Gud er uretfærdig kærlig
Af Signe Voldby, der er sognepræst i Græse og
Sigerslevvester i Nordsjælland.
En januardag ved 15-tiden, en flok konfirmander kommer til undervisning, trætte efter en lang skoledag og forpustede af en cykeltur i kulde.
Ganske vist har de friske røde kinder, men midt på eftermiddagen er man træt og tung om hjertet. Så snart de træder ind ad døren, lyder spørgsmålet: Signe, har du ikke noget kage?
Det er da et godt spørgsmål, og Peter, en af Jesu venner, stillede næsten det samme spørgsmål til Jesus, da han, måske en eftermiddag ved 15-tiden, træt og tung om hjertet kom hen til Jesus og sagde, Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi til gengæld?
Jeg tror, Jesus så på Peter med stor varme og sagde, Dér hvor Guds rige er, der er der ikke løn, som i vores verden. Dér er det bare Guds ufattelige uretfærdighed, der møder os, kære Peter. Med kærlighed og håb og tilgivelse og fred. Du kan være Guds barn! Men Peter, prøv lige at lytte til denne her historie… Og så kommer historien om arbejderne i vingården. Nogle mødte tidligt om morgenen, mens andre først mødte ind lige før
Matthæusevangeliet 20, 1.
fyraften. Men da arbejdsdagen var omme, og lønnen skulle udbetales, fik de alle det samme i løn.
Historien fortæller os, hvordan Gud møder os på en helt anderledes måde, end vi er vant til. Han kalder os til at være sine børn. Ikke fordi vi kan en masse eller tror rigtig meget. Men fordi han ikke bare ser alt, hvad der ligger bag os, han ser også med glæde og forventning alt det, der venter os i fremtiden. Alt det, vi kan blive, når vi går sammen med ham som Guds børn, varmet og tilgivet i Guds kærlighed.
I Guds rige er alt anderledes, fordi Gud tror på dig. Både du, som arbejder sent og meget, og som måske hele dit liv har troet på Gud. Men Gud tror også på dig, som måske allersidst i dit liv, måske uden den helt store tro, vender dig mod Gud med håb.
Da jeg var sygehuspræst, kom jeg en dag til at tale med en mand, der var indlagt med en svær cancer.
Han smilte lidt og sagde: Du skal lige vide, at jeg er erklæret ateist!
Fint nok, jeg er erklæret kristen, sagde jeg, og jeg fik lov at besøge ham flere gange gennem de uger, hvor han var indlagt. Vi kom til at snakke rigtig meget – om tro!
En dag sagde han: Nu har jeg jo ikke været i kirke i 40 år, og jeg har virkelig ikke tænkt på Gud i alle de år. Nu skal jeg dø, og jeg tænker lidt
hvad hvis jeg har taget fejl? Tror du, hvis Gud findes, at han så vil have noget med mig at gøre?
Det var fantastisk at kunne sige til denne mand: Selvfølgelig vil Gud have noget med dig at gøre, først som sidst i livet. Jesus siger, at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, og han kan tage din hånd og gå med dig, også i dødsskyggens dal.
Det var det, Jesus ville fortælle med sin historie om arbejderne i vingården. De fik alle samme løn. Det er dét, Gud gør. Han sætter en egentlig uretfærdig kærlighed lige ind i vores liv og verden, fordi vi er hans børn – med et stort håb og med en ny begyndelse både til de første og til de sidste.
