Gode hyrder hænger ikke på træerne
Af Gunnar Bruhn, elektronikmekaniker og
bor i Breum ved Skive.
Jesus er ikke særlig god til at optræde politisk korrekt.
Havde han brugt lidt andre ord om sig selv, var det sikkert ikke endt så blodigt, som det gjorde langfredag. Havde han bare sagt om sig selv, at han var en god hyrde, var der nok ikke så mange, der var blevet vrede på ham. Men han sagde: Jeg er den gode hyrde.
Engang kunne man godt være tolerant og respektere et andet menneske uden nødvendigvis at bifalde dets meninger og livsstil. Det kan man ikke længere. Hvis jeg ikke bifalder et andet menneskes meninger og livsstil, bliver jeg straks stemplet som intolerant.
Efter den forståelse må vi konstatere, at Jesus er intolerant. For at undgå det prædikat skulle han have droppet alle sine entals-udtalelser. Det går ikke at tale, som om der kun er én god hyrde.
Med mindre det altså er sandheden. Hvis det er sandt, at Jesus er den eneste hyrde, der er god, så kan han vel godt tillade sig at sige det. Men er han da det?
Får er ude af stand til at forsvare sig på en måde, der kan slå en fjende på flugt. Dernæst er de uden stedsans, så de kan ikke selv finde frem til noget at leve af. De er ude af stand til at klare sig selv og har brug for én til at kæmpe deres kampe mod fjenderne. Én, der kan sørge for, at de har det, de behøver.
Det er bemærkelsesværdigt, så ofte Bibelen sammenligner mennesker med får!
Jesus siger i søndagens tekst, at det ikke er ligegyldigt, hvem man overlader fårene til. Der findes hyrder, der kun holder sig i nærheden af fårene, når solen skinner. Når det bliver kompliceret eller medfører ulemper, så er de gået.
En god hyrde ved, hvor sårbar flokken er, og han ved, at han ikke kan forvente hjælp fra flokken. Så hvis et vildt dyr sniger sig ind på flokken, må hyrden kæmpe flokkens kamp. Taber han, taber flokken. Vinder han, vinder flokken. Alt står og falder med, om hyrden er til stede, når fjenden kommer, og om han vinder kampen.
Jesus siger, at han er den eneste, der kan det, vil det og har gjort det. Den eneste!
Vi kan kæmpe mod mange forskellige fjender i livet. Men over for døden må vi alle give fortabt. Da er vi som får ude af stand til at tage kampen op. Slaget er tabt på forhånd.
Når jeg søger rundt i aviser, tv eller på nettet støder jeg på mange, som gerne vil være hyrder. Men ingen, der med livet som indsats vil tage den kamp op for mig. Det viser sig altid, at disse hyrder er mere interesseret i at sælge mig forsikringer og hygge til gengæld for et livs anstrengelser. De risikerer ikke noget for min skyld.
Det er der kun én, der har gjort. Én der ikke veg tilbage, selv om det kostede ham livet.
Den slags hyrder hænger i sandhed ikke på træerne. Og derfor er der ikke tale om intolerance, når Jesus siger om sig selv: Jeg er hyrden – den gode hyrde – der sætter sit liv til for fårene.
