Lidl for meget
Jeg har ry for at været ret økonomisk – for ikke at sige… noget andet. Så da jeg besøgte min søn, skulle jeg absolut i lavpris-supermarkedet Lidl.
Det skulle være Danmarks billigste, så hvad kunne jeg ikke spare – på at købe en masse!
På p-pladsen kørte en udlejningsbil op på siden af mig, og en italiener rullede vinduet ned. Om jeg ku engelsk? Jo da. Om han måtte spørge mig om noget. Selvfølgelig. Om jeg havde lyst til at købe en læderjakke billigt.
Nej, det troede jeg nu ikke. For jeg er som nævnt meget økonomisk, og den gamle frakke kan sagtens holde ti år mere. Men jeg faldt i snak med den flinke italiener, og det endte med, at jeg satte mig ind i bilen og han fortalte om, at han havde været på tøjmesse i byen for at sælge læderjakker fra et italiensk firma. Nu var han på vej til lufthavnen og manglede kun at aflevere bilen. Og så havde han på bagsædet nogle læderjakker fra udstillingen. Dem ville han derfor gerne sælge billigt, så han ikke skulle slæbe dem tilbage til Italien og betale overvægt.
Nu er jeg jo ikke født i går. Så jeg fortalte ham nænsomt, at det måske ikke lød helt sandsynligt. Men manden sad jo i en udlejningsbil, og han viste mig sit italienske pas og sit visitkort for firmaet, som producerede de her smarte læderjakker.
Jeg kunne faktisk godt li ham. Så da han ligefrem sagde, at han ville forære mig en jakke, blev jeg da helt rørt. Nu ved jeg godt, at den skeptiske læser tænker: Det er fup! Men manden gav mig altså en jakke. Ok, så spurgte han godt nok lidt efter, om jeg kunne give ham bare lidt for jakken, så han kunne tage en gave med hjem til familien. Dén kunne jeg jo ikke stå for. Jeg så for mig de små bambinoer på Mammas arm længselsfuldt råbe Pappa! Hvad har du med? Så jeg tog pungen frem.
Nu havde jeg – desværre – en masse kontanter netop den dag. Så da han kiggede på uret og sagde: Jeg giver dig dem alle fire, pungede jeg også ud med – ja, 2.000 kr. Det var jo stadig et røverkøb for de fire smarte modejakker.
Vi sagde hjerteligt farvel, og jeg havde en god følelse, indtil jeg stod foran min kone og sagde: Jeg har købt – fire læderjakker. De duftede skønt og dyrt. Og de var da smarte. Men ingen af dem var i min families eller venner 
størrelse. Skal jeg nu tage dem med til Afrika – og betale overvægt…?
Af redaktør Henri Nissen
