Venstre sidebanner eksempel

Åbnede sit hjem for krigens børn

Patrick Chege og hans kone Ruth åbnede deres hjem for flygtende børn, da en borgerkrig brød ud i Kenya for tre år siden.
Det må være enhver missionærs og hjælpearbejders drøm. At se lokale fattige kaste sig ud i projekter, uanset om de får penge fra Vesten eller ej.

Patrick Chege

Jeg mødte ægteparret Chege i den kenyanske by Eldoret, da jeg skulle lave en rapport om børns lidelser efter borgerkrigen, der brød ud efter præsidentvalget i 2007. Og jeg blev vidne til ufattelige lidelser.
Et af børnene fortæller:
– Oprørerne kaldte på min far, og da han kom frem, hev de ham med udenfor og slog ham ihjel. Så nu er min far død, siger 9-årige Daniel lavmælt.
Han er kun én ud af flere tusinde børn, som har mistet forældre og hjem under borgerkrigen, der varede indtil april 2008, da det lykkedes Kofi Annan at mægle mellem landets rivaliserende politikere fra hver deres stamme.

Hjem blev børnehjem

Lille Daniel blev anbragt af Røde Kors hos Ruth og Patrick Chege. Her bor nu i alt 28 børn, og parret måtte spontant omdanne deres hjem til børnehjem.
– Det var ikke planen, at vi skulle have et børnehjem. Vi har siden 1983 taget os af et barn eller to af og til, men efter konflikten myldrede det pludselig med børn i vores hjem, fortæller Patrick Chege.
Masser af børn fyldte pludselig stuerne i parrets hus. For parret havde i syv år stået for en børnekirke med ca. 120 børn. Mange af børnene søgte nu tilflugt hos deres pastor Chege, da de under optøjerne ikke kunne finde deres forældre.

Måtte gøre noget

– Da tingene eksploderede, og krigen pludselig brød ud, følte vi, at vi måtte gøre noget for børnene, fortæller Patrick Chege.
Parret fik fra den ene dag til den anden 40 børn i deres hjem. De forsøgte med det samme at spore forældrene. Nogle fandt de – andre ikke.
– Mange af børnene blev hos os, og op til i dag ved vi ikke, om deres forældre er døde eller i live, tilføjer han.
De 28 børn, der er tilbage, bor til daglig i parrets hus og hjælper til. De får mad og undervisning hver dag og bliver rehabiliteret på sjæl og krop.

Nyfødt baby på gaden

– Vi prøver at holde børnene beskæftiget hele tiden, så de ikke sidder og hænger. Vi involverer dem i alle de huslige gøremål. Vi hjælpes ad med at lave mad og gøre rent. Vi har taget dem ind som vores egne børn og behandler dem på samme måde, som vi behandler vores egne børn, fortæller Ruth Chege.
Et af de yngste børn er Malon. Han var kun 1 dag gammel, da Røde kors fandt ham på gaden under urolighederne.
– Jeg tror, hans mor flygtede og ikke kunne overskue at have ham med. Røde Kors fandt ham og bragte ham til os. Han var helt nyfødt og havde endnu sår efter navlestrengen, husker Ruth Chege.
Da han ankom til familien Chege’s børnehjem, som nu har fået navnet Care4Kids, var han meget tynd og havde ingen tøj eller noget at dække sig med.
– Men i dag er han frisk og kan gå. Ja, han snakker faktisk nu og kalder os mor og far. Ingen ved, om hans mor er død eller levende, tilføjer Patrick Chege.

Gud giver styrke

Børnehjemmet har ikke mange penge at gøre godt med og overlever på gaver og almisser fra venner og bekendte.
– Børnene opdager, at vi stoler på, at Gud vil give os, hvad vi har brug for. Ved Guds nåde klarer vi den, siger Patrick Chege.
Parret håber på at skaffe en donor til børnehjemmet og har allerede udarbejdet det stykke papir, som donoren skal have. Uanset hvad fortsætter de ufortrødent og er ikke i tvivl om, hvor deres styrke kommer fra.
– Vi stoler fuldt og fast på Gud. Vi var ikke forberedt på det her og har derfor ikke nogen træning. Men Gud må give os nåde og lade sin kærlighed flyde fra os til børnene. Det er det, vi i bund og grund ønsker: at elske dem og bære over med dem, slutter Patrick Chege.
Læs mere på Krigens-born.dk.