. USA’s præsident Barack Obama, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og EU’s udenrigspolitiske chef Catherine Ashton sagt, at det israelsk-palæstinensiske anliggende er hovedgrunden til spændingen i Mellemøsten. Argumentet var: “Fjern kilden til fjendskabet, få Israel ud af Vestbred-området, stands byggeriet i Gilo – og det vil blive meget lettere at bringe stabilitet til regionen”.

Flodbølge af folkelig vrede
– Det er klart, at flodbølgen af folkelig vrede mod den arabiske verdens “moderate” regimer ville overskylle disse styrer, uanset en israelsk-palæstinensisk fredsaftale. Hvorfor? Fordi den manglende ustabilitet i Mellemøsten ikke skyldes Israel – men “dem”. Det drejer sig om arabisk arbejdsløshed, arabisk fattigdom og arabisk fortvivlelse om en bedre fremtid.

Artiklen fortsætter:

– En af grundsætningerne der er blevet gentaget til bevidstløshed i årevis af eksperter verden over, er at arabisk fortvivlelse skaber radikalisme, der skaber terrorisme og at kilden til fortvivlelsen er det palestinensiske anliggende. Fjern dette – og der vil blive langt mindre fortvivlelse og terrorisme. Tom snak. Vist er der håbløshed i den arabiske verden, men den skyldes ikke arabiske massers bekymring over palæstinenserne, men kilden er de arabiske massers bekymring over deres egen tilværelse, deres arbejdsløshed og deres egen mangel på frihed.

– Hvis man ignorerer det, får man revolution. Men alle – anført af USA under Obama og EU – ignorerede dette og var i stedet besat af byggeri i Ramat Shlomo og Efrat. Hvor ofte har internationale ledere jamret over den humanitære situation i Øst-Jerusalem og i Gaza, og hvor megen opmærksomhed har disse ledere vist over for den humanitære situation i Egypten, Tunis, Yemen, Marokko, Jordan og Algeriet – den “moderate” arabiske verden. Hvad er det faktisk, som truer stabiliteten i området?

Artiklen slutter:

Mellemøsten er nu på skillevejen. Demokratiske styrker er på march i Egypten, men radikale ekstremister ligger på lur og er parat til at slå til. Intet af dette kan hjælpe Israel ud af kniben. Konflikten med palæstinenserne er reel, og der må udfoldes enorme bestræbelser på at håndtere den, om ikke løse den. Men denne konflikt må også sættes i det rette perspektiv – ikke forstørres langt ud over dens sande dimensioner.

Såvidt kommentator Herb Keinon.

Egyptiske flag i Jaffa
Flere steder i Israel har der været` pro-egyptiske demonstrationer, bl.a. i Tel Aviv-forstaden Jaffa hvor 1000 muslimske og kristne arabiske indbyggere protesterede imod “jødiske religiøse bosættere” i denne blandede arabisk-jødiske bydel og disses “provokationer”. Mange af de protesterende var liberalt-sindede jødiske indbyggere. Flere demonstranter svingede med egptiske flag.

I israelske militære kredse der udtryk for en vis bekymring over udviklingen i Egypten, og en militær kilde siger, at hvis et fjendtligt styre overtager magten i landet, kan det israelske militær blive tvunget til en omstruktuering hvad angår forsvaret af det sydlige Israel, og måske øge de israelske styrker i dette område.

– Fredsaftalen med Egypten i 1979 gjorde det muligt for den israelske hær at fokusere på den nordlige front omfattende Syrien og Libanon og på Iran, siger en israelsk militær talsmand.

Israel følger nøje udviklingen i Egypten, og den israelske militærledelse drøfter nu forskellige scenarioer og mulige israelske reaktioner på disse.